Prøv avisen
Globalt

Diyanet er præsident Erdogans islamiske netværk

Den store Ahmet Hamdi Akseki-moské i Ankara i Tyrkiet fungerer også som hovedkvarter for Diyanet, Tyrkiets ministerium for religiøse anliggender. Diyanet har et vidtforgrenet netværk af kontorer i flere europæiske lande. På billedet ses en ceremoni, hvor tre tyrkiske soldater, som mistede livet under en operation i Syrien, bliver begravet som martyrer. Foto: Abaca/Polfoto

Tyrkerne i udlandet, er Erdogans reserver – soldaterne i hans moskéer. Men han har gjort regning uden alle de tyrkere, som ikke er enige i hans politik. Dem er der stadig masser af, også i Tyskland

Da Recep Tayyip Erdogan endnu var borgmester i Istanbul, kom han i fængsel for denne udtalelse fra 1998:

”Minareterne er vore bajonetter, kuplerne vore hjelme, moskéerne vore kaserner, de troende soldater.”

For det verdslige Tyrkiet var hans ord lidt af en provokation – en opfordring til revolution mod republikken. Da han kom ud af fængslet, fremstillede Erdogan sig selv som renset for politisk islam. I Europa opfattede man nu ham og hans parti, AKP, som en slags islamisk konservativt parti på linje med dem, man med et kristent fortegn kender fra mange af den gamle verdens lande.

Knap 20 år efter, at Erdogan citerede det islamistiske digt, bliver det stadig tydeligere, at han på intet tidspunkt har opgivet idéen om et politisk system, der er gennemsyret af islam. I dag er religionen allestedsnærværende i Tyrkiet – islam er et væsentligt element i den politiske fortælling, præsidenten har skabt til sit land. I den tyrkiske udgave af det sekulære statssystem sætter den verdslige øvrighed grænser for religionen, så den ikke bemægtiger sig statsmagten. I Erdogans rige tjener den til at konsolidere den politiske magt. I helt bogstavelig forstand:

Efter kupforsøget i juli opfordrede den tyrkiske religionsmyndighed Diyanet sine imamer i udlandet til at spionere for staten i deres menigheder. Diyanet står mere eller mindre direkte under præsidenten. Erdogan beskylder sin tidligere allierede, prædikant Fethullah Gülen, for at stå bag kuppet i sommeren 2016. Beviser for denne påstand har han aldrig fremlagt. Ikke blot i Tyrkiet er formodede eller ægte tilhængere af prædikanten blevet jaget bort fra deres kald og embede som led i omfattende udrensninger. Også i udlandsmenighederne – hvoraf den tyske er den største og derfor mest betydningsfulde – skulle Gülens tilhængere opspores og isoleres.

Diyanets forlængede arm i Tyskland er organisationen DITIB, som opererer fra Köln. Her skal man have modtaget ordren til at spionere. DITIB afviser beskyldningerne. Samtidig forlød det i medierne, at visse imamer, der gjaldt for at være progressive, var blevet taget ud af tjeneste i deres moskéer. Et flertal af tyrkerne i Tyskland stemmer på Erdogan – dér i landet har han en stor fanskare. I de tyrkiske hjem spiller de statskontrollerede medier en dominerende rolle.

For Erdogan er den tyrkiske udlandsmenighed i Tyskland en trumf, som han vil true med. Med hjælp fra DITIB har præsidenten for den tyrkiske republik gode kort på hånden.

Det har altid været sådan, at Diyanet sender fredagsprædikenerne til udlandsmenighederne. Før i tiden var der en del folkloristisk indhold; altid et vist fokus på Tyrkiet. Men ikke noget radikalt. Alligevel svarede flertallet af de adspurgte tyrkere i begyndelsen af århundredet i en undersøgelse foranstaltet af Konrad Adenauer-stiftelsen i 2004, at islam er kristendommen overlegen. Man kan vist godt gå ud fra, at de prædikener, man har kunnet høre i moskéerne gennem de seneste årtier, ikke altid har været orienteret mod den virkelighed, som tyrkerne i Tyskland og Vesten lever i. Men i takt med autokratiseringen af sit herredømme har Erdogan inddraget DITIB-moskéerne mere og mere direkte i sin regeringspropaganda, som man for nylig kunne læse i Foreign Policy.

