I middelalderen blev der formuleret en forsoningslære baseret på den tanke, at menneskenes syndighed havde krænket Guds ære. En gæld til Gud måtte betales for at få forholdet mellem Gud og menneskene bragt i orden, og det kunne kun ske ved, at Jesus påtog sig døden på korset som satisfaktion.
Denne forsoningslære er omstridt, er aldrig blevet ophøjet til dogme, men har alligevel domineret i vores teologiske tradition. Det afspejles eksempelvis i Bibelen 2020, hvor der i redaktørernes introduktion til Romerbrevet står, at Jesus Kristus ”døde for at betale hele menneskehedens gæld til Gud”.
Jesu lidelse og død er altså blevet set som en satisfaktion, en konsekvens af et behov hos Gud for at få en gæld betalt. Den tolkning medfører problemer for gudsbilledet. Hvis Gud har behov for sin søns lidelse og død, kan Gud så kaldes kærlig? Kunne man ikke snarere tale om en personlighedsforstyrrelse?
Det Nye Testamente viser klart nok, at Jesus ofrede sit liv, men der er for mig at se ikke baggrund for at se hans død som middel til at udvirke noget hos Gud, som Gud ikke ellers ville have gjort. Jesus døde som konsekvens af, at han ikke fraveg sit budskab.
I min nye bog ”Kristus-begivenheden. En tolkning” sætter jeg derfor spørgsmålstegn ved det synspunkt, at det er Jesu død, der ændrer forholdet mellem Gud og menneskene. Ved at være menneske måtte Jesus naturligvis dø, men det var hans modstanderes vilje, der kom til udtryk ved hans lidelse og død – den måde, det skete på. Guds vilje viste sig derimod ved hans opstandelse, bekræftelsen af, at Gud var med ham, ét med ham i det tilgivelsesbudskab, som modstanderne ikke tålte.
Tilgivelse på Guds vegne var et gennemgående motiv i Jesu virke, udtrykt i ord og handlinger under hans vandringer uden først at skulle afvente et offer til Gud ved hans død. Tilgivelsen er den ”løsesum”, Jesus har med sig fra Gud og sætter sit liv ind for (Matt. 20, 28.). Tilgivelsen kommer han med fra Gud, ”der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen”, som Paulus skriver (2. Kor. 5, 19). ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn” (Joh. 3, 16). ”Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham” (1. Joh. 4, 8-9).
Det er sendelsen af Jesus, der viser Guds sindelag. Jesus skulle ikke først dø for at frikøbe Guds kærlighed til menneskene og verden. Det er Guds kærlighed, der er udgangspunktet og udtryk for ”forligelsen”. Det sker ikke under betingelse af et offer til Gud, men ud af et guddommeligt overskud.
Det overskudsagtige viser sig blandt andet ved, at hævn er konsekvent fraværende. Lukasevangeliet fortæller om Jesus, at han i synagogen i Nazaret læser en forjættende Esajas-tekst, men ligefrem bryder den gammeltestamentlige teksts sammenhæng ved at springe dens varsel om ”en hævndag” fra Gud over. Jesus kan bruge hårde ord, når han møder falskhed, dømmesyge, magtmisbrug; han taler om dom, kalder til nyt, forvandlet liv, men holder tanken om hævn ude af gudsbilledet og af forkyndelsen af Guds rige. Overskud!
Gud inkarnerer sin kærlighedsvilje i mennesket Jesus fra Nazaret – dét er det helt store nybrud og vendepunkt. Som den store oldkirketeolog Gregor af Nazians skriver: Ved Ordets inkarnation er vi som menneskehed inddraget i Ordet, får vores natur indblandet i hans.
Kristus er med andre ord ved inkarnationen indpodet i os alle som en høj bestemmelse. Den er en bekræftelse af skabelsen i Guds billede, og vi indmeldes i bestemmelsen ved dåben.
