»For Den, som paa Navnet Mads maa bære / Er Tab af Navnet et ringe Savn«, kan man læse hos J.L. Heiberg i hans charmante satyrspil »Nøddeknækkerne«, der udkom i 1845.
Men det var dengang. I dag er navnet Mads nemlig det mest populære af alle drengenavne Ð ud af 1000 drengebørn hedder de 28 Mads - men Mads er skarpt forfulgt af Mikkel og Mathias. De tre ungersvende løber i øvrigt om kap med frøknerne Sofie, Emma og Julie, der ifølge Danmarks Statistik, er de mest populære pigenavne i første halvdel af 2002.
Hvem, der indtager hvilke pladser i fremtiden, står man sig bedst ved ikke at spå alt for skråsikkert om. Dels er verden jo fuld af dark horses, der kan løbe om hjørner med selv den ædrueligste navneforsker, dels har numerologien i den grad fået vind i sejlene, at nye og ukendte navne måske vil kandidere til medaljer af ædelt metal.
Numerologien er den stærkt spekulative antagelse, at alle bogstaver i et navn har en talværdi, der modsvarer en særlig energi. Ønsker man som de fleste at leve et lykkeligt liv, skal bemeldte energi harmonere med tallene i ens fødselsdato, men da denne for de færreste står til at ændre, må numerologen i stedet ændre ens navn for at opnå den forønskede balance. Det nominelle indgreb består i at tilsætte et eller flere bogstaver, men nye navne kan også vise sig at være nødvendige.
Mens man derfor tidligere ubesværet kunne betjene Arne Bjarne Ib Bent, når han kom anstigende på kirkekontoret og gerne ville hedde Aladdin eller Napoleon - hvilket ifølge Kirkeministeriets lister er godkendte drengenavne - så må Ruth indstille sig på et vist bureaukrati, når hun efter henstilling fra sin numerolog skal til at hedde Rruth. Havde det nu bare været Rosamunda eller Rilla eller Rozetta eller Rubi eller Rusla eller Rya eller Røskva, der jo også er rigtigt dejlige navne, så havde det ifølge de kirkeministerielle bestemmelser været »a piece of cake«. Men Rruth er håbløst, det findes simpelt hen ikke, så derfor må Ruth i gang med at udfylde en ansøgning om navneændring, der skal ud til Afdeling for Navneforskning på Københavns Universitet, hvor en lektor ved navn Michael Lerche Nielsen skal vurdere Ruths muligheder for at blive en lovformelig Rruth.
Som man kunne læse i Kristeligt Dagblad den 18. oktober, behandlede man i fjor hele 1050 ansøgninger om navneændringer til navne, der ikke fandtes blandt de henved 7500 godkendte. Lerche Nielsen skønner, at henved 75 procent af de ansøgninger, han behandler, er direkte foranlediget af en numerolog.
Det er imidlertid ikke blot lektorer, der har fået større dynger papir på skrivebordet, også kordegne har mere at se til, ja, provst Per Aas Christensen i Svendborg kan berette om en person, der efter konsultationerne hos sin numerolog nu fylder over to sider i kirkebogen.
Numerologien er angiveligt kommet for at gribe om sig. Familien Gøtkes særegne skæbne blev omtalt i Kristeligt Dagblad den 21. oktober. Tomas Henrik Weche Gøtke, der først ved numerologens mellemkomst fik indføjet Henrik i sit navn, og hans hustru, der før hed Jane Norup, men nu minsandten Janne Gøtke, tog navneforandring for to et halvt år siden. Kort efter flyttede de fra hinanden, hvilket dog ikke var de nye navnes skyld. »Jeg rejste, for at vi ikke skulle komme til at hade hinanden«, forklarer Tomas Henrik Weche Gøtke i sin lejlighed i Korsør, mens Janne sidder og læser til eksamen i familiens hus i Sorø. Børnene har det betydeligt bedre nu, forstår man, især Louise, der ifølge sin far engang var en »møgunge«, men nu er mere »afbalanceret« og for resten hedder Luuise med to uu'er og dermed er den eneste af sin slags i landet. Hvorvidt det er de nye navne, der har haft positiv indvirkning på børnenes udvikling, er Tomas Henrik Weche Gøtke ganske vist lidt i tvivl om, men til numerologien har han fortsat fidus: »Jeg gik med til at prøve numerologien, fordi vi har prøvet så meget andet alternativt: astrologi, meditation, clairvoyance og så videre. For mig er det ligesom, når man går til lægen: Man prøver, om medicinen virker, men hvis den ikke har nogen effekt, så prøver man noget andet«.
Når jeg har fremhævet disse numerologiske absurditeter, er det af to grunde. For det første er familien Gøtke et arketypisk eksempel på den uspecifikke religiøsitet, som de kirkelige aktivister alt for ofte påberåber sig, når de udbreder sig om nødvendigheden af at gøre kirken mere rummelig. Man forestiller sig, at der sådan ligesom lidt gobleagtigt flyder en masse religiøsitet rundt derude, som bare venter på at blive kanaliseret ind i kirken til glæde for Vorherre og hans lovsyngende menighed. Men hverken astrologi, clairvoyance eller numerologi lader sig forene med kristendommen, hvorfor kirken da heller ikke skal bestræbe sig på at bule slesk ud i nogen af disse retninger. Den skal blive ved sit og blive bedre og bedre til sin metier. For det andet afslører den numerologiske familie en dybtgående identitetskrise, der i mine øjne er nært forbundet med tidens grasserende individualisme. Man har dyrket og forgudet det specielle og spektakulære og latterliggjort det almene, det fælles, ingen vil længere bare være Luise, derimod vil alle være Luuise eller Luuuise, men selvfølgelig allerhelst Luuuuise. I denne udartede version, er det lykkedes eksistentia- lismen at sejre sig ihjel.
Den verserende diskus- sion af Svend
Bjergs og Palle H. Steffensens bandbulle »Nedlæg folke- kirken« med den velduftende undertitel:
»Det oppegående dødsleje« har på sin vis lod og del i en tilsvarende tendens.
Bogens pragmatiske budskab er som bekendt, at folkekirken skal nedlægges og dens midler fordeles til de tidligere medlemmer, der så for egen regning skal danne nye, lokale menigheder.
Derved kan enhver i princippet få sin egen kirke, sit eget guds hus. Atter har altså det almene måttet vige pladsen for det specielle.
Og herfra har vejen til det esoteriske og det kuriøst alternative altid været overkommelig. Så om føje år har vi såmænd nok et par numerologiske menigheder liggende ude i forstæderne.
Hvis ikke må man kalde mig Mads!