Den absolutte hovedperson mangler i ”Klostrets mørke hemmeligheder”, en dokumentar i fire afsnit på DR 2. Det er Theresa Brenninkmeijer, den ambitiøse, hollandske cisterciensernonne, moder Theresa, der som ung nonne først i 1980’erne kom til Sostrup Slot, blev priorinde og siden abbedisse og leder af et kloster med noget så usædvanligt som tilgang af unge nonner. Hendes familie var stenrig, og hun rejste penge til at bygge et nyt kloster i Sostrup.
Udefra lignede det en katolsk succeshistorie, men internt blandt katolikker gik rygter om ”Moder Theresas barnerov” og om forhold, der ikke tålte offentlighedens lys. Historien om klostret i Gjerrild ved Grenaa er en alt andet end artig historie, der handler om magtmisbrug, misrøgt og om en kirkeledelse, både lokalt og i Vatikanet, der ikke reagerede adækvat på advarselstegnene gennem årene.
Først da en tidligere nonne, Helene Hägglund, i 2009 fik udgivet en bog om sine oplevelser i klostret, skete der noget. Vatikanet foranstaltede en undersøgelse, som resulterede i, at Moder Theresa blev suspenderet som abbedisse på grund af ”teologiske uenigheder”, men fortsatte med at lede klostret i flere år. I 2013 forlod Moder Theresa og alle nonnerne over hals og hoved klostret og cistercienserordenen for at grundlægge en ny orden.
DR’s dokumentar giver et indblik i forholdene i klostret de cirka 20 år, hvor Theresa Brenninkmeijer var på stedet. Det er tidligere nonner fra Sostrup og folk fra landsbyen, der fortæller om, hvordan den charmerende og karismatiske Theresa Brenninkmeijer rekrutterede unge kvinder i 16-17-årsalderen til klostret, en slags religiøs grooming, hvor hun ønskede nonner så unge, at hun kunne forme dem.
Hun forvandlede et skrantende kloster, der var ”lidt badehotel-agtigt”, til et lukket kloster med streng disciplin, hårde afstraffelser og skriftemålet anvendt som psykisk kontrolmekanisme. Der er eksempler på direkte misrøgt af ældre og demente nonner. En nonne døde i klosterhaven en tidlig novembermorgen under omstændigheder, som Moder Theresa sørgede for blev holdt skjult for klostrets læge.
Dokumentaren tegner billedet af et lukket samfund med sektlignende træk, hvor tilløb til kritik blandt nonnerne blev dæmoniseret, og hvor kritikerne oplevede, at de ikke kunne trænge igennem til de eksterne autoriteter, der kunne have grebet ind. De organisatoriske forhold omkring klostret lægger op til ansvarsforflygtigelse.
Klostret hører teknisk set under ordenens generalabbed i Vatikanet, og Czeslaw Kozon, katolsk biskop i Danmark, har tydeligvis ikke gjort meget for at tage hånd om forholdene: ”Vi har sat vores lid til, at andre ville tage sig af det, og vi har råbt lidt vagt i gevær,” lyder det fra biskoppen, der ikke giver udtryk for hverken anger eller beklagelse. ”Lidt?”, spørger journalisten. Der burde tydeligvis have været lyttet til kritikerne og råbt en hel del højere tidligere i processen.
Selve sagens hovedperson får dokumentaren ikke i tale, trods ihærdige forsøg. I dag leder Theresa Brenninkmeijer et stort, nyt kloster i Peru – under tilsyn af den lokale biskop. Gentager historien sig bag de høje mure i det isolerede kloster i ørkenen? Svaret blæser i vinden.
Birgitte Stoklund Larsen er stiftskonsulent og sognepræst.