Direktør: Museumsfolk er alt for pæne og forsigtige

Illustration: Rasmus

Illustration: Rasmus Juul

Fremtiden ser sort ud, hvad angår statslige støttekroner til museerne. Det kan de museumsansatte lige så godt indse og selv træde i karakter frem for at klage, mener historiker og debattør Keld Grinder-Hansen

De danske museer debatteres lystigt for tiden. Blandt andet har Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, den seneste uge meldt sig på banen med synspunkter i forhold til den støtteordning, som kulturminister Mette Bock (LA) fra begyndelsen af sin ministerperiode har sagt, at hun vil have gennemlyst. Ahrendtsen vil have flere penge til de kulturhistoriske museer i provinsen og færre til store kunstmuseer som Arken og Louisiana.

Men i virkeligheden er de kulturhistoriske museers største problem slet ikke slunkne kasser, det er mangel på karisma. Museerne er grå mus og gør ikke meget selv for at komme ud af den rolle. Det mener Keld Grinder-Hansen, historiker og tidligere leder af Dansk Skolemuseum.

I en kronik i dagbladet Politiken tidligere på ugen skrev han blandt andet, at danskerne fortjener bedre og mere synlige museer.

Keld Grinder-Hansen, hvad mener du egentlig, når du skriver, at museerne lever et lidt afsondret og ”forbløffende anonymt” liv?

”Jeg mener, at museerne i langt højere grad skal gå ud og gøre sig nutidsrelevante. Det er ud fra den betragtning, at det er museernes fornemste opgave at bruge fortiden til at øge forståelsen af nutiden, men også en erkendelse af, at offentlig støtte ikke kommer pr. automatik. Man skal gøre opmærksom på sig selv, og det gør man ved konstant at demonstrere sin relevans."

"Et godt eksempel kunne være Tøjhusmuseet, der lige nu belyser flygtningesituationen meget godt (i udstillingen På flugt, red.) Hvordan har man ageret i det tidligere? Er vi i en unik situation nu, eller er det noget, der gentager sig gennem historien? Og hvad kan vi eksempelvis lære af den måde, vi agerede efter Anden Verdenskrig?”.

Der vil mange museer nok mene, at de i forvejen gør et ret stort stykke formidlingsarbejde med digitale tilbud, skoletjenester, kulturarrangementer og fortællinger. Løber du ikke åbne døre ind?

”Det kan godt være, man ønsker at gøre det, men man lykkes ikke med det. Man må jo også se på, hvor meget opmærksomhed for eksempel kulturhistoriske museer får, og hvor gode de er til at trænge igennem til pressen. Museumsfolkene bliver for pæne og forsigtige og bange for at komme til at træde nogen over tæerne. I sidste ende bliver det irrelevant!"

"Det er ikke, fordi jeg ser mine kolleger i museumsverdenen som nogle, der ikke vil ud over rampen. De vil gerne, de er bare ikke særligt dygtige til det."

"Hvis man ser på samfundsdebatten, så er der ikke ret mange museumsfolk, der tør stikke næsen frem. I stedet anser mange sig selv for at være administratorer af kulturarven. Men det er klart, ingen vil påstå, at der ikke skal være åbenhed.”

Hvem kunne være et forbillede for de andre, så?

”Den Gamle By i Aarhus er gode til at forny sig, og de gør opmærksom på alt, hvad de laver, på et højt fagligt niveau. Og Moesgaard Museum i Aarhus gør det også godt. Modsat – uden at skulle skyde på kollegaer – kan man ikke sige, at Nationalmuseet er det lokomotiv for museumsverdenen, man kunne ønske sig."

"Selvom de har et andet udgangspunkt, så er mange kunstmuseer også dygtige til at brande sig, men de har selvfølgelig også en bredere appel end dem, der skal vise egnshistorie. Men kunstmuseerne er bare dygtige til at være tydelige i det offentlige rum.”

Du er selv direktør for et ”historisk oplevelsescenter”. Vil du have, at alle museer skal hedde sådan?

”Jeg ved ikke, om man skal kalde det sådan. Men i den betegnelse ligger, at vi blandt andet bruger teatereffekter til at give publikum fascinerende oplevelser. De faste, permanente grundudstillinger, som står årtier og gemmer sig på museerne, har ikke den appel. Et moderne publikum forventer forandring og nytænkning, mere action, mere relevans.”

