JO LÆNGERE TID en fejl har varet, jo sværere er det at rette den og få livsmodet tilbage. Det gælder for hårde skilsmisser som for dårlige skikke og love. Vi mennesker har i hele vores historie kæmpet os fri af indgroede og snærende traditioner og love.
Vi kæmper i dag i forskelligt tempo verden over. Her i Vesten er vi kommet så langt, at vi føler os næsten frie og glade (og desværre også ofte bedre end alle andre).
Men 71 procent af danskerne aner, at vi ikke bliver frie mennesker, før vi tager det vigtigste skridt, nemlig at vi får lov til selv at bestemme, om vi vil dø og bede om hjælp til det.
Jeg tror og håber, at næsten lige så mange mennesker ønsker sig den ret gennem hele livet. Døden følger uundgåeligt efter livet, og der er ikke nogen som helst fornuftig grund til, at hvert enkelt menneske ikke bedst selv kan vide og bestemme, når døden er at foretrække frem for livet for en selv. Og vi bør, som et minimum, kunne få udleveret midlerne, hvis vi ikke kan finde nogen, der vil hjælpe os.
Fordelen ved en legalisering af dødshjælp hele livet vil være den samme, som gælder, hver gang vi mennesker vinder en frihed, nemlig at det mindsker angsten hos alle (tænk bare på de lettede homoseksuelle) og direkte hjælper de svageste, især de unge og gamle, fordi en legalisering altid (og især her) vil frembringe en masse regler og instanser, der kan kontrollere midlerne og hjælpe mennesker med at undgå pres fra omgivelserne.
Der vil altid være mennesker, der æder, drikker, ryger og fixer sig til et lidt kortere liv, og nogle, der får abort eller begår selvmord, og hver gang vi legaliserer et område, mildner vi rædslerne for de implicerede.
DEN ”FARLIGE GLIDEBANE” har hidtil hver gang vist sig at være ren skrækpropaganda fra modstandernes side, og ordet ”glidebane” kunne glemmes helt, hvis den ikke fandtes åbenlyst i det offentlige sundhedsvæsen, som tilbyder patienter stadig flere behandlinger med konsekvenser, som patienten ikke kan overskue.
Rar tanke, hvis en legalisering af dødshjælp kunne få bare lidt styr på sygehusvæsenets urørlighed og gøre både læger og socialarbejdere mere interesserede i den enkeltes ve og vel på patientens egne præmisser. Ellers har hver eneste hårdt tilkæmpede frihedsrettighed altid gjort os bedre egnede til at være tolerante og fredsskabende mennesker.
VI VIL ALTID have debatten om, hvad der er etisk og moralsk rigtigt. Den debat er fin, bare loven ikke hævner sig på de enkeltpersoner, der følger deres skæbne som frie mennesker. Der er ingen, der med vilje skader andre ved deres ”given op”. Man kan lige så godt bebrejde en kræftdøende for at skade andre som en, der begår selvmord, og ved en legalisering af dødshjælp giver man jo netop de pårørende chancen for at sige farvel og forstå, hvad der sker og eventuelt nå at overtale den kære til at leve.
De mennesker, der altid er modstandere af mere frihed for den enkelte, er, så vidt jeg kan se, døds- og frihedsangste pessimister, der ikke er i stand til at tro på menneskets fantastiske selvopholdelsesdrift og kærlighed, som dog trods alt har bragt os frem til dags dato, ofte under håbløse forhold.
De tror vitterligt, at man kan forbyde sig til bedre mennesker, ligesom nogle stadigvæk tror, at fængsler er andet og mere end hævn og tortur mod i forvejen skadede mennesker.
Jeg er selv gammel og når nok ikke at få gavn af en legalisering af dødshjælp. Men ligesom jeg stadigvæk planter nye frugttræer til kommende generationer, vil jeg fortsætte kampen for, at vi kaster de sidste lænker, så vi ikke mere skal gå og ængstes for smerterne inden døden, men kan være trygge hele livet med visheden om, at ønsker til hver en tid vil blive respekteret - også på hospitalet, som mange, især gamle, i dag frygter, fordi man der er endeligt afskåret fra at begå selvmord.
Den nuværende debat om, hvor syg man skal være for at få lov at slippe herfra, vil uundgåeligt forsinke den rigtige løsning i årevis med tilhørende forlængede lidelser for mange uskyldige ofre.
Derfor er mit håb, at vi snart springer frem til den egentlige menneskelige værdidebat og dermed bliver friere mennesker noget hurtigere.
Annette Wium, Næringen 34, st. 2., Risskov