Jeg var ved at få formiddagskaffen galt i halsen, da DR sendte mig en besked adresseret til min afdøde mor

Dirigent Steen Lindholms mor var ikke opstået fra de døde, men fik mail fra DR's automatiserede system

Sønnen skrev, og hans afdøde mor fik svar på en henvendelse til DR.
Sønnen skrev, og hans afdøde mor fik svar på en henvendelse til DR. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Det begyndte med morgenandagten fra Københavns Domkirke lørdag morgen. Vi ser den sædvanligvis på DR2 – i øvrigt en prisværdig idé af DR. Denne morgen sluttede andagten med et rigtig flot postludium, som jeg trods snart 60 år på orgelbænken i den danske folkekirke ikke var løbet ind i, så jeg ventede spændt på at få at vide, hvad det var, der blev spillet, og også gerne organistens navn, selvom jeg nu godt kunne genkende kollegaen.

Men nej, efter gudstjenestens afslutning sørgede en automatik for, at programmet abrupt blev afbrudt – sådan! Det er ikke første gang, jeg har været ude for, at udsendelser ikke ”afmeldes”, som det hed, da jeg for en menneskealder siden selv en tid var freelanceproducer ved DR. Dengang var det utænkeligt, at man ikke efter en udsendelse fik at vide, hvem der havde medvirket og med hvad. I vore dage oplever vi i stedet, at vi efter morgenandagten ofte hovedkulds bliver smidt ind i en ny udsendelse på DR2, eller i andre sammenhænge, at rulleteksterne drøner ned over skærmen med en hast, så man ikke har en jordisk chance for at følge med i navnene på de udførende.

I det omtalte tilfælde blev jeg så tilpas arrig, at jeg på min computer skrev en klage til DR over manglende information efter morgenandagtens afslutning. Den slags foregår også i dag i automatiseret form: Man udfylder en elektronisk formular med angivelse af navn, mailadresse og så videre, hvorefter systemet på pædagogisk vis foreslår forskellige klageområder. Heldigvis var der også nederst på formularen en rubrik med titlen ”andet”, hvor jeg så skrev min klage.

Kvitteringen indløb imponerende hurtigt – igen automatik – og indledte med ordene ”Kære Aase Inger Andersen”. Jeg var ved at få formiddagskaffen galt i halsen, for jeg havde jo henvendt mig til DR med tydelig angivelse af mit eget navn ”Steen Lindholm”, så hvordan kunne det gå til, at DR svarede min afdøde mor på en henvendelse fra mig? Min kære mor døde for mere end to år siden efter et langt og lykkeligt liv uden pc, smartphone eller mailadresse, men nu kontaktede DR hende alligevel pr. mail, idet institutionen benyttede min mailadresse. Og ganske vist befinder vi os lige efter påske, men jeg forestillede mig alligevel ikke, at min mor var opstået fra de døde for at kommentere afviklingen af morgenandagten. Så hvordan skulle svaret fra DR fortolkes?

Nu er svaret fra DR indløbet. Retfærdigvis både beklager og undskylder DR, at man har svaret min afdøde mor på en henvendelse fra en endnu levende person: mig.

Årsagen til personforvekslingen er imidlertid tankevækkende: Den består efter alt at dømme i, at jeg efter min mors død opsagde hendes radiolicens, eftersom hun jo af naturlige grunde ikke selv var i stand til det. Dermed blev hendes navn ifølge DR's egne oplysninger kædet sammen med min mailadresse, hvorefter senere henvendelser fra undertegnede til DR automatisk er blevet registreret under min mors navn og licensnummer, uanset hvad jeg i øvrigt selv har indtastet.

Selvom dette sidste lyder ret vanvittigt, er det ikke desto mindre, hvad DR selv oplyser. Mig forekommer det at være udtryk for sjusket omgang med persondata i en tid, hvor vi alle får indprentet at være overordentlig påpasselige i omgangen med sådanne følsomme informationer.

I en tid hvor også en anden form for automatik – den kunstige intelligens – vinder frem, er der grund til at råbe vagt i gevær, hver gang automatikken tager over, og mennesket som tænkende individ sættes ud af spillet.

Steen Lindholm er dirigent og organist.