Prøv avisen
Debat

Hvorfor taler vi ikke om døden - ligesom i Mexico?

Mennesker klædt ud som døden deltagende i en parade i Mexico City i lørdags. – Foto: Mario Guzman/EFE/Polfoto

Måske er vi blevet for traditionsløse i Danmark? Måske er det derfor, at vi ikke tør tale om døden. Måske er det derfor, at døden er et tabu i Danmark? For mig er det skørt, for det mest sikre i livet er jo, at vi allesammen skal dø, skriver højskoleelev

8. december 2014: Min telefon ringer. Det er min mor. Jeg fornemmer straks, at noget er helt galt. Hun fortæller mig det direkte: ”Din far har hængt sig. Han er død.” Stilhed.

Jeg havde ikke set den komme. Døden var på mange måder en absurd størrelse for mig, men hvad der var mere absurd, var berøringsangsten, jeg oplevede efterfølgende.

Jeg bærer stadig på sorgen over min fars død, men jeg har lært at håndtere den. Jeg har lært at leve med mit tab. Men det har ikke været nemt. Jeg erfarede hurtigt, at den bedste lindring mod smerten var at samtale med andre mennesker om forløbet. Disse mennesker var der bare ikke. Jeg følte mig mere alene og ensom end nogensinde før. Mine venner kunne ikke rumme min sorg. De vidste ikke, hvordan de skulle gribe den an.

I Danmark taler man ikke om døden. Og da slet ikke om selvmord. Vi har så svært ved at forholde os til døden og andres sorg, at vi hellere tier. Vi ignorerer den.

Mine venner kondolerede da, og enkelt af dem mødte op til begravelsen. Men så stoppede det også der. Døden slutter efter begravelsen i Danmark. Det er den gængse opfattelse, at så er det værste overstået. Så kan man komme videre med sit liv.

Sådan forholdt det sig bare ikke for mig. Jeg var ikke klar til at fortsætte mit almindelige hverdagsliv fra den ene dag til den anden. Men jeg følte mig tvunget til det. Jeg kunne mærke, at mine kammerater holdt sig væk fra mig for at undgå en ubehagelig samtale. Tænk hvis det, de sagde, ville gøre mig ked af det.

Det ville det ikke – jeg kunne ikke blive mere ked af det. Jeg manglede deres omsorg. Jeg manglede, at de spurgte om jeg var okay. De turde bare ikke. Jeg bebrejder dem det ikke. De er gode mennesker, og det er ikke deres skyld. Det er normerne i Danmark, der er problemet.

Det er min oplevelse, at døden er et kæmpe tabu i Danmark. Måske det største. Men sådan er det heldigvis ikke alle steder i verden. Jeg er med åbent sind rejst til Mexico for at få indblik i en kultur, hvor døden er langt mindre tabuiseret.

Jeg ser det allerede på min første dag i landet. Jeg spiser aftensmad på en restaurant ved siden af et alter med mønstrede keramik-kranier, humoristiske skeletter, farverige guirlander og små blomsterdekorationer. Det kan virke både skørt og skræmmende med kranier og skeletter, men det er det ikke.

Her mener man, at de er med til at gøre døden mere håndgribelig og mindre sørgelig. Netop nu markeres Dia de los Muertos – De Dødes Dag – overalt i landet, og den hører til årets vigtigste højtider. Det er ikke døden, man hylder. Det er de afdøde. Det er livet, og det er kærligheden.

Traditionen stammer helt tilbage fra aztekerne og mayaerne, der holdt store religiøse fester til ære for de døde. Dengang brugte man rigtige menneskekranier som symbol på død og genfødsel. Sidenhen er katolicismen kommet, men de gamle hedenske traditioner lever videre i den katolske Allehelgen.

I dag nøjes man dog med kranier i keramik og sukker. Men Dia de los Muertos er meget mere end sukkerkranier og farverig udsmykning i gaderne. I hjemmet samles familie og venner om at bygge et alter til ære for afdøde. Sammen mindes man gode tider, og om aftenen inviterer man afdøde til at deltage i festlighederne. De levende mødes med de døde, men endnu vigtigere: De levende mødes med de levende for sammen at bearbejde deres følelser. Man mindes og fejrer de døde, viser respekt for døden, og man hylder livet.

Jeg tror ikke på liv efter døden, og jeg tror ikke på mødet med afdøde i hjemmet, men jeg tror på vigtigheden i, at man samles for at fejre og mindes dem, man elsker og savner. Og det er ikke kun denne ene gang om året, man gør det. Hvor håndteringen af døden i Danmark slutter efter begravelsen, varer den flere år i Mexico.

I Mexico samles man om den døde i familiens hjem, og allerede næste dag begraves han. De følgende ni dage er familie, venner og bekendte samlet til bøn, og efter 40 dage mødes man igen til messe i kirken, og sammen går man i parade til festmiddag ved familien. Messen og paraden gentages årligt i de følgende syv år, og for mange familier fortsætter man også ritualerne herefter.

En mexicansk kvinde fortæller mig, at folk ville fare vild i livet og glemme de ting, der giver dem integritet som folk, hvis ikke det var for traditioner og ritualer som disse.

Jeg tror, at hun har ret. Måske er vi blevet for traditionsløse i Danmark? Måske er det derfor, at vi ikke tør tale om døden. Måske er det derfor, at døden er et tabu i Danmark? For mig er det skørt, for det mest sikre i livet er jo, at vi allesammen skal dø. Hvorfor ikke omfavne døden? Det er jo ikke kun for efterladte, at det er et problem, at vi ikke tør tale om døden. Konsekvenserne for os selv er måske endnu mere alvorlige.

Som den mexicanske forfatter og poet Octavio Paz skrev: ”A civilization that denies death ends by denying life.”

Hvis man ikke kan tale om døden, hvordan skal man så kunne tale om livet? Liv og død er jo uadskillelige. Døden gør livet sårbart, men giver det samtidig mening. Døden gør livet værdifuldt.

Jeg tror, at vi kan lære meget af Mexico. Jeg tror, at vi for at bryde tabuet skal beskæftige os med det. Ikke nødvendigvis med traditioner og ritualer som i Mexico, men ved at gøre noget så basalt som at tale om døden. Anerkende den og leve med den.

Mit håb er, at normerne i Danmark ændrer sig. At vi bliver bedre til at give hinanden den nødvendige omsorg og kærlighed, som vi har brug for, når vi mister. For vi kommer allesammen til at miste. Vi kommer alle til at møde døden før eller siden.