Dødsbægeret

13. søndag efter trinitatis

Matthæusevangeliet 20, 20-28

Lad os lige springe frem i tid. Fra denne scene i dagens tekst, hvor Johannes og Jakobs mor beder Jesus, om ikke godt hendes to sønner måtte få de fineste pladser i Himmeriget – og så helt frem til korsfæstelsen på Golgata.

Hvem er det, der står ved foden af Kristi kors blandt de andre kvinder? Det er netop Johannes og Jakobs mor! Det er netop hende, der tidligere havde bedt, om ikke den ene af hendes sønner måtte sidde ved Jesu venstre side og den anden ved Jesu højre side. Og nu står hun så og ser, ikke blot op mod Jesu kors, men også op mod de to, der kom til at hænge på Jesu venstre side og på Jesu højre side. Ikke to apostle, men to røvere. Ikke for at dele Jesu ophøjelse, men for at dele Jesu nedværdigelse.

Jeg tænker, at netop de to sønner og deres mor med deres særlige historie fik de bedste forudsætninger for at indse tvetydigheden i Jesu kors – at det både er hans ultimative nedværdigelse og hans ultimative ophøjelse: Sådan er det altså at skulle ”drikke det bæger”, Jesus drak! Sådan er det at følge ham efter, når det ikke kan gå disciplene anderledes end Mesteren.

Meningen med Jesu ord til Zebedæussønnerne, Jakob og Johannes, og til deres mor har altså ligget parat til dem helt frem til Golgata: Sådan er den bitreste kalk, dødsbægeret – men deri er også frelsens kalk, livsbægeret. Gennem døden er der vej til det evige liv. Gennem nedværdigelsen og nederlaget er der vej til ophøjelsen og til sejren.

Jeg tænker også, at Zebedæussønnernes mor kan have tænkt tilbage: Hvad var det dog, jeg dengang bad Jesus om for mine sønner?

Vi ved fra Johannesevangeliet, at Johannes (måske som den eneste af disciplene) også har stået ved korsets fod. Han har set det utænkelige ske. Men fra kirkehistorien ved vi, at han sandsynligvis var den eneste af de tolv apostle, der ikke led martyrdøden. Drak han så alligevel ikke Jesu bæger?

Jo. At dø med Kristus handler ikke kun om martyrdød. Det handler om at lide afsavn for kærlighedens skyld. De to sønner blev også kaldt ”tordensønnerne”, men som gammel mand blev Johannes kendt som kærlighedens apostel. Hans gamle identitet som tordensøn var noget af det, han måtte dø væk fra. 

At være en efterfølger af Kristus er også at afdø fra sin gamle identitet.