Direktør i Region Syddanmark: Vi skal ikke bare evaluere for at evaluere

Vi kommer ikke udenom, at vi de seneste år har haft fokus på registrering, der ikke nødvendigvis giver særlig meget værdi for borgerne. Derfor er vi også i gang med at tynde i ud i bureaukratiet i regionerne, skriver koncerndirektør i Region Syddanmark

Alle de medarbejdere, jeg har mødt på sygehusene, er nysgerrige og ærgerrige, og de vil gerne forbedre sig, skriver koncerndirektør i Region Syddanmark, Jens Winther Jensen.
Alle de medarbejdere, jeg har mødt på sygehusene, er nysgerrige og ærgerrige, og de vil gerne forbedre sig, skriver koncerndirektør i Region Syddanmark, Jens Winther Jensen.

Forleden fik sognepræst Kristian Bøcker et brev underskrevet af mig. Anledningen var, at Kristian Bøckers datter havde slået næsen efter at have været i nærkontakt med sit eget knæ. Datteren blev kørt til den nærmeste skadestue, som ligger i mit pastorat – om jeg så må sige.

Heldigvis var der ingenting galt, og far og datter kunne køre hjem med datterens ømme næse.

Nogle dage senere modtog familien Bøcker så det føromtalte brev. I brevet – som jeg er afsender af – beder vi i Region Syddanmark ham om at evaluere besøget på skadestuen.

Det foranledigede et indlæg fra Kristian Bøcker, hvor han rejser nogle interessante pointer, og leverer nogle velmente boksestød til hele evalueringstanken:

Koster evalueringerne ikke for mange penge?

Står udbyttet mål med indsatsen?

Nedtoner skemaerne ikke det personlige ansvar hos patienterne og personalet?

Bør ledelsen og medarbejderne ikke kunne kaste et kritisk blik på sig selv?

Stød, der godt kunne give mig som Koncerndirektør i Region Syddanmark en øm skadestue-krævende næse.

Grunden til, at alle Kristian Bøckers stød ikke sender mig helt i gulvet er, at han og os, der arbejder med evalueringer og målinger i sundhedsvæsenet, rent faktisk er enige.

For Kristian Bøcker har en pointe; Vi skal ikke bare evaluere for at evaluere. Vi skal have et formål med alle vores målinger. Ja, faktisk skal alt det vi laver i min optik have det formål at give en bedre behandling til patienten. Men ikke alle målinger er rent bureaukrati. Vi bruger rent faktisk tallene til at gøre en forskel.

Evalueringer, som den Kristian Bøcker fik tilsendt, giver personalet inspiration og en anledning til at gøre tingene anderledes. Man kan indvende, om de dog ikke burde have en anledning hver eneste dag – og til det kan jeg kun svare: JA.

Alle de medarbejdere, jeg har mødt på sygehusene, er nysgerrige og ærgerrige, og de vil gerne forbedre sig.

Men når man har travlt – hvad enten det er i hjemmet, i supermarkedet eller på en sygehusafdeling – så er fokus på at få arbejdet gjort. Nytænkningen gemmer vi til senere, hvor der er tid eller anledning. Patienterne får heller ikke nødvendigvis altid sagt det, de gerne ville sige, når de står i situationen, og nogle patienter har behov for lidt mere tid til at sætte ord på deres oplevelser.

Med evalueringerne giver vi dem alle sammen en anledning til at overveje om, tingene kan gøres anderledes og måske endda bedre.

Og vi bruger rent faktisk tilbagemeldingerne fra patienterne til at gøre en forskel. Hvad enten det er placeringen af skilte og en skranke eller lanceringen af en stor indsats for at forbedre den mundtlige kommunikation med patienterne. Når det så er sagt, så er vi i gang med at tynde i ud i bureaukratiet i regionerne. Det er faktisk en stor dagsorden – for bureaukrati findes uden tvivl mange steder i sundhedsvæsenet.

Og vi kommer ikke udenom, at vi de seneste år har haft fokus på registrering, der ikke nødvendigvis giver særlig meget værdi for Kristian Bøcker og hans datter som pårørende og patient.

Det er et stød, jeg ikke kan dukke mig for eller parere. Derfor min lidt ømme næse.

Jens Winther Jensen er koncerndirektør i Region Syddanmark.