Prøv avisen
Debatinterview

Direktør: Det bedste forsvar for menneskerettigheder er at fokusere på det væsentligste

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev underskrevet i Rom den 4. november 1950 af Europarådets daværende 10 medlemsstater, herunder Danmark. – Foto: Fine Art Images/Ritzau Scanpix

Regeringen vil gå til kanten af menneskerettighederne, nogle mener, vi allerede er langt ude over den, mens andre vil have Danmark helt ud af de internationale konventioner. Men vi risikerer at udvande menneskerettighederne, hvis de skal handle om håndtryk og burkaer i en tid med langt større problemer, mener direktør for Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen

Jubilæer er en god anledning til både at se frem og tilbage. Hvordan er det gået? Hvordan skal det gå?

I december blev 70-året for FN’s Menneskerettighedserklæring markeret, og i sidste måned kunne Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fejre sine første 60 år som den højeste menneskeretlige instans for de 47 medlemsstater i Europarådet.

Herhjemme blev menneskerettighedernes indtræden i den værdige alder fejret med en debat om FN’s migrantpagt, som mange mente var det seneste i rækken af elendige internationale aftaler, der binder Danmarks udlændingepolitik, og Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen fik af sin formand selv lov til at forklare, hvad han egentlig mente med, at Danmarks skulle ”rode sig ud af” sine internationale forpligtelser på det menneskeretlige område.

På Christianshavn sidder direktør for Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen og følger debatten tæt. I disse uger kan han fejre 10 år som direktør, men selvom han både har stor viden om menneskeretlig jura og mange holdninger til, hvordan det menneskeretlige system bedst forsvares, er han ikke typen, der i tide og utide hejser det røde flag i offentligheden og siger, at nu er det hele gået for vidt.

”Når vi har et godt omdømme, både til højre og venstre politisk, er det, fordi folk har tillid til de vurderinger, vi laver. Den tillid vogter vi nidkært over, og vi ville hurtigt sætte den over styr, hvis vi som institut hele tiden råbte op om krænkelser af menneskeretten. Vi er selvfølgelig ikke altid enige med regeringen og juristerne i Justitsministeriet, men hvis befolkningen og politikere fra alle dele af det politiske spektrum skal kunne stole på vores vurderinger, så er det vigtigt, at de bygger på saglig juridisk vurdering og ikke på en politisk dagsorden.”

Debatten om netop Institut for Menneskerettigheders rolle, ikke mindst i diskussionen om dansk udlændingepolitik, blev skærpet for nylig, hvor instituttets tidligere direktør Morten Kjærum i et indlæg i Altinget beskyldte Jonas Christoffersen og instituttet for at gå mere op i politiske skulderklap end menneskeretlige konventioner. Kjærum, som i dag er direktør for den svenske menneskerettighedsorganisation Raoul Wallenberg Instituttet, mener, at Christoffersens pragmatiske tilgang til beskyttelsen af menneskerettigheder både er ”juridisk uprofessionel” og ”i strid med den opgave, som en national menneskerettighedsinsti-tution skal varetage”. Jonas Christoffersen tager kritikken med sindsro.

”Jeg synes, der er mange, der kritiserer Lindholm, Sjælsmark, integrationsydelse, og det er helt, som det skal være. Vi deltager også i den debat, men fra vores ståsted, som er et andet end ngo’erne og universitetsforskernes. Når vi sammen med Ombudsmanden laver en tilsynsrapport om forholdene på Udrejsecenter Sjælsmark, beskriver vi de meget belastende livsvilkår, men peger også på, at de med de rettigheder, som gælder, ikke er en menneskeretlig krænkelse. Det er en juridisk vurdering, og vi kan ikke trylle menneskeretlige grænser frem, som ikke er der.”

Han anerkender samtidig, at uenigheden mellem Kjærum og ham er udtryk for en mere principiel diskussion om forholdet mellem jura og politik.

”På den ene side er meningen med menneskerettighederne at begrænse det til enhver tid værende politiske flertals adgang til at krænke borgernes individuelle rettigheder baseret på erfaringerne fra Anden Verdenskrig, hvor der ikke eksisterede dette bolværk.”

”Juraen og menneskeretten sætter nogle grænser, men de grænser kan selvfølgelig også blive for snærende. Derfor er det altid til diskussion, hvor den grænse skal gå. Og her er det min opfattelse, at det menneskeretlige system risikerer at udvande sin betydning, hvis det breder sig over for mange ting. Det handler om at vælge sine kampe med omhu, hvis der skal stå respekt om menneskerettighederne, når der virkelig er noget på spil.”

