Væk med speakeren, der udlægger dét, man ser. Ind med dialogen og den direkte tale fra dem, det handler om. Mennesker skal selv have stemme. Det er tendensen i moderne dokumentarer.
Set i det lys er der intet moderne over den østrigske dokumentar ”Tæt på naturen – Livet i det vilde” på DR 1. Den er nærmest parodisk gammeldags med sin skøjten gennem alverdens folk, der lever udenfor storbyerne, uden at en eneste af dem selv får lov at sætte ord på deres liv.
Livet i pagt med naturen kræver højt specialiseret viden, får vi at vide i begyndelsen – og tænker, at det er os i den urbaniserede verden, der er blevet for dumme til at overleve mere end et par dage i ødemarken. I stedet for indblik og fordybelse, får man så desværre en skøjten hen over alt dét, mennesker på landet ude i verden kan: dyrke ris på en bjergskråning, identificere 200 lægende planter i mangroveskoven på en stillehavsø, samle skaldyr under isen i Canada, jage gelada-aber med stenslynge i Etiopien, rejse en jurt på nogle timer i Mongoliet, bedøve fisk med giftige planter i en flod i Amazonas, isfiske ved minus 30 grader i Sibirien og så videre og så videre. Det hele bundet sammen af associationer a la ”kvinderne i Amazonas bærer deres brænde på en måde nedarvet i generationer… Sherpaerne i Nepal bærer på samme måde…”.
Jeg holdt op med at tælle, da vi havde været hos 13 forskellige folk og set, hvad de kan derude – i udkanten af det, vi kalder civilisationen. Eller rettere kunne.
Dokumentaren vil skildre en traditionel livsstil i pagt med naturen og reflekterer kun sparsomt over, hvordan en traditionel, naturbaseret livsstil er under pres i den globaliserede verden, selvom det hele tiden dukker frem i billederne. De to sherpaer i Nepal på rejse hjem fra arbejdet med at guide turister på Mount Everest lever af den moderne verden, og den traditionelle livsstil er ikke mere traditionel end at den unge kvinde, der tørrer majs på taget, samtidig taler i mobiltelefon. Pælefiskerne på Sri Lanka overlever først og fremmest på grund af turister. I Grønland skyder man sæl i sin fritid, men spiser pasta med tomatsovs til hverdag, og i Sibirien er hegnet omkring landsbyen opbygget af gamle bilskrog.
Det er et sammenstød af verdener, der ikke bliver tematiseret i denne dokumentar, der mest af alt ligner en kulørt billedbog af den slags, man hurtigt bladrer igennem og hastigt har glemt. Man har været der, set det, men forstår ingenting. Og man ved slet ikke, hvordan pælefiskeren og sherpaen lever deres liv, når de ikke smiler til turisten og bærer hans bagage. En helt overflødig dokumentar, som man undrer sig over, at DR finder værdig til bedste sendetid en søndag aften.
Birgitte Stoklund Larsen er sognepræst og stiftskonsulent.