Prøv avisen
Debatinterview

Direktør i Børns Vilkår: Vi har alle forudsætninger for at give børn den bedste barndom, men det går den forkerte vej

De fysiske fællesskaber er i fare for at forsvinde, i takt med at børnene bruger tiltagende tid foran skærmen, og det har enorme konsekvenser, siger direktør i Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Hvert femte barn i Danmark oplever at føle sig ensom. Men hvis forældre interesserer sig mere for deres børns liv, kan de forbedre deres trivsel, siger direktør i Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl, som er aktuel med bogen ”Verdens bedste barndom?”

Rasmus Kjeldahl, du er aktuel med bogen ”Verdens bedste barndom?” om mistrivsel blandt danske børn. Hvorfor har du skrevet bogen?

Som direktør i Børns Vilkår får jeg et særligt indblik i børns trivsel, ikke mindst gennem beretninger fra Børnetelefonen og organisationens feltarbejde og undersøgelser.

Ofte, når jeg har talt med folk, der ikke er en del af min professionelle verden, oplever jeg, at det kommer bag på dem, hvordan det står til blandt børn og unge i Danmark. Derfor så jeg et behov for at formidle på en mere tilgængelig måde, hvordan det er at være barn og ung i Danmark i dag og pege på, hvordan vi kan komme tættere på at give vores børn verdens bedste barndom.

Jeg vil gerne skabe en informeret debat og ikke mindst bringe børnenes stemme mere frem. Det er ikke endnu en bog om opdragelse, her er jeg ikke ekspert. Men jeg har forsøgt at give nogle gode råd funderet på viden med det håb, at det kan understøtte videre debat i skolerne, blandt forældrene, på arbejdet eller til middagsselskabet med vennerne.

Hvad er det for nogle tendenser, du ser blandt børn og unge i dag?

Vi ser jo nogle skræmmende tal for børns trivsel. Angst og ensomhed er markant stigende, hvert femte barn i Danmark oplever at føle sig ensom. Men det er samtidig en udvikling, vi i Danmark egentlig har gode forudsætninger for at vende. Hvorfor går det så den gale vej?

Det forsøger jeg at komme ind på i bogen. For eksempel kan meget vindes ved, at forældre får lidt mere viden om børns udvikling og aktivt interesserer sig mere for deres liv.

Der er tegn på, at den vigtige tidlige tilknytningsproces mellem barn og voksen svækkes, hvis vi som forældre bruger mere tid på at kigge på Facebook og e-mail end på vores nyfødte børns ansigter. I værste fald kan det føre til skader på børns emotionelle og psykiske udvikling.

Når vi ser, at flere børn i dag fungerer dårligere i fællesskaber, er det svært ikke at koble det til, at de voksne bruger stadig mere tid nettet, på at vise det iscenesatte familieliv frem på sociale medier end på rent faktisk at leve det. Det kan alle forældre altså gøre noget ved.

Så bogen er en kritik af forældrene?

Jeg vil nærmere kalde det et opråb til dem. Jeg vil gerne med bogen formidle viden, som gør det lidt nemmere at udfylde dagens forældrerolle. Jeg opfordrer dem til at blive mere bevidste om, hvor vigtige de er, og hvor de kan sætte ind for at fremme deres børns trivsel. Forældre skal i dag tage mere ansvar for at hjælpe børn ind i gode fællesskaber. De fysiske fællesskaber – spejder, klubber og idrætsliv – er i fare for at forsvinde i takt med, at børnene bruger tiltagende tid foran skærmen, og det har enorme konsekvenser. For selvom der også er et fællesskab online, mangler det den vigtige dimension, at vi kan se hinandens ansigter, lære om de fine nuancer i tonefald og afkode kropssprog.

Som forælder må man forsøge at give børnene et kærligt skub ud i de fysiske fællesskaber, også selvom det kan være svært. Nogle gange må man selv op af stolen og for eksempel melde sig som træner på det lokale fodboldhold eller spejdergruppe.

Er forældre i dag blevet mere egoistiske?

Det er svært at sige, men individualiseringen og globaliseringen har spillet ind. For vi er ikke længere en del af en landsby eller en familie på den traditionelle måde. I stedet er vores relationer blevet mere diffuse, midlertidige og spredt ud over hele verden. Vi konkurrerer og sammenligner os med hele verden, og vores muligheder for job, studie og ægtefæller er heller ikke længere begrænset til den lokale landsby eller fællesskab. Konsekvenserne er mange muligheder – men også, at vi står meget mere alene foran de svære valg.

Hvad betyder det i forhold til barndommen?

Når familiestrukturen går mere i opløsning, og vi oftere oplever midlertidige familier, agerer vi mere individuelt og selvstændigt.

Det ser vi, når selv børn i indskolingen mødes af tests, som nogen oplever har afgørende betydning for deres videre livsbane. De bliver tidligere end før konfronteret med at være deres egen lykkes smed, og at de selv, ikke forældrene, har ansvaret.

Det er en dejlig ting, at de bliver selvstændige, men de udtræder samtidig af et støttende fællesskab. Nogle gange taler vi med forældre, der på en måde giver slip på opdragelsen og overlader til selv ret små børn selv at bestemme sengetider, hvem de leger med, om de går til sport.

Børns rettigheder er helt klart vigtige, men det må ikke blive sådan, at de selv får ansvaret for valg, de ikke er modne nok til at tage. Man står mere alene, og nogle børn klarer sig godt i det, mens en hel del børn har det svært og har brug for færre valg og mere tryghed.

Statistikken viser, at den ellers så lovpriste middelklasse er begyndt at blive hovedleverandøren af unge til udsathed. Det er i høj grad de børn, som ikke kan stå distancen i den globale konkurrence. De kan ikke følge med i tempoet og de udfordringer, der bliver lagt for dem. Det er altså noget, vi skal og kan gøre noget ved.

Hvad er det så, vi som samfund kan gøre?

I Danmark har vi faktisk rigtig gode muligheder, fordi vi har nogle stærke og humanistiske værdier og gode institutioner, højskoler, efterskoler og mange veluddannede forældre, som kan støtte barn- og ungdommen.

Den negative udviklingstendens ses over det meste af verden, men måske uden at der for alvor gribes ind, fordi præstations- og konkurrencesamfundet allerede er den vigtigste værdi.

Så jeg håber, min bog kan være et bidrag til, at vi i får vendt udviklingen i Danmark, for det tror jeg de fleste forældre og borgere i bund og grund er interesserede i.

Foto: Gads Forlag