Det er hørt til ulidelighed, at man skal være omstillingsparat. Det er selvfølgelig rigtigt nok, at ethvert menneske må lære at leve med forandringer i livet og arbejdslivet, men omstillingsparathed kan også være en eufemisme for krav om at flyde med strømmen og ukritisk accept af hoved-løse og urimelige forandringer.
Men hvad med dødsparatheden? Døden er dog den ultimative omstilling i et menneskeliv, men er danskerne dødsparate?
Det var Anders Laugesen, som stillede spørgsmålet i ”De højere magter” på P1, der i denne allehelgens-/halloween-uge havde døden på programmet. Kan døden blive hverdag, hvis man ofte nok møder døden i sit professionelle virke? Er døden stadig tabu, eller er der kommet større åbenhed blandt danskerne?
Og selvom samtalen altså gik på døden mellem Anders Laugesen og medværten, Paula Larrain, og de to gæster, bedemand Frederik Andersen og læge Ingeborg Torp Hoffmann-Pedersen, gik samtalen ikke død hverken i tabuer eller klichéer. Der blev talt frimodigt og ærligt om død og sorgarbejdet.
Frederik Andersen så det som sin opgave at være familiens højre hånd efter et dødsfald, men han var aldrig uberørt af de andres tab. Bedemanden var også klar i mælet i forhold til de efterladte, der sommetider møder forlegen tavshed og berøringsangst fra deres omgivelser: ”Det sidste, man skal gøre, det er at tie.”
Døden gør de døde tavse, men død og sorg kan og bør ikke ties ihjel. At være dødstille er ikke det højeste udtryk for deltagelse.
Ingeborg Torp Hoffmann-Pedersen, en ung læge på Thisted Sygehus og medlem af tænketanken Eksistensen, viste sig et interessant radiobekendtskab. Ikke mindst da det kom til aktiv dødshjælp, som sørgeligt nok nyder en betragtelig folkelig opbakning, men til lægestandens ros afvises aktiv dødshjælp af de fleste af dens medlemmer.
Ingeborg Torp Hoffmann-Pedersen skelnede skarpt mellem smertelindrende behandling i den terminale fase og aktiv dødshjælp og gik ind på begrebet ”den værdige død”. Ønsket om den værdige død er jo et ofte benyttet argument for retten til aktiv dødshjælp. Men hvad er værdighed, og hvordan taber et menneske sin værdighed? Hun sagde noget, som burde være en selvfølge i et kristent land:
”Man bliver ikke uværdig af at miste nogle evner, og man bliver ikke uværdig af at have behov for hjælp og omsorg.”
Så ofte hænges værdighed op på styrke og selvhjulpenhed, men det er et såre betænkeligt værdighedsbegreb. Det fører meget let til foragt for de svage og selvforagt grundet i egen svaghed.
Styrkedyrkelse er hedenskab, og i centrum af kristentroen står ikke en sundhedsstruttende kraftkarl, men en korsfæstet taber. Naturligvis vil vi gerne beholde vores evner og helst klare os selv, men svagheden gør ikke livet uværdigt, så næste skridt er aflivning af de dårlige liv.
”Mit hjerte i mig ler/ når jeg min grav besér,” hedder det i en salme af Bror-son. Så er man dødsparat, vel at mærke fordi man er klar på, at døden ikke får det sidste ord.
Jesper Bacher er sognepræst.