Prøv avisen
Refleksion

Døden er vor tids største tabu – eller er den?

Illustration: Søren Mosdal

Er det i det hele taget er døden, der er vor tids største tabu? Eller om det i virkeligheden er fiaskoen? Fiaskoen, der ligger i at være begrænset af de rent menneskelige begrænsninger, spørger Lotte Blicher Mørk

Jeg hørte engang et barn sige, at ”døden da ikke kunne være så slem, for der var jo ingen, der var kommet tilbage igen”. En vidunderligt naiv og uskyldig måde at betragte døden på. Desværre er det ikke en holdbar betragtning for mig som et voksent menneske. For når smilet har lagt sig, har jeg stadig et lige så anstrengt forhold til døden, som før jeg stødte på denne fine forestilling om livets ende. Døden er på alle måder vanskelig at have med at gøre, hvis du holder af livet.

Jeg har lagt mærke til, at mange kommer til at sige ”hvis jeg dør” og ikke ”når jeg dør”. Det er en sprogligt absurd vending, men med ”hvis” formår vi at holde tanken lidt på afstand. Forstanden ved det, men hjertet vil ikke mærke det.

I nyere tid er døden, her i Danmark, blevet betragtet som et stort tabu – måske det største af alle. Det er der flere årsager til, og en af de mest oplagte er nok, at døden ikke længere er så naturlig en del af vores hverdag, som den var tidligere. Det er, som om den i dag kommer mere bag på os.

Det skyldes givetvis lægevidenskabens udvikling, som har gjort døden til en mindre acceptabel option. Vi er blevet bedre til at kunne udskyde døden. Vant til at kunne fikse, mestre og magte – og døden er i sidste ende ingen undtagelse. Vi glemmer dog, at den magtesløshed, vi netop oplever, når vi konfronteres med døden, er kendetegnende for dét at være menneske. Det er et menneskeligt vilkår.

Det er netop denne magtesløshed, jeg ser som vores største udfordring i en tid, hvor det handler om selv at kunne skabe sin egen succes – ligegyldigt hvilken livssituation vi befinder os i. Ja, sågar når vi er underdrejede og intet kan, måske fordi vi er blevet syge, er i dyb sorg, har mistet arbejdet eller er blevet skilt. Ikke engang dér helmer vi.

Vi må da kunne mande os op og finde lidt mere styrke inden i os selv. Og når (ikke hvis) det viser sig, at vi ikke magter det, så skammer vi os. Skammer os over ikke at kunne skabe den så efterstræbte succes, og dermed bliver fiaskoen en realitet. Vi forsøger ganske enkelt det menneskeligt umulige.

Alt dette har med tiden fået mig til at tænke på, om det i det hele taget er døden, der er vor tids største tabu? Eller om det i virkeligheden er fiaskoen? Fiaskoen, der ligger i at være begrænset af de rent menneskelige begrænsninger. Paradoksalt.

Mine antagelser blev bekræftet, da jeg for et par måneder siden blev præsenteret for en undersøgelse af, hvad der er danskernes største tabu, foretaget af Gallup for Berlingske.

Undersøgelsen viste, at døden, på trods af den generelle antagelse, ikke indtog en førsteplads, men derimod en tredjeplads med kun 13,4 procent, overhalet af religion/tro på en andenplads med 24,4 procent og på førstepladsen psykisk sygdom med hele 28,4 procent.

Undersøgelsen overraskede mig egentlig ikke. Heller ikke at førstepladsen gik til psykisk sygdom. Det hænger fint sammen med vor tids pres om, at vi selv bærer det fulde ansvar for at kunne skabe vores egen succes. Og når vi ikke formår det, hvilket en psykisk lidelse absolut ikke gør lettere, så er der ikke langt til fiaskoen.

Netop dette er min erfaring fra mange af de samtaler, jeg som hospitalspræst har på de psykiatriske afsnit. Men lad nu det ligge, for i lige denne sammenhæng er det tredjepladsen, der er interessant. Den overrasker mig ligeledes heller ikke. Igennem de seneste år har der været utrolig meget fokus på at italesætte døden. Læg blot mærke til mediernes fokus på den.

Vi skal gå på dødscafé, invitere døden til middag og være ven med døden på Facebook. Indimellem spørger jeg mig selv, om det ikke bliver for meget med al den dødssnak. Hvad er det, vi ønsker at opnå med den? Lad mig understrege, at jeg mener, det er godt, at der kommer ord på, og vi dermed får et sprog for døden, får noget konkret viden om den, og hvad den fører med sig, nemlig sorg. Problemet opstår, når vi bilder os selv ind, at vi bedre kan mestre eller tackle den personlige død, hvis vi bare taler nok om den og forholder os nok til den.

Mine erfaringer fra utallige samtaler med mennesker, der står ansigt til ansigt med døden, taler imod dette. Det bliver ikke nødvendigvis lettere, når vi står over for den – når den er lige dér. Vi bliver ikke dus med døden. Den er og bliver vores fjende, hvis vi elsker livet. Derfor er vi nødt til at opretholde en vis modstand mod den, hvis vi skal formå at leve.

Samtidig med at vi dog også må overgive os til, at det uomtvisteligt er den vej, det går for os alle.

Derfor tror jeg, at der altid vil være tabu forbundet med død, fordi den er så fremmedgørende. Men i virkeligheden er det heller ikke så interessant, hvad der er vores største tabu, men mere, hvad der ligger bag.

Nemlig at vi ikke vil hengive os til den ultimative magtesløshed, men i stedet vælger at se den som den ultimative fiasko. Derfor spørger jeg mig selv; hvad er så det ultimative succeskriterium? Udødelighed

Refleksion skrives på skift af præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen, tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst

Lotte Blicher Mørk.