Det er 100 år siden, at James Joyce begyndte at udgive brudstykkerne til sit store mesterværk ”Ulysses”. En af hovedkaraktererne i ”Ulysses” er Leopold Bloom, som er Joyces pendant til Homers legendariske helt Odysseus fra den berømte ”Odysseen”. Karakteren Bloom er, modsat Homers Odysseus, en meget middelmådig mand, som går rundt i Dublins gader i starten af det 20. århundrede. På sine gåture omkring i Dublin gør han sig tanker om små og store spørgsmål i tilværelsen, såsom hvad hans næste måltid skal bestå af, hvordan han gerne vil ende med at blive en stor forfatter, samtidig med at han opmærksomt følger det modsatte køn nøje i bybilledet.
”Ulysses” kan derfor tolkes som en hyldest til det normale hverdagsliv, hvor livets små iagttagelser ikke må tages for givet. For de nødvendige ting, såsom at hænge vasketøj op, nyde en gademusikant eller blot glæden ved at kunne spise, skal alle ses som farverige enkeltbegivenheder, som hænger sammen i en større kæde, der tilsammen fortæller historien om et farverigt liv, som vi mennesker ikke alle sætter højt nok pris på. Ifølge Joyce vil en forståelse af dette føre til en bedre tilværelse for mennesket, hvor medlidenhed og gode relationer blandt mennesker vil være en større selvfølge.
Hvorfor er det så relevant at hive Joyces ”Ulysses” frem knap 100 år senere? Fordi Blooms død, der her skal forstås som afviklingen af hverdagens sociale interaktioner samt store og små overvejelser, vil have to store konsekvenser for borgerne såvel som staten Danmark.
Mange af de vestlige demokratier bygger nemlig på den nationale sammenhængskraft samt tilstedeværelsen af et fælles nomos. Den nationale sammenhængskraft såvel som nomos fungerer kun, hvis befolkningerne i en given stat ligner og accepterer hinanden som ligeværdige medlemmer af den givne stat. Denne indbyrdes forståelse bliver født ved interaktion imellem statens borgere, hvilket i ”Ulysses’” tilfælde er skitseret i form af Blooms gåture i Dublin.
Et sammenhængende nomos er altså derfor essentielt i samfund, hvor tillid til myndigheder og borgere er alfa omega for at få maskineriet til at fungere. Et velafbalanceret nomos afleder tryghed i samfundet, hvorimod manglen på nomos modsat vil skabe splid, frygt og sociale grupperinger. Det første er Danmark et forholdsvis godt eksempel på, hvor USA derimod er modpol til dette. For USA er et såkaldt smeltedigel-samfund, hvor hele nationen bygger på en pluralistisk kultur. Dette kan have sine fordele, men det må også stå klart for mange, at USA bestemt ikke er et land, hvor tilliden til naboen umiddelbart hersker. Derfor er det oplagt, at den meget fragmenterede samfundsdebat, som de seneste år har taget til i USA, har noget af sin begrundelse i manglen af nomos i det amerikanske samfund.
Tabet af den danske nomos er dog måske ikke så fjern, som vi måske kunne gå rundt og tro. For Blooms daglige gåture er truet. Truslen kommer fra den stigende digitale udvikling, som vi mennesker oplever i disse år. Afskaffelsen af hverdagens til tider trivielle gøremål samt interaktion med medmennesker i vores samfund qua den nye digitale teknologi vil kunne få store konsekvenser for os som enkelte mennesker, såvel som at vores samfundsstrukturer vil lide overlast.
For med den øgede digitale udvikling fremelskes også det individualistiske menneske, som vi gang på gang bliver advaret imod. Herfra skal der ikke meget fantasi samt få gram dystopiske tanker til at forestille sig en nær fremtid, hvor det enkelte menneske kan bo centralt i en storby, passe sit arbejde og daglige gøremål uden at forlade sin lejlighed. Dette må ses som problematisk for demokratiet, da præmissen for demokrati er den føromtalte sociale sammenhængskraft sammenholdt med en sammenhængende nomos. Den sociale respekt og genkendeligheden borgerne imellem vil i fremtiden kunne komme under tryk, hvis samfundets borgere bliver fjernere og fjernere fra hinanden.
Foruden spørgsmålet omkring demokrati og sammenhængskraft skal der også stilles et mere eksistentielt spørgsmål. For hvis tiden er lineær, og matematikkens love holder, så vil selv de mest obskure fantasier inden for udviklingen af teknologi finde sted. Vi vil altså på et tidspunkt kunne formå at ”afhjælpe” mennesket med mange af hverdagens byrder og overvejelser.
Spørgsmålet er bare, om vi skal gøre brug af denne udvikling. En diskussion af teknologiens udvikling som en fare for vor demokrati skal altså ikke stå alene – hele spørgsmålet omkring menneskets eksistens skal der altså også stilles spørgsmål til. For som det ser ud lige nu, så har der ikke været en form for afstemning eller debat i den danske befolkning omkring et mere automatiseret og digitaliseret liv. Danskerne er blot blevet pænt bedt om at følge med tiden, hvor mennesker skal være klar til at ”disrupte deres liv”, som en dansk skuespiller udtrykte det.
Uanset hvad, så giver regeringensageren, eller manglen på samme, ikke umiddelbart grund til optimisme i forhold til den efterspurgte debat om den øgede brug af teknologi og digitalisering i vores hverdag. Derfor bliver vi som mennesker nødt til at starte denne debat. Det flyder ind over vores usynlige grænser med nye teknologiske og digitale muligheder, som spreder sig til
befolkningen, længe før partierne i Folketinget begynder at tage stilling til dem. Et eksempel på dette kunne være virtual reality, som for alvor er på vej frem. Hvad kunne et fremtidigt scenarie med implementeringen af dette som et ”naturligt” redskab i de private hjem som underholdning eller arbejdsmæssig brug ikke være? Ville det ikke netop være det modsatte af, hvad Joyce forsøgte at fortælle os for 100 år siden? Ville det netop ikke kunne tænkes at accelerere den stigende individualisering, som vi ser i samfundet? Jo, og det er som sagt ekstremt farligt for den måde, hele vores demokrati er bygget på.
Hvis Bloom skal fortsætte med at gå rundt i vores gader, så kræves en politisk såvel som folkelig diskussion om, hvem vi er som mennesker, og hvor vi skal hen som mennesker. Disse diskussioner skal startes nu.
Simon Holt er journaliststuderende, Syddansk Universitet.