Prøv avisen
Kiosken

Dødshjælp som den nye normalitet i Holland

Anders Raahauge er sognepræst og medlem af Det Etiske Råd.

Holland indførte aktiv dødshjælp i 2002 og konstaterer nu, at den nye mulighed er blevet en forrygende succes. Eller som modstandere af dødshjælp vil formulere det: den glidebane-effekt, de advarede imod, er blevet grum virkelighed

Holland indførte aktiv dødshjælp i 2002 og konstaterer nu, at den nye mulighed er blevet en forrygende succes. Eller som modstandere af dødshjælp vil formulere det: den glidebane-effekt, de advarede imod, er blevet grum virkelighed.

I år vil antallet af hollændere, som forlader denne verden ved en læges aktive indsats, overstige 7000. Dermed er tallet steget 67 procent på fem år: i 2012 modtog 4188 aktiv dødshjælp af lægerne.

Alle, man gav dødssprøjten i de første år, opfyldte lovens oprindelige kriterier: at det blev fremsat som en frivillig og velovervejet anmodning fra et menneske med ubærlige lidelser. Tillige skulle al behandling være udsigtsløs.

Disse bestemmelser bliver nu tolket stedse mere liberalt, hvad der er den ene grund til stigningen. Den anden er, at hollænderne efterhånden har vænnet sig så meget til fænomenet, at stadigt flere regner assisteret selvmord som den naturlige vej ud af tilværelsen.

Den engelske avis The Guardian undersøger dette skred og har blandt andet talt med Steven Pleiter, en tidligere computer-manager, der i dag leder den eneste privatklinik i Holland, som er specialiseret i dødshjælp. Levenseindekliniek er navnet, og den tilbyder også mobil dødshjælp i hjemmet.

Klinikken når i år at give 720 patienter dødshjælp, men det er kun en brøkdel af ansøgerne, og derfor vil klinikken gennem en hvervekampagne fordoble antallet af tilknyttede læger og sygeplejersker. For tiden beskæftiger den 57 læger, som dog alle arbejder på deltid. Som Pleiter siger: