Sebastian Møller Bak mener med sit indlæg den 3. november, at ”have svaret fyldestgørende” på min kommentar fra den 26. oktober. Han hævder, at der skulle være flere ”vildfarelser” i mit indlæg, og med et så stærkt ord måtte man have forventet noget dokumentation herfor. Det er der dog intet af.
Ingen af de fem punkter, hvori Bak behandler disse mine angivelige vildfarelser, godtgør, at dette ord skulle være berettiget. De fleste punkter viser snarere en slags uenighed, som for eksempel at Bak mener, jeg ikke kunne forvente, at han havde læst min kronik i Kristeligt Dagblad den 19. juni, idet han ganske enkelt ikke kendte den.
Det nærmeste, man kommer en relevant kritik, er punktet, hvor Bak kritiserer, at jeg brugte vendingen ”en læsning”, da jeg refererede Bak, mens han havde brugt ordet ”nærlæse”. Men faktisk anvendte jeg ordet ”nærlæst”, hvor jeg refererede til Bak, og siden varierede jeg sproget ved at tale om ”en læsning af Saxos værk med henblik på“”. Det kan da godt være, jeg ikke var nøjagtig nok, men en vildfarelse er der ikke tale om. Jeg finder det ikke klædeligt at tale om ”vildfarelser” i andres tekster, hvis der ikke er belæg for det.
I øvrigt synes jeg også, følgende udsagn er noget ufint: ”Wagner kender sandsynligvis ikke til von Brandts forskning, og det viser vel meget godt, at den nyere middelalderforskning ikke forholder sig til den ældre.” For at kunne slutte sådan, må Bak først vise, at jeg burde have inddraget von Brandts forskning i min, hvilket han ikke er i stand til, så længe han ikke har læst min bog ”Danskhed i middelalderen”. Endvidere kan han jo ikke slutte fra det, at jeg ikke kendte til von Brandts forskning, og så til, at ”den nyere middelalderforskning” (hvoraf min bog jo er en del) ”ikke forholder sig til den ældre”. Jeg forholder mig for eksempel til anden ældre forskning, hvor det er relevant.
Bak beklager, at diskussionen om dansk identitet er endt i ”kedeligt pedantisk fnidderfnadder”, og det kan jeg kun give ham ret i, men jeg synes, han bærer en god del af skylden for netop det.
Men for at komme lidt væk fra fnidderfnadderet og mere i retning af noget, der indholdsmæssigt er afgørende for diskussionen om dansk identitet i middelalderen, vil jeg tage fat i følgende udsagn af Bak: ”Jeg (tvivler) på det fornuftige i Wagners adskillelse af værk (Saxo) og værkreception (den senere middelalders brug af Saxo). Saxo-kompendierne, diverse årbøger og Rimkrøniken er faktisk ret så tro mod Saxo, så det forekommer mig at være ufrugtbart at opfatte det som to vidt forskellige verdener. Frem for alt forudsætter studiet af den senere middelalders brug af Saxo jo et særdeles godt kendskab til netop Saxo.”
Først må mulige misforståelser ryddes af vejen: Jeg opfatter ikke Saxos ”Gesta Danorum” og de senere krøniker med videre, som Bak nævner, som ”vidt forskellige verdener”.
Jeg har heller aldrig betvivlet, at ”studiet af den senere middelalders brug af Saxo jo (forudsætter) et særdeles godt kendskab til netop Saxo”. Derimod er det afgørende at fastholde, at et studium i ”værkreceptionen” ikke er et studium i selve værket, samt at det ikke bare er fornuftigt at fastholde denne skelnen, men også påkrævet, al den stund Saxo-kompendierne med videre er og bliver sekundære kilder til ”Gesta Danorum”.
Vil man undersøge de nationale forestillinger i ”Gesta Danorum”, må man naturligvis gå til værket selv, ligesom Saxo-forkortelserne jo ikke bare er forkortede udgaver af Saxo, men også i sig selv er kilder til tankegangen i den tid, hvor forkortelsen blev foretaget, hvilket blandt andre Anders Leegaard Knudsen har vist.
Adam Wagner er mag.art. og forfatter til bogen ”Danskhed i middelalderen”