Prøv avisen
Debat

Kan tanker om døden gøre dig til et gladere menneske?

Det er sundt at tænke lidt over livets slutning, for døden kan være en motivationsfaktor til at få noget ud af livet, ja, den kan faktisk være med til at sætte livsglæden i perspektiv, mener sognepræst. Modelfoto.

Døden er stadig et tabu i vores kultur. Måske var det på tide at ændre perspektivet og bruge døden som en ny vunden drivkraft i det liv, vi står midt i, mener sognepræst

Det er altid interessant, når døden og dens samfundsmæssige tabuisering bliver berørt. Vi har givetvis et problem med døden. Den bliver fortiet. Og det er lige før, at vi selv bliver ramt af rigor mortis, når vi bliver konfronteret med den.

Kan døden smitte, kunne det oplyste og nutidige menneske spørge? Og ja, måske kan den! Den smitter, fordi den på et øjeblik konfronter os med vores egen dødelighed. I andres død kan vi forestille os selv. Vi kan se os selv magtesløse, uden mulighed for at komme væk fra dødens fastfrysning, om den så sker i hjemmet, i hospitalssengen eller på hospice.

Når vi dør, dør vi. Døden er uigenkaldelig. Den er virkelig. Det kommer til at ske for os alle sammen. Ingen går fri. Det er naturens gang.

Men når døden er en del af livet, hvorfor er det så svært at tale om den, som også Cecilie Winding Madsen giver udtryk for den 3. marts her i avisen.

Det burde jo være det mest naturlige at tale om døden, fordi det er naturligt at dø! Hvad gør det med andre ord at blive konfronteret med sin egen dødelighed i mødet med andres død, når døden alligevel venter derude i det fjerne, som en silhuet mod vest?

Måske er svaret ganske simpelt, at vi ikke ved, hvad vi skal bruge døden til. Døden er ikke sexet. Vi kan ikke bruge den i vores nutidige selvrealiseringsprogram, hvor vi alle sammen skal være så autentiske som muligt.

Døden er mainstream. Og vi har dårligt nok tid til at dø. Mange forsøger at udskyde døden med diverse kirurgiske indgreb og indsprøjtninger. Alt bliver gjort i en vedvarende kamp mod døden, der stille og roligt, dag for dag, sniger sig et øjeblik tættere på alligevel.

Hvordan skulle vi nogensinde som samfund kunne aftabuisere døden, når det er frygten for det uundgåelige, der er den bagvedliggende drivkraft? Måske var det på tide at ændre perspektivet på døden. Stoppe med at tælle de grå hår og slutte fred med døden. Bruge døden som en nyvunden drivkraft i det liv, vi står midt i. Som vi skal udleve, helt til døden indtræffer.

I tidligere tider gjorde mennesker det ved at ihukomme deres egen død. Døden var en motivationsfaktor til at få noget ud af livet. Døden var ikke en fjende, der skulle bekæmpes, men den var en livslang partner, der mindede mennesket om, at det ikke selv er herre over livet. Livet var flygtigt som støvet, der hurtigt blæser væk igen.

Men denne erkendelse gjorde nu ikke, at man så bare skulle sætte sig ned, resignere og henfalde til dyb melankoli og tungsind. Tværtimod kunne tankerne om den forestående død være med til at sætte livsglæden i perspektiv.

Helt tydeligt kommer det frem i Johannes Klimakos (cirka 579-649) hovedværk ”Stigen til Paradiset”. Selvom skriftet blev skrevet med henblik på oplæring af munke i Katarinaklostret på Sinaihalvøen, hvor Klimakos var abbed, så blev det med tiden et af de mest indflydelsesrige skrifter i kirken.

De tanker, han gør sig om døden, kunne måske give hele debatten om døden et nyt perspektiv. At døden på sin helt egen særlige måde er et hjælpemiddel til at give livet plads.

Klimakos skriver i værkets sjette kapitel, ”at den, der ihukommer døden hver dag, dør en smule hver dag”. Dette er med til at sætte livets realitet på kornet. Døden er der kun i kraft af, at livet eksisterer. Som mørket også kun har sin realitet qua lyset. At tale om døden og at tænke på døden er derfor at komme til stede i livet. At blive samtidig med livet, så det ikke blot en dag er passeret forbi.

Ifølge Klimakos er det ikke bare noget, man bør gøre. Det er et must. Som han skriver senere: ”Ligesom brød er det mest nødvendige af alt mad, så er tanken om døden den mest essentielle for alt arbejde.”

For at ophæve tabuiseringen af døden må vi derfor mennesker imellem begynde at italesætte døden. Lade være med at se døden som den ubekendte, den fremmede, fjenden, men som drivkraft til at leve.

Det ville også give hele sorgbearbejdelsen en ny dimension. At se døden som noget naturligt. Det ville åbne op for en ny dialog for dem, der har mistet en, de elsker, og give plads til at tale om det, som ingen ellers ønsker at tale om.

”Tænk at livet koster livet”, konstaterer Jørgen Gustava Brandt i sin salme af samme navn. Ja, tænk engang. Men livet begynder heldigvis også med livet.

Hvad skal vi så bruge døden til? Måske til at blive virkelig levende i det liv, vi nu en gang er blevet givet. Det er da en begyndelse!

Thomas Emil Horneman-Thielcke er sognepræst ved Herlufsholm Kirke