Hvad med glæden ved det klassiske museumsideal, hvor genstandene er i centrum? Nogle vil mene, at der snart heller ikke er bøger på bibliotekerne længere. Bliver det hele ikke bare til performance og teater?

”Den fare er der. Men når jeg ser på mine kolleger på museerne, så har de så meget kernefaglighed, at de roligt kan give slip. Give los og performe! Det er fint med en stor grad af faglighed, men har omgivelserne kun i ringe grad viden om, at den er der, så undergraver man museernes fremtid.”

Hvad bliver konsekvenserne af at fortsætte, som vi gør nu?

”Problemet er, at kultursektoren helt generelt er under pres. Kultur er en ’kan’-opgave, politikerne har. De kan støtte, men de kan også, måske nødtvungent, skære kraftigt ned. Og det er klart, det påvirker museerne. Hvis man skal sikre bevillingerne, er man nødt til at være mere proaktiv, blive endnu skarpere på at gøre opmærksom på værdien af det arbejde, man foretager sig.”

Hvordan kan man overhovedet måle et museums ”værdi”?

”Det er ikke besøgstallet, der er afgørende som parameter. Men man kan måle det på, hvorvidt museerne er med til at forme debatter. Sætter de dagsordener, eller er de der bare på en måde, som minder om den måde, mange i dag bruger kirkerne på? Som noget, der bare er der? Museerne skal ikke være katedraler for fortiden. Hvis de formår at træde ind i samfundsdebatten, så kommer interessen fra erhvervslivet også.”

Ja, du nævner også sådan noget som erhvervssponsorater som noget, museerne i højere grad skal dyrke. Er der ikke en fare for, at der går noget ”public service” tabt der?

”Fordi museerne skal arbejde mere målrettet med erhvervssamarbejde, kan det offentlige ikke bare læne sig tilbage og sige: ’Det med museumspenge, det klarer erhvervslivet.’ Men et levedygtigt museumsliv kræver, at man ikke har en berøringsangst i forhold til erhvervssponsorater. Det kræver ressourcer at opdyrke, men virkeligheden er bare, at de offentlige midler ikke bliver flere de kommende år. Det kan vi roligt konstatere.”

Der er masser af politisk debat om museerne for tiden. Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, vil have mere kulturhistorie og mindre kunst, kulturminister Mette Bock (LA) vil have gennemsigtighed i støtteordninger. Er der noget af det, der giver mening, set fra dit synspunkt?

”Jeg er enig i, at der skal kigges på hele støttesystemet. Det er præget af historisk betingede tilfældigheder, skævheder og deciderede urimeligheder. Nye museer har svært ved at komme i betragtning i det system, der er nu, og det skal der kigges på.

Men jeg har svært ved at se, hvad det vil hjælpe at tage penge fra kunstmuseer og i stedet føre dem til kulturhistoriske museer i provinsen. Det er en udmelding, der er mindst lige så præget af vilkårlighed som støttesystemet. Hvad er logikken og rimeligheden i det?

Vi er nødt til at lave en grundig analyse, og museerne skal selv være med til at opstille en række parametre, som giver et afbalanceret system. Bliver det kun en politisk proces, så risikerer man, at det er de enkelte politikeres kæpheste, der fremmes.”

Hvad mener du, man skal have for øje, når man fordeler støttekroner?

”Igen: Det må ikke alene blive besøgstal, for der skal være mulighed for at være et museum, som baserer sig på væsentlighed og ikke kun folkelighed. Men når det er sagt, så skal man se på, hvilken rolle de enkelte museer spiller på den offentlige scene. Og så måske det sværeste: Hvad er mest relevant? Jeg har selv en ’traumatisk’ baggrund som direktør for Dansk Skolemuseum, som endte med at blive nedlagt. Det kunne ikke fortsætte, fordi midlerne ophørte: Var det, altså uddannelse, et af de mest omdiskuterede emner i Danmark overhovedet, ikke noget, der fortjente sit eget museum? Jeg siger ikke, det bliver nemt, men debatten må tages.”