Ved første øjekast troede jeg, at DR’s dokumentar “Krystaljagt - sten for milliarder” handlede om en smykkedesigners forkærlighed for ædelsten. Ved nærmere eftersyn viste dokumentaren sig at handle om at finde mening i en affortryllet verden, en søgen, der også er blevet big business. Det handler om krystaller og sten, som tillægges særlige egenskaber.
Der trives alle mulige fortællinger om krystallernes virkning. Én stimulerer angiveligt kærligheden, en anden beskytter mod andre mennesker og så videre og så videre. Det handler ikke om fakta og evidens, men om følelser og fornemmelser.
Forfatter og etnolog Julia Lahme forklarede krystallernes popularitet ud fra et ønske om at tilføre verden noget guddommeligt i en tid med klima- og naturkrise; krystallerne føles rene og ægte, så de er sat fri til, at vi kan tillægge dem betydning. Hun konstaterede samtidig, at “der er lige så meget energi i krystaller som i en hundelort”. Så er det vist sat på plads.
Dokumentaren bevæger sig ind i en verden, hvor man som det mest naturlige køber “et husbeskyttelsessæt” med krystaller, så man kan placere stenene på udvalgte steder og skabe en form for skjold omkring livet i huset. En smykkedesigner mente, at det var "sundt" at have krystaller, "der leder energi og skaber balance i rummet" - på linje med, at det er sundt at meditere og lave yoga. Alt sammen inden for et univers af wellness.
Man kan ryste på hovedet og grine ad det, og for nogle er det sikkert bare nogle smukke sten og en hyggelig måde at gøre en affortryllet verden beboelig.
Men det er også magtfulde fortællinger, som kan gøre folk syge. For nylig steg salget af moldavit voldsomt i takt med, at grædende unge på det sociale medie TikTok fortalte om, hvordan stenen havde ødelagt deres liv. Det er ikke kun lykken folk søger. Også ulykken har en attraktion. Kuren er sikkert endnu flere krystaller, der bliver elementer i et spind af fortællinger, der skaber alt andet end frihed.
Nogle af de mest brugte krystaller er af børnearbejdere hentet op fra miner i Congo, hvor de er biprodukter fra produktionen af kobolt til it-industrien. I Afghanistan er det Taleban, der tjener penge på den blå lapis lazuli, der angiveligt bygger bro mellem det fysiske og det åndelige og får din personlighed til at blomstre. Mon pigerne i Afghanistan også har glæde af det? En underskov af entreprenante stenfindere over hele verden arbejder på at levere sten til det marked, der er.
Der var ikke skyggen af en geolog i udsendelsen. Den kritiske vinkel på fænomenet var først og fremmest overladt til Julia Lahme, mens dokumentaren i øvrigt kritikløst og uden spørgsmål fulgte i hælene på en smykkedesigner og en tidligere deltager i "Den store bagedyst" jagten på den helt rigtige sten. Ikke rigtigt oplysende, ikke rigtigt afslørende, bare let fascineret og spredt fægtning om et udbredt og ikke helt uskyldigt fænomen. Det bør DR kunne gøre bedre.
Birgitte Stoklund Larsen er sognepræst og stiftskonsulent.