I tirsdags døde en af Danmark store digtere Henrik Nordbrandt som bekendt, og i den anledning genudsender DR1 en reportage i serien ”I bakspejlet”, hvor en række kulturpersonligheder ser tilbage på svære perioder og oplevelser i deres liv.
Der er ellers dem, som sværger til den regel, at man ikke skal se sig tilbage. Ja, selveste Paulus kunne umiddelbart regnes som en af dem, når han skriver: ”Jeg glemmer, hvad der ligger bagude og strækker mig frem mod det, der ligger forude”.
Og dog, også Paulus vender i sine breve jævnligt tilbage til sin fortid, og som mange vil vide, havde den også en særdeles mørk side, da Paulus forfulgte den kirke, som han senere skulle blive apostel i.
Henrik Nordbrandt havde ikke forfulgt nogen, men som ungt menneske var han selv forfulgt af tungsindige tanker i en grad, så han måtte indlægges på Rigshospitalets psykiatriske afdeling. Da var han 16 år, målte 187 cm, men vejede kun sølle 37 kilo. Den unge Nordbrandt var i anoreksiens vold og blev først indlagt på den åbne afdeling, men oplevede også at blive indlagt på den lukkede efter et selvmordsforsøg.
Men det var ikke noget, man talte om i familien. Det var, som Henrik Nordbrandts søster, Elisabeth Nordbrandt, udtrykte det, et af de tabuiserede emner i familien.
Ak, gennem tiden er så megen psykisk lidelse blevet fejet ind under gulvtæppet, at den ville danne en veritabel bjergkæde, om den slags ellers kunne antage fysisk form.
Men tavsheden skulle brydes, og de to søskende skød det gamle familietabu til side, og Henrik Nordbrandt tog sin søster med på en tur til sin ungdoms hospitalsstuer. Henrik Nordbrandt havde imidlertid fortrængt meget fra de svære år, mens hans lillesøster kunne fortælle, at hun havde været bange for sin storebror, og hvordan han levede ”knyttet sammen om sig selv”.
Til gengæld kunne Henrik Nordbrandt godt huske, hvad der havde sat det hele i gang. Han havde været i Halskov Bio og set en film om koncentrationslejrene, og det fik ham til at tænke, at ”når sådan noget kan ske, så kan man ikke være menneske”. Den unge mand mente simpelthen ikke, man kunne ”tilhøre en art, som gør sådan noget”. Og da Henrik Nordbrandt forlod biografen, tog en langsom og heldigvis mislykket selvmordsproces sin begyndelse.
Det er en stærkt sensibel sjæl, som reagerer sådan på en film, men selv om konklusionen var selvdestruktiv, var blikket klart nok. Der er et dybt mørke i os som menneskehed, og uagtet at enhver må stå til ansvar for sine egne ugerninger, så har mørket krog i alle sjæle. Man kan godt sige, at det var arvesynden, som stirrede Henrik Nordbrandt i øjnene den dag i Halskov Bio. Henrik Nordbrandt var ganske vist erklæret ateist og troede ikke på Bibelen, men som G.K. Chesterton siger det, er arvesynden ”den eneste del af den kristne teologi, som faktisk kan bevises”.
Hvordan vi så lever med arvesynden, er en trossag.
Jesper Bacher er sognepræst.