I kirkeåret er vi nået til fasten, og fasten er ikke en alternativ slankekur, men et kald til selvopgør og selvransagelse. Fasten er grundlæggende kamp mod det overvægtige ego og forsagelse af sukkersøde løgne. Ja, fasten er en kirkelig alvorstid, og skal der føres alvorlig tale om vores og verdens tilstand, kommer man ikke uden om Djævelen. Selvfølgelig ikke Djævelen som en karnevalsfigur med horn i panden og trefork i hånden, men Djævelen som den onde fyrste, der forfører, fordærver og fordrejer sjæle. Man kan afdække psykologiske og sociale årsager til ondskab, og dem skal man bestemt tage alvorligt, men er der ikke noget mere? Er ondskaben ikke for mægtig, for gådefuld og for mørk til at rationalisere? Slår fornuften til, og hvor ofte har ondskaben ikke benyttet sig af fornuftsargumenter?
DR har næppe haft kirkeåret i tankerne, men det var såre velvalgt, at det netop var i onsdags, askeonsdag, den første dag i fasten, at man kunne gense dokumentaren ”Mit liv som Goebbels’ sekretær”, som stadig er tilgængelig på dr.dk. Det er stærke sager og en sjælerystende fortælling om djævelskab i samfund og sind.
Hovedpersonen er Brunhilde Pomsel, som fra 1942-1945 arbejdede i det tyske propagandaministerium som sekretær og maskinskriver for Joseph Goebbels. Da udsendelsen blev lavet, var Brundhilde Pomsel over 100 år, og hendes hud er overtrukket med vidtforgrenede rynker, men hendes tale er klar, og hukommelsen rækker tilbage til udbruddet af Første Verdenskrig.
Brunhilde Pomsel bliver ikke interviewet. Hun fortæller bare afbrudt fra filmklip fra datiden. Det virker umådeligt stærkt og rammer som en hammer.
Måske fordi Brunhilde Pomsel fremstår så almindelig. Hun var ikke overbevist nazist og interesserede sig egentlig ikke for politik. Brunhilde Pomsel meldte sig ind i nazistpartiet for at forbedre sine jobmuligheder, og mens hun stod i kø for at blive partimedlem, ventede hendes jødiske veninde på, at hun skulle blive færdig, så de to kunne gå ud og drikke kaffe.
Brunhilde Pomsel fik en god løn i Propagandaministeriet, og jobbet passede hende fint. Hun flød med strømmen og tilstod: ”Jeg er en af de feje.” Brunhilde Pomsel var ikke en djævelsk skikkelse som sin hadefulde og svovlende chef, men hun rakte Djævelen en lillefinger, fordi det var det letteste og mest bekvemme. Det er let at fordømme Brunhilde Pomsel, og hun skal heller ikke undskyldes, men det er sværere at være skråsikker på, at man ikke selv var faldet for fristelsen. Hvor meget vil vi egentlig ofre for vores principper, når det kommer til stykket?
Brunhilde Pomsel drog en forfærdelig mistrøstig konklusion af sit lange liv: ”Jeg siger altid, Gud findes ikke, men Djævelen findes.” Man kunne ikke lade være med at tænke, at hvis Brunhilde Pomsel også havde troet på Gud, havde hun måske haft mere modstandskraft over for Djævelen. Forsagelse kræver bekendelse, og den, som ikke står for noget, falder for hvad som helst. Om det var Brunhilde Pomsels historie et uafrysteligt vidnesbyrd.
Jesper Bacher er sognepræst.