Prøv avisen
Etisk set

Døden har vi til fælles – og derfor også livet

"Ingen – ikke en eneste af os – kan klare sig uden de andre, men vi opfører os som om, det hele handler om at rage mest muligt til sig," skriver Mickey Gjerris i dagens Etisk set-klumme. Foto: Mette Frandsen

Himlen er spækket med stjerner denne kolde novembermorgen. Fra min altan kan jeg se rim på tagene af de parkerede biler. Træerne har kastet de sidste blade, der blæser fortumlede rundt på vejen her i den stille forstad. Står frysende med dagens første cigaret og en kop kaffe og lader endnu en dag begynde.

Det kan være den sidste. Ikke at jeg er dødeligt syg – så vidt jeg ved. Og selvom dagens første opgave, der består i at undervise 45 konfirmander i Ringsted i kristen etik i tre timer, ikke skal undervurderes, tvivler jeg på, at det vil udvikle sig til en direkte livstruende situation.

Ikke desto mindre kan netop denne morgen blive den sidste gang, jeg erfarer smagen af stærk kaffe, tobak og kulde i denne lille lomme af stilhed. Sådan er det bare. Vi er skrøbelige, dødelige væsener, der hænger i en tynd tråd over en afgrund af katastrofer. Fra et terrorangreb på Københavns Hovedbanegård til en morgentræt bilist, der svinger til højre og rammer min cykel til et hjerte, der bare standser.

Lever de privilegeredes liv i det, der vel stadig kan kaldes en velfærdsstat. Har arbejde, hjem, mad og ord nok til ikke at ende bagerst i køen i sundhedsvæsenet. Familie, venner og netværk, der forhåbentligt vil gribe, skulle jeg falde. I forhold til de fleste i tid og rum, er der intet at klage over – tværtimod. Der er milliarder af mennesker, hvor hver dag er en daglig kamp for alt det, jeg det meste af tiden desværre tager for givet.