Holland indførte aktiv dødshjælp i 2002 og konstaterer nu, at den nye mulighed er blevet en forrygende succes. Eller som modstandere af dødshjælp vil formulere det: den glidebane-effekt, de advarede imod, er blevet grum virkelighed.
I år vil antallet af hollændere, som forlader denne verden ved en læges aktive indsats, overstige 7000. Dermed er tallet steget 67 procent på fem år: i 2012 modtog 4188 aktiv dødshjælp af lægerne.
Alle, man gav dødssprøjten i de første år, opfyldte lovens oprindelige kriterier: at det blev fremsat som en frivillig og velovervejet anmodning fra et menneske med ubærlige lidelser. Tillige skulle al behandling være udsigtsløs.
Disse bestemmelser bliver nu tolket stedse mere liberalt, hvad der er den ene grund til stigningen. Den anden er, at hollænderne efterhånden har vænnet sig så meget til fænomenet, at stadigt flere regner assisteret selvmord som den naturlige vej ud af tilværelsen.
Den engelske avis The Guardian undersøger dette skred og har blandt andet talt med Steven Pleiter, en tidligere computer-manager, der i dag leder den eneste privatklinik i Holland, som er specialiseret i dødshjælp. Levenseindekliniek er navnet, og den tilbyder også mobil dødshjælp i hjemmet.
Klinikken når i år at give 720 patienter dødshjælp, men det er kun en brøkdel af ansøgerne, og derfor vil klinikken gennem en hvervekampagne fordoble antallet af tilknyttede læger og sygeplejersker. For tiden beskæftiger den 57 læger, som dog alle arbejder på deltid. Som Pleiter siger:
”Et fuldtidsjob med menneskers død er nok en smule for meget – og ’en smule’ er en underdrivelse.”
Klinikken blev stiftet for at tage sig af de tilfælde, der ikke ganske imødekommer lovens krav, og som ofte har fået deres ønske om dødshjælp afvist af en praktiserende læge. Andre henvender sig til denne private klinik, fordi køen er for lang i det offentlige sygehusvæsen.
Der er kommet en ny bevidsthed i Holland konstaterer Steven Pleiter:
”Hvis der har været et tabu, er det borte nu. Der kommer en generation, efterkrigsgenerationen, og den når nu til det sted i livet, hvor de ønsker at dø, og denne generation har en langt mere klar og formuleret holdning til, hvordan de vil forme deres eget livs ophør. Jeg forventer langt større vækst i årene, der kommer.”
Klinikken tager nu også patienter ind, som ikke er dødeligt syge. Pleiter nævner et par nylige tilfælde: en 79-årig mand, der ønskede at tage sin begyndende demens i opløbet, og en 60-årig mand med en svær tvangsneurose, som tvang ham til at bruge timer hver formiddag på at rengøre et skab, og som skar i sig selv.
”Det var ubærlig lidelse uden udsigt til bedring. Det er alt, hvad loven kræver. Den taler ikke om, at man nødvendigvis skal have kræft og befinde sig i et terminalt stadium.”
Theo Boer er professor i etik ved et teologisk universitet i Holland og har i en årrække siddet i en komité, der følger udviklingen.
Han gik ind for lovliggørelsen tilbage i 2002, men er nu meget bekymret.
”Fra og med 2007 begyndte tallene pludselig at vokse,” siger han til The Guardian.
”Det var, som om det hollandske folk skulle bruge lidt tid til at vænne sig til tanken om organiseret død. Nu kender jeg masser af mennesker, som siger, at der kun findes én måde for dem at dø på, og det er ved indsprøjtning. Det er ved at blive for normalt.”
Boer fortæller, at lige efter lovliggørelsen var 98 procent af dem, der fik dødshjælp, patienter med en livsforventning, som ofte kunne tælles i dage. De udgør nu kun 70 procent.
Han frygter, at de ansatte på Levenseindekliniek er ved at vænne sig for meget til deres makabre arbejde.
”De har ekspertisen, men de er for erfarne. Man bør aldrig vænne sig til at hjælpe nogen med at dø.”
Også i nabolandet Belgien har man udvidet kriterierne for at modtage dødshjælp til også at omfatte blandt andet psykisk syge. Og i Canada, hvor aktiv dødshjælp blev tilladt i juni 2016, bebrejder dommere i klagesager canadiske læger, at de har afvist ønsker om dødshjælp fra patienter med den begrundelse, at de ikke var dødssyge. Komplet fravær af livskvalitet må være tilstrækkelig begrundelse, lyder det fra dommerside. Det beretter magasinet Spiked.
Et canadisk udvalg ser allerede på muligheden for at udvide retten til dødshjælp til demente og psykiatriske patienter.
Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.