Den såkaldte tyrkisk-islamiske syntese fandtes allerede, før Erdogan trådte ind på arenaen i den tyrkiske republik. Ifølge denne doktrin er både forholdet til det osmanniske imperium og forholdet til religionen islam en grundlæggende del af den tyrkiske identitet. Krænkelse af tyrkiskheden er strafbart i Tyrkiet tillige med fornærmelse af præsidenten. Af Erdogan, der måske somme tider føler sig som sultanen selv – dette øverste menneske i det osmanniske rige, i hvem den åndelige og verdslige magt forenedes. Hans ytringer om, at republikgrænserne blot er blevet det moderne Tyrkiet påtvunget, og at man ikke kan spærre tyrkerne inde bag disse snævre grænser, opfattes almindeligvis som en hentydning til det osmanniske riges grænser og storhed. Når alt kommer til alt, er den slags udtalelser rene provokationer – præcis som, når han siger, at europæerne snart ikke vil kunne gå i fred på gaden længere, eller opfordrer tyrkiske kvinder til at tvinge Europa i knæ ved at føde masser af tyrkiske (og dermed muslimske) børn.

Erdogan er stadig den provokatør, han allerede var i 1998. Han ved, at hans retorik ryster de mennesker, den sigter på, i deres grundvold. Det islamiske Østerlands og kristne Vesterlands omskiftelige fælles historie har efterladt en dyb mistillid på begge sider. Diskussionerne om en eventuel optagelse af Tyrkiet i EU foregik i samme ånd: Tyrkiet lå i Asien, altså ikke i Europa. Befolkningen var muslimsk, ikke kristen som i Europa.

I begyndelsen af sin tid som ministerpræsident forsøgte Erdogan at sælge Tyrkiet til de vestlige lande som et islamisk demokrati – altså at forbinde en statskonstruktion, som er forpligtet på de vestlige idealer, med islams moralforestillinger. Tyrkiet blev betragtet som en bro mellem de to verdener, og som Nato-medlem opfattede man landet som en forbundsfælle i den islamiske verden. Siden 2009, siden hans udfald mod den israelske præsident, Shimon Peres, på det verdensøkonomiske topmøde i Davos, er det blevet mere og mere tydeligt, at Erdogan ser den islamiske verden, det gamle osmanniske imperiums store indflydelsesområde, som sit grundlag.

Efter undertrykkelsen af Gezi Park-protesterne, fængslingen af en række journalister og afskedigelsen af tusindvis af dommere og offentligt ansatte er det let at se, at Erdogan ikke længere har demokratiske planer for Tyrkiet.

Endnu er Erdogans Magt dog ikke uindskrænket: Den forfatningsreform, han ønsker at presse igennem 16. april, og som ville forvandle landet til et præsidentdemokrati lige efter Erdogans hoved, kan han kun gennemføre, hvis han vinder udlandstyrkernes stemmer. Derfor betyder Tyskland så meget for ham.

Det var sandsynligvis også derfor, det var så vigtigt at finde de potentielle nejsigere i de tyrkiske lokalsamfund. Forholdet mellem den tyske forbundsregering og Tyrkiet befinder sig på et lavpunkt: Udenrigsministeriet har skærpet sin rejsevejledning for Tyrkiet, og den nye forbundspræsident, Steinmeier, har i sin første tale krævet den tysk-tyrkiske journalist Deniz Yücel, som sidder varetægtsfængslet i Tyrkiet, løsladt. Endvidere har Berlin endnu ikke helt fordøjet, at Tyrkiet forbød tyske parlamentsmedlemmer at besøge de udstationerede tyske Nato-soldater i landet.

Senest steg spændingerne yderligere, da tyrkiske politikere i Tyskland, ligesom i Holland, fik forbud mod at agitere offentligt for en forfatningsreform, der kan forvandle landet til et diktatur. På trods af alt dette har forbundsregeringen givet tyrkerne tilladelse til at indrette afstemningslokaler. Selv dette fortolkes af mange blot som et tysk svaghedstegn.

Tyrkerne i udlandet, DITIB og deres moskéer, er Erdogans reserver – soldaterne i hans moskéer. Men han har gjort regning uden alle de tyrkere, som ikke er enige i hans politik. Dem er der stadig masser af, også i Tyskland: Sidste gang stemte 40 procent imod ham og 60 procent for.

Alexander Görlach er gæsteforsker på Harvard University, hvor han forsker i politik og religion på center for europæiske studier og på fakultetet for religionsvidenskab og teologi.

Oversat til dansk af Marie Lund.