Prøv avisen
Debat

Distriktspsykiatrien er syg

Tilsyneladende ved alle, at den er gal, skriver Jeppe Morgenthaler. Arkivfoto. Foto: Thomas Vilhelm

Distriktspsykiatriens behandling er utilskrækkeligt, og forløbet med en bipolar patient er helt uacceptabelt, fortæller pårørende

I SENSOMMEREN 2014 bliver min mor efter en stresset tid (over et par år) med alvorlige kræftsygdomme hos både hende og min far, indlagt med en manisk psykose. Hun er indlagt på psykiatrisk afdeling V4 på Holbæk Sygehus i tre uger. Det er en god oplevelse i den forstand, at hun får en god og kærlig behandling.

Efterfølgende bliver hun udskrevet den 14. august til distriktspsykiatrien i Nykøbing Sjælland. Det er meningen, at hun skal indkaldes til en samtale inden for få dage, men invitationen udebliver. Det er uklart hvorfor. Selvom hun er glad for at være udskrevet, føler hun - og vi, hendes familie med hende - at hendes medicin har nogle voldsomme bivirkninger, som hun gerne vil tale med en fagperson om.

Det viser sig - da jeg, hendes søn, har en af flere telefonsamtaler med den venlige sekretær i afdelingen - at det teknisk set stadig er afdeling V4 i Holbæk, der har ansvaret for hende, indtil hun har haft den indledende samtale med distriktspsykiatrien. Det er første gang, vi hører om dette administrative vejbump, men vi kontakter overlægen på afdeling V4, som stiller op til en samtale med min mor, hvorefter hendes medicinforbrug bliver sat ned - for derefter ret hurtigt at blive sat op igen, da nedsættelsen ikke virker.

Efter et par uger rykker hun distriktspsykiatrien for en invitation og får en ny, men det første møde bliver yderligere udskudt grundet sygdom i distriktspsykiatrien. ”Sygeplejersken er sygemeldt,” lyder meldingen. Sygeplejersken? I ental. Det betyder, at min mors første samtale bliver den 25. september, næsten seks uger efter hendes udskrivelse. Og dette efter tre uger på en psykiatrisk afdeling med flere samtaler dagligt.

KONTRASTEN er enorm, og min mor får det løbende rigtig dårligt. Hun er ikke længere manisk, men begynder tværtimod at blive usikker, deprimeret og angst. Problemet er, at vi, der ser hende mest, ikke har nogen idé om, hvad der kan eller skal gøres for hende - og distriktspsykiatrien siger stort set ikke andet, end at vi skal vente og se, om det ikke bliver bedre.

En måned senere aflyser de endnu en aftale, igen på grund af sygdom. Jeg har i dagene deromkring en interessant samtale med en ansat i distriktspsykiatrien. Hun fortæller mig, at de er super pressede i deres hverdag, og at sygemeldingerne er symptomer på et alt for hårdt arbejdsmiljø, hvor ressourcerne slet ikke slår til. Samtalen kommer til at handle lige så meget om distriktspsykiatrien og de ansattes arbejdsvilkår som om min mor.

I slutningen af oktober beder mine forældre om hjælp fra distriktspsykiatriens akutteam, der besøger min mor i starten af november. 14 dage senere bliver hun indlagt akut på afdeling V4 med en dyb depression og socialt invaliderende angst.

Denne gang er indlæggelsen ikke lige så god en oplevelse. Personalet er stadig utroligt søde, men behandlingen virker ikke. Hun bliver straks taget af sin antimani-medicin og sat på antidepressiv medicin, men der viser sig ingen ændring. Det besluttes at tilbyde hende ECT-behandling (elektrochok) på naboafdelingen V5. Det omtales som yderst effektfuldt og med et minimum af bivirkninger, den værste værende en eventuel nedsat hukommelsesevne.

Det er ved ECT-behandlingens påbegyndelse, at jeg forfatter et længere brev til distriktspsykiatrien, hvor jeg på familiens vegne beder om en redegørelse for forløbet. Hvordan kan man fagligt forsvare så drastisk en ændring i behandling fra den ene dag til den anden? Fra hospitalsafsnittets trygge rammer og flere samtaler dagligt til en situation, hvor hun er overladt til sig selv i seks uger og dernæst kun får sporadisk hjælp i form af korte samtaler. Det virker ikke rigtigt.

Jeg får svar fra lederen af distriktspsykiatrien i Nykøbing Sjælland, som forklarer, at forløbet ikke afviger synderligt fra det almindelige billede, men at hun beklager både den manglende indledende indkaldelse og de to mødeaflysninger. Hun kommer også med oplysningen, at der er én overlæge i en 30-timers stilling til 300 patienter. Det lyder umiddelbart ikke af meget, synes vi som familie. Det forekommer, set udefra, sandsynligt, at denne læge må have mere end almindeligt travlt.

I KØLVANDET på denne brevveksling indkaldes vi af en socialrådgiver fra afdeling V4 til et afklarende møde i december, hvor vi kan vende sagens akter. Der er repræsentanter fra både afdeling V4 og afdeling V5, fra distriktspsykiatrien og familien, i skikkelse af min mor, far og mig. Min mor er rædselsslagen ved at skulle deltage, men giver mig carte blanche til at tale for sig, og så går det okay.

Under mødet gentager jeg vores frustration over den totalt mangelfulde behandling. Selv hvis de to møder ikke havde været aflyst, og hvis hun var blevet rettidigt indkaldt, havde det lignet en syltning af hendes sag, set udefra.

Også dette møde udvikler sig til at handle om distriktspsykiatrien og de ansattes arbejdsvilkår. En sygeplejerske fortæller om sin egen sygemeldelse under forløbet og er tydeligt berørt ved situationen. Hun gentager, at de har for travlt til at yde en god behandling og i øvrigt er håbløst underbudgetterede, hvilket begge deltagende overlæger og de andre ved mødet bekræfter.

Jeg ender mødet med at foreslå at skrive et læserbrev om mine oplevelser, hvilket de alle entusiastisk bakker op om. Jeg spørger, om de er parate til at udtale sig til en journalist, hvilket de alle svarer nej til. De frygter for faglige repressalier og intern uro.

Jeg og mine forældre går derfra med en utvetydig fornemmelse af, at noget er helt galt. Vi ser os selv som en forholdsvis ressourcestærk familie - og behandlingen, som distriktspsykiatrien kan tilbyde, virker helt utilstrækkelig, hvilket de tilstedeværende parter bekræfter, inden vi går fra mødet.

Tilsyneladende ved alle, at den er gal. Hvad mon der sker, når min mor, eller en anden, bliver udskrevet igen?