Prøv avisen
Debat

Min mors død var en dyr og bureaukratisk affære

Jeg vil gerne hermed give en opfordring til kommunen, staten og Ældre Sagen om at få orden på kaos og organisere alle de offentlige gøremål i forbindelse med et dødsfald. Der er virkelig noget at tage fat på, og det må kunne gøres mere smidigt nu til dags, skriver Pia Eriksen. Arkivfoto Foto: Mads Jensen

Blomster til kisten, pynten i kirken, kaffen bagefter og meget mere. Sådan en ganske almindelig bisættelse kan nemt koste 40.000 kroner, skriver debattør om omkostningerne i forbindelse med sin mors død

Vores mor er stille sovet ind den 9. juli. Vi samles i familien ved hende, hun ser smuk og fredfyldt ud, som hun ligger der med blomster i hænderne.

Vi får ringet til bedemanden, hun bliver lagt i kisten med sin røde trøje, og sit digt får hun med sig i kisten. Vi synger hende ud, det bliver et fint farvel.

Bedemanden fortæller os om alle de praktiske ting og om en lang tjekliste, vi kan gå efter.

Man tror, sorgen kan bearbejdes nu, men sådan er det ikke, for der er mange ting, der skal planlægges i forbindelse med bisættelsen: blomster til kisten, pynten i kirken, kaffen bagefter og meget mere, og sådan en ganske almindelig bisættelse kan nemt koste 40.000 kroner.

Så begynder bureaukratiet at vise sin sande side, og det vælter ind med breve fra diverse instanser: skifteretten, Statstidende, banken; og man undrer sig over alle regningerne, der skal betales, ikke mindst i betragtning af, at kontoen bliver spærret, og der står man så med en hel stak girokort og alle PBS-aftalerne, der er opsagt.

En regning på pynten i kirken på 650 kroner på trods af, at vi selv kom med roser og satte i bænkene, så de 650 kroner var altså for to alterbuketter og lys i hver anden bænk.

Jeg har nu betalt kirkeskat i 30 år, og det løber omregnet til nutidspenge op i cirka 120.000 kroner, og mon ikke jeg kommer til at betale nogle år endnu?

En regning fra Statstidende på 187,50 kroner, en regning for at få boet behandlet ved skifteretten på 500 kroner, en regning fra krematoriet på 2926 kroner, annoncer til avisen for cirka 4000 kroner.

Så en sten med indgravering, og den er dyr, foruden selvfølgelig regningen til begravelsesforretningen. Der er jo ikke meget, man siger nej til i den situation.

Derudover kom der en regning for mad til mor for august måned. Kommunen undskylder sig med et nyt computerprogram, som ikke fungerer, men regningen blev dog annulleret for den måned.

Det forholder sig dog sådan, at mor siden omkring jul ikke har spist maden, men derimod levet af proteindrik; alligevel skulle hun betale.

3500 kroner pr. måned for maden, hun ikke spiste.

En måneds opsigelse på plejehjemmet og dermed en regning på husleje til den 1. september på et demensplejehjem, hvor der er venteliste, og en anden kunne få den tiltrængte hjælp.

Sådan forklarede Djursbo (udlejningsfirmaet) situationen, men de skulle på to ugers ferie og kunne derfor ikke lave syn eller sætte maler på. Så der er en, der kommer til at vente lidt længere, end nødvendigt er.

Hvor meget er det, man kan forlange af den efterlevende på snart 90 år, der skal tage kopier, der skal sendes til diverse instanser, betale regninger, ringe og opsige bolig, klage over forkerte regninger, ansøge om begravelseshjælp, tjekke e-boks for mails? Og jeg kunne blive ved.

Og hvem har råd til at blive bisat eller begravet, hvis man skal betale af sin folkepension?

For der er jo en ting, vores velfærdssamfund godt kan finde ud af, og det er at stoppe pensionen fra præcis den dag, man går bort.

Jeg vil gerne hermed give en opfordring til kommunen, staten og Ældre Sagen om at få orden på kaos og organisere alle de offentlige gøremål i forbindelse med et dødsfald. Der er virkelig noget at tage fat på, og det må kunne gøres mere smidigt nu til dags.

Pia Eriksen,Thorsgade 15,Rønde