Kritikken af film om aktiv dødshjælp er forfejlet

Det er problematisk, når filmen "Stille hjerte" kritiseres med den begrundelse, at den vil få flere danskere til at støtte aktiv dødshjælp, mener Niels I. Meyer

Niels I. Meyer mener, at væsentlige pointer i debatindlægget den 4. marts om filmen "Stille hjerte" bygger på fejltagelser. "Jeg håber ikke, at de to herrers misforståede kritik af filmen vil få nogen til at opgive at se denne vigtige film, når muligheden gives," siger han. Foto: Lars Møller/Scanpix.
Niels I. Meyer mener, at væsentlige pointer i debatindlægget den 4. marts om filmen "Stille hjerte" bygger på fejltagelser. "Jeg håber ikke, at de to herrers misforståede kritik af filmen vil få nogen til at opgive at se denne vigtige film, når muligheden gives," siger han. Foto: Lars Møller/Scanpix. Foto: Lars Møller.

KRISTELIGT DAGBLAD citerer i en artikel den 4. marts nogle kritiske vurderinger af Bille Augusts prisbelønnede film ”Stille hjerte”. Ophavsmændene til disse vurderinger er læge Hans Holmsgaard og lektor Povl Götke.

Det må først bemærkes, at de er fælles om en definitionsmæssig fejltagelse. De betegner således filmens handling som et eksempel på ”aktiv dødshjælp”, mens den rette betegnelse er ”assisteret dødshjælp”. Det er faktisk en væsentlig forskel.

Holmsgaards kritik er baseret på en frygt for, at opmærksomheden om filmen vil få endnu flere danskere til at være positive over for legaliseret aktiv dødshjælp. Altså ikke en konkret kritik af filmen, som netop ikke tager stilling for eller imod aktiv dødshjælp.

I øvrigt betegner Holmsgaard filmen som ”god”. Det er uklart, om Holmsgaard mener, at filmens afbalancerede og indsigtsfulde beskrivelse af den eksistentielle problematik bør underkastes en form for filmcensur, fordi den kan få flere mennesker til at tænke selvstændigt.

Götkes kritik af filmen er mere bombastisk, og han mener, at filmens fire Bodil-priser er ”en katastrofe”, og at filmen ”bør være forbudt for voksne”.

Katastrofen skulle bestå i, at filmens budskab er et problematisk menneskesyn og et forkvaklet billede af, hvad et uværdigt liv er. Det mest forkvaklede i den forbindelse er faktisk den misvisende beskrivelse, Götke giver af den uhelbredeligt syge hovedperson (spillet af Ghita Nørby).

Senere i teksten afslører Götke så sit eget menneskesyn, som blandt andet går ud på en påstand om, at man altid kan forvente en utålmodighed blandt de pårørende, ”som givetvis vil presse de døende, hvis aktiv dødshjælp blev lovliggjort”. Han må vist færdes blandt nogle meget specielle pårørende. Det virker lidt overraskende, at Götke kobler sådanne overvejelser sammen med det kristne perspektiv.

Jeg håber ikke, at de to herrers misforståede kritik af filmen vil få nogen til at opgive at se denne vigtige film, når muligheden gives.

Niels I. Meyer, professor emeritus, BYG-DTU, Brovej bygning 118, Lyngby