Digitale middelklassekunstnere går uden om gallerier og smagsdommeri

Under pandemien er kunstnere og indholdsskabere rykket endnu tættere på deres brugere. Digitale platforme som Patreon, OnlyFans og Substack gør folk i hele verden i stand til at leve direkte af deres kreativitet uden om gallerier og smagsdommere. Men overflod af indhold kan også opleves som en udvanding af kunsten, mener forsker

Kunstnere og indholdsskabere er rykket endnu tættere på deres brugere. Gennem digitale platforme som Patreon, OnlyFans og Substack er de i stand til at leve direkte af deres kreativitet.
Kunstnere og indholdsskabere er rykket endnu tættere på deres brugere. Gennem digitale platforme som Patreon, OnlyFans og Substack er de i stand til at leve direkte af deres kreativitet. . Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Alverdens kunstnere, journalister, komikere og andre indholdsskabere kan i dag leve af at formidle deres indhold direkte til brugerne, som betaler for produktet direkte til skaberen.

Den amerikanske musiker Jack Conte, der står bag den verdensomspændende donationsside Patreon, kalder selv det såkaldte "subscribe me"-fænomen for ”den ultimative demokratisering og personificering af kunsten”.

Ifølge mediebureauet Influencer Marketing Factory lever mindst 50 millioner mennesker i dag af indtægter på platforme som OnlyFans, Substack og Patreon, og i 2022 vil den samlede indtjening runde 100 milliarder dollars.

Pandemiens nedlukninger og teknologi-eskalering har fået folk i hele verden til at opdage, hvor smart det er at tjene penge under egen kontrol. Med Jack Contes ord behøver kunstnere ikke længere at leve ludfattigt eller få det store gennembrud.

”Disse teknologier har skabt en ny middelklasse af kunstnere. De kan have en stabil indtjening, som ikke var mulig før,” lyder det fra amerikaneren på hans egen blog.

På Københavns Universitet følger medie- og kulturforsker Mikkel Bækby Johansen fænomenet tæt. Han mener, at de populære platforme har udfyldt et hul og forandret traditionelle mekanismer i kunstverdenen.

”En side som Patreon har jo givet en platform til en gammel form for kunstfinansiering – patronage – og gjort den tilgængelig for et bredere publikum,” siger Mikkel Bækby Johansen.

Fra elitestyret til folkeliggørelse

Patronage, som i bredeste forstand betyder kunststøtte, har fundet sted siden antikken. Men særligt i middelalderen og i Renæssancen blev det anvendt af magt- og velhavere til at sponsorere diverse former kunst – ofte med det formål at øve yderligere politisk indflydelse eller som prestigeprojekter.

Ifølge Mikkel Bækby Johansen har meget af den i dag kanoniserede kunst været bestillingsarbejde af den ene eller anden art, og sponsoraterne har ofte været nødvendige for, at kunsten overhovedet har kunnet blive produceret.

”Det, der traditionelt har kendetegnet patronagen er, at mæcenerne tilhørte en elite. Det nye i forbindelse med Patreon er imidlertid, at almindelige mennesker nu har mulighed for at agere mæcen,” siger han.

”Der er således tale om en folkeliggørelse eller demokratisering af patronage som praksis,” tilføjer kulturforskeren.

Kunstneren har gennem historien ofte været idealiseret som en fri aktør, men har i kraft af den historiske patronage sjældent været fri fra den politiske eller religiøse elites indflydelse.

”Omend frihedsfordringen heller ikke i dag er fuldt realiseret, kan man alligevel tale om en frigørelse fra magthavere i en streng, traditionel forstand,” konstaterer Mikkel Bækby Johansen.

Spørgsmålet er så, om kunstnerne – og andre indholdsskabere – risikerer at blive underlagt en anden slags magt, nemlig den kommercielle.

”Når indholdsskaberne får øget indsigt i, hvilken type indhold, der genererer mest støtte blandt deres Patreon-brugere, kan der samtidig skabes et incitament til at producere mere af netop den type indhold. På den måde kan man sige, at den kunstneriske frihed forbliver et ideal, uanset om mæcenen er eliten eller folket,” pointerer han.