Og det er der faktisk i disse år, understreger Christoffersen. Ikke mindst udsigten til, at illiberale kræfter tager magten over europæiske demokratier, er led i en udvikling, som giver anledning til dyb bekymring hos menneskeretsdirektøren.

”Med al respekt for den hjemlige debat om burkaer, håndtryk og udvisning efter to eller tre år så blegner det totalt i kuldeskæret fra det, vi aktuelt ser dukke op igen nogle steder i Europa. Jeg synes, man påtager sig et kæmpestort ansvar for, at hele systemet kuldsejler, hvis man ikke i den situation er med til at reformere vores tilgang til menneskerettighederne. Det er et kæmpe projekt at få et frit Europa til at blive stående, og der er meget stærke kræfter, som i disse år trækker i den modsatte retning.”

Arbejdet med at tilpasse det menneskeretlige system til de politiske udfordringer i det 21. århundrede har været i gang i årevis og kulminerede senest med den såkaldte København-erklæring, som blandt andet skal sikre et bedre samarbejde mellem Europa-rådets enkelte medlemsstater og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I kernen af reformprocessen står debatten om domstolens såkaldt dynamiske fortolkning, som siden 1980’erne har betydet, at stadigt flere områder er blevet omfattet af Menneskerettighedsdomstolens virke.

Men som Jonas Christoffersen påpeger, udgik ønsket om at fokusere menneskerettighederne faktisk fra domstolen selv tilbage i 2000. Det var den daværende schweiziske præsident for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Luzius Wildhaber, som i forbindelse med domstolens 50-årsjubilæum argumenterede for, at det hastigt voksende antal sager, hvoraf mange lå i periferien af menneskeretten, simpelthen ikke var bæredygtigt i længden.

”Han ønskede i stedet en domstol, som udelukkende fokuserede på principielle, systematiske overtrædelser af menneskerettighederne. Men dengang faldt Wildhabers argumenter på politisk stengrund. Først 10 år senere blev den tankegang taget op igen, og med større politisk opbakning indledte man så den reformproces, som kulminerede med København-erklæringen, og som afsluttes i år.”

En domstols praksis reformeres ikke fra den ene dag til den anden. Men de seneste 10 års arbejde med at fokusere domstolens virke betyder i vidt omfang, at kritikken af den dynamiske praksis, som fortsat dukker op med jævne mellemrum, er forsinket og rammer ved siden af, påpeger Christoffersen.

”Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol går i gang med at ændre sin tilgang, lang tid før debatten opstår i Danmark. Det går selvfølgelig langsomt, fordi domstolen ikke kan lave væsentligere ændringer i sin måde at arbejde på uden at have politisk opbakning til det. Men du ser det blandt andet i brugen af den såkaldte skønsmargen, som sikrer de enkelte medlemsstater et langt større politisk råderum.”

Det er ikke et udtryk for en opportunistisk og håndsky domstol, som trækker sig for at sikre sin overlevelse. Men derimod handler det om, at en international domstol, som er baseret på en politisk aftale mellem en række lande, forholder sig til den politiske virkelighed, fortæller Christoffersen. I det juridiske fagsprog taler man om present day conditions, at domstolen skal forholde sig til sin samtids politiske virkelighed. Hvis den ikke evner det, er den ikke i stand til at sikre sin fortsatte legitimitet.

”Menneskerettighederne er ikke faldet ned fra himlen. De beror på en politisk aftale mellem lande, og derfor er de nødt til at være demokratisk forankret. Hvis afstand mellem juraen og det politiske niveau bliver for stor, så forsvinder legitimiteten, og den demokratiske forankring svækkes. Så er man fra juridisk hold nødt til at reflektere over den afstand og bringe domstolens praksis mere i overensstemmelse med det politiske.”

Du betoner, at det menneskeretlige system beror på en politisk aftale. Men det betyder jo også, at de enkelte lande kan træde ud aftalen. Hvad vil det i en dansk sammenhæng indebære ud fra en rent juridisk betragtning?

”Hvis vi ser helt snævert på det, så kan Danmark træde ud med henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 58. Det ville så efterlade os som borgere i det danske demokrati med Grundlovens rettighedsbeskyttelse.”

”Hvis man også fratænker alle internationale aftaler, ville der ikke længere i Danmark være forbud imod tortur, imod dødsstraf, heller ikke imod straffelovgivning med tilbagevirkende kraft, som ikke er grundlovssikret. Der ville heller ikke være den samme beskyttelse af ytringsfriheden. Man kan selvfølgelig hævde, at vi har lært så meget i løbet af de 70 år, så hvad skulle det betyde. Men jeg vil hellere lade være med at gamble med det, for det er ikke sikkert, vi er blevet bedre mennesker.”