Døden, skammen og Guds Lam

Uanset holdning i den etiske og praktiske drøftelse af livshjælp eller dødshjælp kunne vi begynde med at anerkende retten til at være til besvær og dermed løfte noget af skammens byrde fra mennesker, skriver chef for Kirkens Korshær i kirkeligt set

Vi skal også vide mere om aktiv livshjælp og palliation som hjælp til at leve i livets sidste del, mener chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen.
Vi skal også vide mere om aktiv livshjælp og palliation som hjælp til at leve i livets sidste del, mener chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen.

At være togrejsende bringer mig tæt på andre mennesker. Tæt på, bogstaveligt talt, når vi står tæt pakket i et tog, der er det eneste, der ikke er taget ud af drift af den ene eller anden grund, og tæt på, fordi telefonsamtalen hos min tætte nabo i toget også passerer gennem mit øre.

Forleden var det en samtale mellem en ny medarbejder et sted inden for pleje, der spørger sin leder om en klient: ”NN siger, at hvis vi finder ham livløs, når vi kommer, så skal han ikke genoplives. Skal vi respektere det?”. Svaret fra lederen er nok bekræftende, for nu lyder det: ”OK. Jeg ville lige være helt sikker”. Telefonsamtalen illustrerer, at vi har behov for oplysning om gældende retningslinjer og muligheder for beslutning ved livets afslutning.

Debat om aktiv dødshjælp vender med jævne mellemrum tilbage, sådan som det på det seneste har været gengivet i denne avis, og undersøgelser viser, at et flertal i den danske befolkning er positiv over for lovliggørelse af aktiv dødshjælp. Samtidig viser udtalelser om emnet imidlertid, at vi mangler viden om de eksisterende muligheder, og derfor tilslutter mange sig måske lovliggørelse af aktiv dødshjælp på et uoplyst grundlag.

Når mennesker argumenterer for lovliggørelse af aktiv dødshjælp, er begrundelserne ofte, at det skal forhindre yderligere lidelse eller sætte en stopper for, hvad man opfatter som meningsløs tilstedeværelse i livet. Der er brug for mere oplysning om smertelindrings- og beslutningsmuligheder, som er beskrevet i Sundhedslovens bestemmelse om ret til at frasige sig behandling og om, at en uafvendeligt døende patient kan modtage de smertestillende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet.

Men vi skal også vide mere om aktiv livshjælp og palliation som hjælp til at leve i livets sidste del. Da hospicebevægelsen genopstod i nyere tid, kom begrebet palliation i centrum. Palliation betyder lindring, og den palliative indsats er et nøglebegreb i hospicearbejdet. Kristeligt Dagblad havde fredag den 10. marts en omtale af den positive evaluering af det første år på Danmarks første hospice for børn og unge, Lukashuset på Sankt Lukas Stiftelsen. Her kunne man læse om betydningen af palliation og den lindrende indsats, både for det syge barn og for familiens øvrige medlemmer.

Videnscenter for rehabilitering og palliation har følgende definition af palliation: ”Palliativ indsats har til formål at fremme livskvalitet og retter sig mod de fysiske, psykiske, sociale og åndelige lidelser, der kan være forbundet med livstruende sygdom og død.” Det er altså en indsats, som omfatter hele mennesket, både legemligt og åndeligt.

Holland har siden 2001 haft en lovgivning, der tillader læger at udføre aktiv dødshjælp. Derfor er det tankevækkende, at en hollandsk undersøgelse viste, at mange, der beder om aktiv dødshjælp, ikke angiver smerter som årsagen, men følelsen af uværdighed. Hvad der er værdigt og uværdigt menneskeliv og menneskesynet i det omgivende samfund er bagtæppe for debatten om aktiv dødshjælp.

Det stærke, selvberoende og selvopretholdende menneske er i høj kurs. Giver vi dermed plads til den forestilling, at det svage, afhængige og skrøbelige er bekosteligt for samfundet, belastende for omgivelserne og lægger op til den nærliggende konklusion, at det er uudholdeligt skamfuldt for et menneske at være afhængig af andre?

Skam kan udløse dødsønske. Sproget fortæller, at den eneste vej ud af den uudholdelige skamfølelse er døden: ”Jeg ønskede at synke i jorden af skam”. I jorden er graven. Jeg ønsker at være fjernet fra jordens overflade, så andre mennesker ikke skal se mig i min blottelse og svaghed.

Uanset holdning i den etiske og praktiske drøftelse af livshjælp eller dødshjælp kunne vi begynde med at anerkende retten til at være til besvær og dermed løfte noget af skammens byrde fra mennesker.

Kirkeligt set kommer inspirationen til det fra højeste sted, som påsken snart vil minde os om igen: Guds Lam, som bærer korsets skam.

Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.