Udvanding af kunsten

Med sider som Patreon, Substack og OnlyFans får de relevante målgrupper et mere direkte forhold til indholdsproducenterne, uddyber Mikkel Bækby Johansen.

”Man får, hvad man betaler for, og oplever en større indflydelse på kurateringen. Det er dybest set et udtryk for, at det er blevet nemmere at omgå de traditionelle 'gatekeepers'. Man behøver ikke forholde sig til ekspertise,” siger forskeren.

Som Mikkel Bækby Johansen ser det, er der ikke tale om en decideret middelklassificering af selve kunsten.

”Men det er klart, at en overflod af indhold kan opleves som en udvanding af kunsten,” siger han.

Udviklingen har skabt nogle nye debatter om kunstens rolle i samfundet. Mikkel Bækby Johansen mener ikke, at den gode kunst nødvendigvis forsvinder, fordi udbuddet er større.

”Man kan sige, at kunstneriske udtryk har fået en større rolle i mediebrugernes hverdag. Kunsten har bevæget sig ind på et domæne – det private og hverdagslige – som ikke tidligere blev betragtet som et kunstdomæne. Den slags bevægelser har fundet sted før, men flere mennesker kan nu tage del i den online,” forklarer Mikkel Bækby Johansen.

Han mener dog også, at man som følge af det større udbrud af kunstneriske udtryk kan argumentere for, at de etablerede institutioner og den ekspertise og autoritet, der ideelt kendetegner dem, har en større opgave med at sortere og kuratere indhold.

”Hvis den gode kunst, som jo findes et sted i overfloden, skal frem, så er det nu, kulturinstitutioner skal gøres deres ekspertise gældende og gøre op med sig selv, hvad den skal bruges til,” konstaterer Mikkel Bækby Johansen.

Tilsidesættelse af ekspertisen

En del af det nye kunstdilemma går ud på, at "subscribe me"-kunstnerne på den ene side kan skabe en oplevelse af større frihed hos den enkelte kunstforbruger og en øget accept af den personlige smag.

”En tilsidesættelse af ekspertisen – eller smagsdommerne, som Anders Fogh Rasmussen kaldte det – fjerner potentielt også kravet om personlig stillingtagen i forbindelse med kunstforbrug. Og her vil argumentet være: færre krav, mere frihed,” opridser Mikkel Bækby Johansen.

På den anden side kan fraværet af ekspertisen også resultere i manglende anerkendelse af det dannelsespotentiale, der er i kunsten, mener han.

”Hvis alle er eksperter, og alt kunst kan være lige godt, så forsvinder blikket for de værdier, der er indlejret i kunsten,” siger han og fortsætter:

”Man risikerer at overse nogle nuancer, som kan tilvejebringes af de fortolkninger, eksperter har til opgave at fremlægge.”

Mikkel Bækby Johansen erkender, at der er noget paradoksalt i både at hævde, at alt kunst kan være lige godt, samtidig med at ikke alle værdier er lige gode.

”Det vil være at ignorere kunsten som dannelsesmæssig drivkraft i skabelsen af de værdier og indsigter, man ønsker et samfund skal have,” siger han.

Kulturforskeren vil gerne fremhæve et eksempel, som knytter sig mere konkret til selve kunsten, og her er musikstreamingtjenesten Spotify relevant at diskutere. På Spotify har der eksempelvis været en tendens til, at musiknumre forkortes, fordi de tilpasses platformens brugsform. Det er i dag muligt at beregne mere præcist, hvordan strukturen i et nummer skal være, hvis det skal opnå en vis popularitet.

”Her kan man tale om en slags datatyranni, som udfordrer den umiddelbarhed, som kunsten – særligt musikken – ofte associeres med. Det store udbud af musiknumre kan eksempelvis også medføre, at forbrugeren har mindre incitament til at dedikere sin tid til et helt musikalbum, fordi de kan sammensætte spillelister på tværs af kunstnere og genrer,” forklarer Mikkel Bækby Johansen.

Det behøver ikke at være negativt, tilføjer han.

”Det er blot en konstatering af, at kunsten ændrer form som følge af den teknologiske udvikling. Men som med de fleste forandringer, er der ofte noget, der går tabt,” påpeger han.