Prøv avisen
Etisk set

Døden har vi til fælles – og derfor også livet

"Ingen – ikke en eneste af os – kan klare sig uden de andre, men vi opfører os som om, det hele handler om at rage mest muligt til sig," skriver Mickey Gjerris i dagens Etisk set-klumme. Foto: Mette Frandsen

Himlen er spækket med stjerner denne kolde novembermorgen. Fra min altan kan jeg se rim på tagene af de parkerede biler. Træerne har kastet de sidste blade, der blæser fortumlede rundt på vejen her i den stille forstad. Står frysende med dagens første cigaret og en kop kaffe og lader endnu en dag begynde.

Det kan være den sidste. Ikke at jeg er dødeligt syg – så vidt jeg ved. Og selvom dagens første opgave, der består i at undervise 45 konfirmander i Ringsted i kristen etik i tre timer, ikke skal undervurderes, tvivler jeg på, at det vil udvikle sig til en direkte livstruende situation.

Ikke desto mindre kan netop denne morgen blive den sidste gang, jeg erfarer smagen af stærk kaffe, tobak og kulde i denne lille lomme af stilhed. Sådan er det bare. Vi er skrøbelige, dødelige væsener, der hænger i en tynd tråd over en afgrund af katastrofer. Fra et terrorangreb på Københavns Hovedbanegård til en morgentræt bilist, der svinger til højre og rammer min cykel til et hjerte, der bare standser.

Lever de privilegeredes liv i det, der vel stadig kan kaldes en velfærdsstat. Har arbejde, hjem, mad og ord nok til ikke at ende bagerst i køen i sundhedsvæsenet. Familie, venner og netværk, der forhåbentligt vil gribe, skulle jeg falde. I forhold til de fleste i tid og rum, er der intet at klage over – tværtimod. Der er milliarder af mennesker, hvor hver dag er en daglig kamp for alt det, jeg det meste af tiden desværre tager for givet.

Hvad stiller man op med sådanne morgentanker? Kommer i bad, afsted, videre og får løftet dagens opgaver? Passer sit arbejde, sætter sit kryds for at fastholde, at demokratiet er det mindste onde, sætter aftensmaden på bordet og vender småt og småt fra dagen med familien? Det skal gøres, og det er fint nok. Livet lever ikke sig selv, men velsignet nok har det også sine rutiner, så hver dag ikke er den store eksistentielle kamp for at få øje på noget meningsfyldt midt i et liv, der hvert øjeblik kan forsvinde som snefnug i november.

Det betyder dog ikke, at den stille stund på altanen ikke skal fylde dagen. Vil tage den med som en påmindelse om ikke at tage noget for givet. Tage imod med tak, i stedet for irritation over, at der ikke er mere. Huske, at alle de andre som jeg selv snart bliver til aske eller ormeføde. Se min egen sårbarhed afspejlet i deres øjne og forstå, at dette skrøbelige legeme og lysten til endnu en morgen er det yderste tilknytningspunkt mellem os. At når vi har døden til fælles, har vi også livet til fælles.

Synes ellers konkurrencestaten begynder at sætte sig sine spor i vores bevidsthed. Vi lever i forpligtende og understøttende fællesskaber på de samme grundvilkår.

Ingen – ikke en eneste af os – kan klare sig uden de andre, men vi opfører os som om, det hele handler om at rage mest muligt til sig. Sidde bag hvert vort høje hegn og frygte, at de andre kan kravle over det.

Lygtepælene har i den sidste tid været pyntet med budskabet ”Skattelettelser er også velfærd”. Og det skal nok passe – men for hvem? I hvert fald ikke for de, der har brug for os, der har rigeligt. Tror vi virkelig, at det gode liv kommer på bekostning af de andre? Eller skyldes det blot, at vi har stirret os blinde på egen velstand og gjort os blinde for andres manglende velfærd?

På den stille gade under mig vil der om et par timer være fyldt af mennesker på vej med hver deres tanker mod hver deres mål. Så nemt at se dem som de andre og så vigtigt at se dem som sig selv – sådan etisk set.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærds-politisk chef i Cepos, og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.