FREDAG DEN 16. AUGUST bragte Kristeligt Dagblad på forsiden en kommentar, der anmassende stiller spørgsmålet, om man er andenrangsborger, hvis ikke man har en computer, hvilket er interessant på mange måder.
I dag kan man ikke klare sig uden en computer, men en computer er faktisk en dyr ting, særligt hvis man ikke helt forstår at behandle den, så den holder og det er bare ikke alle, der nåede at få det med som fast pensum i skolen.
LÆS OGSÅ:Mere digitalisering på vej i folkekirken
Et samfund skal vurderes på omsorgen for sine svageste. De, der har arbejdet hårdt og bygget det op, vi har i dag, skal behandles værdigt og respektfuldt. Mens man høster frugterne fra træerne, som blev sået af de forrige generationer, skal man huske at sikre deres livskvalitet i deres livs aften.
EN GRUPPE, for hvem it er særligt svært, er de ældre. Hele digitaliseringen volder store og mange problemer. Særligt ældre udfylder mange ansøgninger, for de skal søge om hjælpemidler, og hvad der ellers skal til i alderdommen. Her er det nemt at lave fejl, når der udfyldes blanketter og ansøgninger på nettet. Fejl, hvor konsekvensen er, at den ældre må vente på sine hjælpemidler i lang tid, og at der skal bruge ekstra ressourcer i sagsbehandlingen.
Digitaliseringen er kommet for at blive. En god løsning til at sikre, at den digitale indberetning er i orden første gang, ville være, at der var en person eller en medarbejder der tog sig af indberetningerne og ansøgningerne for den ældre. Sådan at brugeren fortalte medarbejderen, hvad der skulle stå, og denne så tastede oplysningerne ind. Fordelen ville være, at medarbejderen kender systemerne og præcis ved, hvordan og hvor tingene skal skrives ind. På den måde vil det gå stærkt, samtidig med at tingene bliver gjort rigtigt første gang.
Det er lidt, ligesom vi kender det fra for eksempel de offentlige transportmidler. Her er der en køreplan, som fås i tryk. Klippekort eller DSB-kort købes i DSB-kiosken. Tidspunkter for afgang er kendt, og man stiller sig op ved stoppestedet og står på bussen ved afgang.
LÆS OGSÅ:Omtanke, tak: Overvej, hvad der ofres på digitaliseringens alter
Her kan det være endda meget begrænsende, når digitaliseringen sætter ind, og bussen blot skal køre med 30 minutters intervaller uden kendt afgangstidspunkt. Der er så det tilbud, at man kan få tilsendt en sms om, hvor lang tid der er til bussens ankomst. Det kræver blot ret meget. At man har et device, en smartphone eller en anden up to date-telefon. At den virker, og der opladet med strøm.
OG IGEN KRÆVER det it-kundskaber og er ikke gratis. For nok har man en telefon, men sådan en bliver forældet i løbet af et halvt til et helt år. De ting har deres cyklus, der går nogle måneder, før man har lært at bruge den, så har man den et halvt år, hvor man er godt med, så bliver det en gammel sag, og endelig er den bare for langsom, processoren kan ikke være med længere, og harddisken er fyldt op. Således er det i virkeligheden kun 25 procent af den tid, man har telefonen, at man er optimalt med og kan opdatere sig på den offentlige trafiks ankomsttider og billettere over den.
Digitaliseringen er kommet for at blive. Det er bare væsentligt, at vi også indretter systemerne, sådan at der er alternative løsninger, og det stadig er muligt at få direkte og personlig kontakt, det være sig gennem en trykt køreplan eller gennem personlig kontakt i ældreplejen.
Ann-Kathrine Karoff er cand.mag. og konservativ kandidat til kommunalbestyrelsen i Gentofte