Dobbeltmoralsk hyldest

FLYGTNINGEPOLITIK: Vi tager afstand fra nutidens »grusomme« menneskesmuglere, mens vi hylder besættelsestidens fiskere som helte for at gøre det samme

I denne uge fejredes 60-års dagen for danske fiskeres redningsaktion af forfulgte jøder over Øresund. Mens den tyske besættelsesmagt planlagde at deportere jøder til tyske kz-lejre, blev mere end 6000 danske jøder fragtet i sikkerhed i Sverige gemt i bunden af trange fiskekuttere.

At danske jøder den 27. oktober fejrede denne del af danmarkshistorien ved en højtidelig i Københavns Synagoge er både forståeligt og rigtigt. Højtidelighedens symbolske vigtighed understregedes da også af både dronning Margrethe, prins Henrik og statsminister Anders Fogh Rasmussens tilstedeværelse.

»Mindet om denne enestående redningsaktion skal blive stående som et eksempel på dansk humanisme og handlekraft«, udtalte formanden for Mosaisk Trossamfund, Ivan Nadelmann, rammende under ceremoniens velkomsttale. Men når denne sætning er rammende, skyldes det ikke kun, at redningsaktionen i sandhed var enestående.

Sætningen er også rammende i forhold til den skiftende betydning, som identiske handlinger tillægges på forskellige tidspunkter i vores historie: Når vi betegner disse fiskere som helte og deres smugleraktion som heltedåd, svarer deres handlinger imidlertid blot til, hvad vi i dag - politisk, retsligt og populært - kalder »professionel menneskesmugling«. Professionel i den forstand, at smuglingen både er organiseret og profiterende. Begge dele gjorde sig også gældende for datidens Øresundssmugling, hvor et bredt netværk af fiskere gjorde fælles aktion, ligesom de tog sig godt betalt for deres smuglerhandlinger.

I et interview i TV-avisen denne uge fortalte en dansk jøde, at han for sin tur over Øresund i 1943 måtte betale den hjælpsomme fisker alt, hvad han ejede; en sum af 5000 kr. Dette beløb, der i dag svarer til 85.000 kr., udgør mere end det dobbelte af det, en forfulgt flygtning fra f.eks. Mellemøsten i dag må betale en menneskesmugler for at blive fragtet i sikkerhed til et land som f.eks. Danmark; nemlig omkring 40.000 kr.

Men som den danske jøde udtalte i sit interview: »At jeg skulle betale alt, hvad jeg ejede, har jeg stor forståelse for. For fiskeren udsatte jo også sig selv for fare, da risikoen for at blive opdaget af politiet var stor. Og hvordan skulle han da forsørge sin kone og sine børn?«

Samme risiko for at blive taget af politiet løber også nutidens professionelle og profiterende menneskesmuglere, når de hjælper desperate forfulgte mennesker til et andet land. Men om dem siger vi gerne med foragt: »Hvor er det dog uanstændigt at tjene penge på andre menneskers ulykke på den måde.« Imidlertid har de europæiske lande gennem deres stadig strammere indrejselovgivninger selv været med til at skabe grobunden for denne menneskesmugling, som vi samtidig bruger milliarder af kroner på at bekæmpe.

Som det første land i Europa indførte Danmark i 1980'erne visumpligt for personer fra flygtninge-producerende lande. Samtidig pålagde Danmark - også som det første land i Europa - luftfartsselskaberne store bøder, hvis de tager en passager med uden visum til destinationslandet. Også selvom personen redeligt har købt og betalt en flyvebillet. Således er flyselskaberne ud over private virksomheder også kommet til at fungere som en fremskudt national grænsekontrol.

Senest har Danmark nu helt fjernet muligheden for at søge om indrejsevisum på danske ambassader i flygtninge-producerende lande. Hvis du i dag er forfulgt og må forlade dit land, kan du altså hverken redeligt købe en flyvebillet eller redeligt søge om indrejsevisum hjemmefra. Faktum bliver således, at eneste eksisterende mulighed er at gøre brug af en menneskesmugler. Langt de fleste af de flygtninge på danske asylcentre, som senere bliver erklæret asylberettigede, er da også kommet hertil på denne måde.

Men i »humanitetens« navn tager vi altså afstand fra disse nutidens »grusomme« menneskesmuglere og siger med foragt i stemmen, at de profiterer på andres ulykke. Samtidig hylder vi - også i humanitetens navn - datidens profiterende menneskesmuglere som intet mindre end helte for deres identiske handlinger. Hvor meget tænker du i sammenhænge, Anders Fogh Rasmussen, når du som Danmarks statsminister sidder i Københavns Synagoge og hylder datidens menneskesmugling som et eksempel på »dansk humanisme og handlekraft«?

Birgitte Romme Larsen,

specialestuderende, antropologi,

Krusågade 6, st.tv.

København V