Prøv avisen

Dogmer er historiske tilkendegivelser

Dogmerne i kristendommen opfattes forskelligt. Carsten Breengaard, dr.theol. og tidligere universitetslektor, ser dem som "historiske tilkendegivelser"

Dogmer skal ikke altid reproduceres i deres fulde bredde. "Jeg opfatter dem som historiske tilkendegivelser, skabt i en bestemt sammenhæng", skriver Carsten Breengaard, der er dr.theol. og tidligere universitetslektor

I en kronik i Kristeligt Dagblad den 7. juni rejste jeg det spørgsmål, om man kunne oversætte Gud væk. Jeg tog udgangspunkt i det forhold, at de sidste autoriserede Ny Testamente-oversættelser (1948 og 1992) havde oversat kristendommens betydeligste tekst (1. Korinterbrevs 15. kapitel, selve den tekst som udtrykker evangeliets inderste kerne) forkert.

LÆS OGSÅ:
Kan man oversætte Gud væk?

Hvor Paulus skrev, at Gud havde oprejst Jesus har de danske oversættere forvansket Paulus pointe ved at oversætte, at Jesus var opstået.

Paulus kristendomsopfattelse, den ældste vi har, er bestemt af en forestilling om Gud som skaber, af menneskets synd mod Gud i syndefaldet og af Gud som den, der tilgiver. Gud oprejser Jesus fra de døde som vidnesbyrd om sin forsoning. Skabelse, syndefald og forsoning er en sag mellem Gud og mennesket.

For Paulus er Jesus Guds søn, hvad der udtrykker, at det er Gud selv, der sætter forsoningsdramaet igennem. Det er den vrede Gud, der tilgiver, hvorefter skabelsens forhold mellem Gud og mennesker er genoprettet. Skabelse og genløsning. Kristus er Guds sonemiddel, som Paulus kalder Jesus.

Og min kronik argumenterede så for, at hvis man oversatte Paulus forkert, så gik en væsentlig (den væsentligste) pointe i oprindelig kristendom tabt. Konsulterer man de store europæiske bibeloversættelser kan man se, at de respekterer Paulus. 1948- og 1992-oversættelserne skiller sig ud fra en klassisk europæisk tradition. At gøre opmærksom på det, syntes jeg da var en kronik værd.

På et noget sent tidspunkt, den 22. juli, hvor jeg vil gætte på, at de fleste for længst havde glemt min kronik, der var skrevet på det flygtige avispapir, har den ortodokse præst Poul Sebbelov forfattet et indlæg, som gør mig den ære at kalde mig farlig. Farlig for menighedernes Kristus-tro, forstår jeg. Han mener, jeg forringer Kristi guddommelighed og tugter mig så med dogmatiske belæringer.

Jeg ved ikke, om Sebbelov tror, at dogmatiske konstitutioner er faldet ned fra Himlen. Men det ser ud, som om han mener, at de altid skal reproduceres i deres fulde bredde. Sådan ser jeg ikke på dogmerne. Jeg opfatter dem som historiske tilkendegivelser, skabt i en bestemt sammenhæng.

LÆS OGSÅ:
Det er farligt, når lektor spreder tvivl blandt troende, om Jesus Kristus er Gud

Oftest markerer de to fronter, eller måske snarere grøfter, som man skal passe på ikke at falde i. Men det er jo sådan med grøfter, at det er svært at falde i dem begge på en gang. Man kan falde i den ene eller falde i den anden. Hvis man kører bil, lyder formaningen jo også forskellig, hvis det drejer sig om overhalingsbanen til venstre eller cykelstien til højre. Hvis man kommer for tæt på cyklisterne, er det måske ikke nødvendigt at formane med hele færdselsloven.

Der er i moderne dansk teologi to positioner. Skabelsesteologien, der primært er optaget af Gud som skaberen. Det er en teologi, der for tiden især manifesterer sig i klima- og miljødebatten med kravet om omsorg for naturen. Oftest med grotesk morsomme forestillinger.

Sidste år skrev en biskop med sommerhus på Læsø om denne ø som sprunget direkte ud af Guds skabelse. Glemt var, at hele Danmark, inklusive Læsø, er et resultat af istidens roderi lang lang tid efter verdens skabelse. Men hvad der er værre, er, at denne klima-teologi ofte glemmer Jesus. Moralismen i skabelsesteologien er i hvert fald så massiv, at Jesus kan have svært ved at få formidlet sit budskab om Guds tilgivelse og forsoning med syndere.

Det er klart, at man over for en sådan afsporing af evangeliet må tale om Kristus. Men min kronik handlede ikke om skabelsesteologien. Den handlede om en anden folkekirkelig afsporing af kristendommen. Nemlig om Grosbøllerne i dansk aktuel teologi.

Kronikken var mit bidrag til 10-års skammen over Grosbøll og hans disciple. Jeg forholdt mig til grosbøllernes udfasning af Gud Fader. Og til denne udfasnings uundgåelige konsekvens. En sentimental Jesus-skikkelse. Mit anliggende var at gøre det klart, at hvis man glemte, hvad der for Paulus er al kristendoms inderste væsen: at Gud Fader har forsonet sig med mennesket, ja, så er der ikke mere tale om kristendom.

Hvis man ikke er klar over dette, så kan man tale nok så meget om Jesus; det bliver alligevel aldrig andet end jesendom. Og det er en tynd gang sprøjt.

Carsten Breengaard er dr.theol. og tidligere universitetslektor