Til virkeliggørelsen af Jesu opgave hørte så også – som jeg gennemgår i min bog – at han stod frem med ord og gerninger, der indebar et kald og viste Gudsrigets nærhed, og at han ikke bøjede af for den modstand, der samlede sig mod ham, men ”var lydig til døden, ja, døden på et kors” (Fil. 2, 8). Han indgik derved i et lidelsesfællesskab med alle, der rammes af de mørke kræfter i tilværelsen, men det hele ville være forlist, hvis ikke Gud havde ladet opstandelsen ske og derved bekræftede, at det var Guds vilje og ånd, stærkere end død og mørke, der kom til udtryk i Jesu virke, og som fremover vil lade Gudsrigets kræfter virke på vejen mod fuldendelse.
Men – lyder så indvendingen: Ser vi ikke gentagne formuleringer hos Paulus, der leder tankerne i retning af at forstå Jesu død som et nyskabende offer, rettet mod Gud?
Paulus er ganske rigtigt stærkt fokuseret på Jesu død. Men tænk på baggrunden: De tidligste kristne blev mødt med hovedrysten og latterliggørelse, fordi de tilbad en frelserskikkelse, der var idømt korsfæstelse, datidens mest forsmædelige, nedværdigende straf. Paulus stod derfor i en polemisk situation, som naturligt nok udfordrede ham til at sætte al sin sproglige kraft ind på at sætte Jesu død i et helt andet lys, end det omgivelserne umiddelbart så den i.
Hvad mener Paulus så om Jesu død? Her kan jeg ikke belyse det i samme omfang som i min bog, men må nøjes med et par nedslag i Romerbrevet.
I den autoriserede oversættelse står der i Rom. 3, 25 om Jesus, at Gud gjorde ham ”ved hans blod til et sonoffer”. Grundteksten har en sjælden glose, der menes at hentyde til det særlige mødested med Gud, som låget med keruberne på Pagtens Ark blev betragtet som. Luther oversatte glosen med ”nådestolen”, den engelske forsker N.T. Wright skriver ”place of mercy”, barmhjertighedens sted. Fint i pagt med min pointe, at Jesu sendelse tjener til tilgivelse, ”forligelse”. Men selv hvis man fastholder "sonoffer" på dette sted, står det fast, at den jødiske forståelse af et sådant offer ikke tjener til at forandre noget hos Gud. Man foretog et sonoffer som tilkendegivelse af et ønske om at vende tilbage til gudsforholdet i pagten i erkendelse af, at Guds trofasthed ikke kunne betvivles og ikke behøvede at blive fremkaldt af nogen offerhandling.
I Rom. 8, 32 skriver Paulus, at Gud ”ikke sparede sin søn, men gav ham hen for os alle”. Det er i vores tradition oftest blevet forstået på den måde, at Paulus har korsfæstelsen i tankerne. Bag ”gav ham hen” ligger den græske glose paradidonai – overgive, række, udlevere – og den naturligste tolkning vil være, at ”udleveringen” sker ved inkarnationen. Her overgav Gud sin søn til ubeskyttet at blive mødt med tilslutning og forkastelse fra menneskenes side. Det indebar naturligvis hans død, men ikke som betingelse for, at Gud vil lade sin godhed strømme.
I en af adventssalmerne, ”Hvorledes skal jeg møde og favne dig, min skat?”, mediterer Paul Gerhardt over, hvordan det kan være, at Jesus blev sat ind i vores verden med alt, hvad det kom til at indebære. Han finder svaret: ”Ej andet fra dit rige/ har draget dig herned/ end din den uden lige/ grundløse kærlighed.”
Sendelsen udspringer fra ”dit rige”, Gudsriget, og drivkraften er den guddommelige kærlighedsmagt, som er uden begrænsning og uden anden betingelse end sit eget væsen. Den er med andre ord ”grundløs”. Guds tilkendegivelse af favnende kærlighed har ikke sin grund i, at nogen skulle dø på et kors. Guds vilje skulle ikke ændres.
Som tidligere citeret: ”Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham” (1. Joh. 4, 8-9).
Den guddommelige kærlighed har ikke anden årsag end sit eget væsen.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.