Prøv avisen
Debat

Forældre skal ikke sætte sig på deres børns indre trone

Mange forældre lader ikke deres børn døbe, ligesom de heller ikke vil tale om børnene om døden. Men på et tidspunkt går det galt, for døden dukker op inde i hovedet på selv små børn, skriver Sten Abrahams. Foto: Bjarke Ørsted

Hvis forældre i uvidenhed kommer til at sætte sig på barnets indre trone - som kun tilhører Gud - så gør de noget eksistentielt fatalt. Barnet vil let blive bange og vil ikke se den barmhjertige Gud, der til enhver tid kan trøste det bange sind

I vore dage vil man ikke så gerne tale med børnene om døden. For det første er det meget ubehageligt, og for det andet er det et besværligt og farligt tabuområde.

Man vil heller ikke så gerne lade sine børn døbe. Det er også ubehageligt, for så skal man pludselig til at tage ansvar. Et ansvar, som man ikke vil tage på sig, fordi børnene i dag altid skal have lov til selv at vælge.

Altså skal de også selv have lov til at vælge, om de vil døbes eller ej. Og det bliver så, når den tid kommer, og de engang er modne nok til det.

Teologer har længe ængsteligt filosoferet i lange baner om grunden til, at de unge forældre ikke vil lade deres børn døbe. Og grundene er mange og opregnes på stribe. Der er bare det problem, at en teolog eller en præst meget sjældent er opvokset i et ateistisk hjem. De ved derfor ikke, hvordan et udøbt barn egentlig går og tænker og har det med sig selv og tilværelsen under opvæksten. Derfor er de heller ikke for alvor kvalificerede til at tale om problemet, for de ved ikke, at lige netop på dette punkt er det, at døden som en frygtelig, ja næsten lammende uhyrlighed dukker op i tilværelsen.

Jeg er selv vokset op i et akademikerhjem, der både var kulturradikalt og helt igennem ateistisk. Jeg blev derfor hverken døbt eller konfirmeret. ”Luk for det kristne sludder, Litten,” lød ordren fra min far, hvis en gudstjeneste pludselig dukkede op i radioen.

Men på et tidspunkt går det galt: Døden dukker nemlig allerede op inde i hovedet på en otteårig dreng midt om natten som et uafrysteligt brag, der er helt igennem utåleligt og rædselsvækkende. Pludselig oplever han sin egen forsvinden ud af verden. Sin intethed i et univers, der bare ubekymret ruller videre uden at tage det mindste hensyn til ham og hans lille sølle liv.

Han kan selvfølgelig godt løbe ind til sin mor og råbe og skrige af angst, men hun kan ikke hjælpe ham. Det er det, der er det forfærdelige. For hun er simpelthen den højeste og eneste autoritet, han har. Men hun kan bare fortælle ham, at før eller siden skal vi jo alle dø, og sådan er det bare. Det skal han ikke være bange for. Han skal kun tænke på, at livet er da dejligt. Og at det skal leves, lige her og nu!

Men det slår slet ikke til for en lille dreng. Som den engelske poet, kunstner og forfatter William Blake engang har sagt: ”Ethvert menneske har en trone i sit indre, den må ingen sætte sig på, heller ikke en selv, for den trone tilhører Gud.”

Problemet er, at moderen i sin uvidenhed har tilladt sig at sætte sig på barnets indre trone. Den trone, der, som Blake siger det, ”tilhører Gud”. Det vil sige, at hun ubevidst har gjort sig til den højeste autoritet, den eneste guddom i sit barns univers.

Men dermed har hun også samtidig gjort noget eksistentielt fatalt. Hun har fået skabt en moderbinding af den allerfarligste slags, fordi hun har gjort sit eget barn ufrit og helt igennem afhængigt af hende.

Til de mange skråsikre og selvtilfredse ateistiske unge forældre vil jeg bare gerne sige følgende: Pas på, at I ikke kommer til at sætte jer på barnets indre trone. I tror, at I med jeres frejdige og velmenende gudløshed tjener jeres børns bedste. Men jeg skulle hilse og sige, at I tager fejl.

Det vil komme til at gå dem stik modsat. De bliver let bange og usikre. Og de vil få vanskeligheder med at gå ud i verden med et glad og åbent sind. Ganske enkelt fordi de ikke har noget svar eller forsvar, når de uundgåelige store spørgsmål og kriser dukker op i livet. Der er jo ikke nogen kærlig og barmhjertig Gud, der til enhver tid kan trøste og lindre det bange sind, og som man altid kan bede til.

Jeg taler af egen bitter erfaring og kan med sikkerhed sige, at jeg først slap helt ud af ateismens klamme dødsrige, da jeg selv, som voksen, blev døbt.

Sten Abrahams, tidligere seminarielektor, Seminarievej 30, Lemvig