Torsdag aften var der en tankevækkende forbindelse mellem to programmer på henholdsvis DR 2 og TV 2. Jeg tænker på ”24 timer, vi aldrig glemmer” om terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001 og ”16 dage der rystede verden – vejen ud af Afghanistan”.
Det første skete i dag for 20 år siden, det andet blev afsluttet den 31. august, da generalmajor Chris Donahue som den sidste amerikanske soldat forlod afghansk jord. Det var jo angrebet den 11. september 2001, som udløste de allieredes krig mod det afghanske Taleban-regime den 7. oktober samme år. Hvis de kaprede fly ikke var fløjet ind i World Trade Center, var de allieredes fly ikke fløjet ud af Kabul 20 år senere. Mange terrorister er døde, mange vestlige soldater er døde, og endnu flere civile er døde. Krig er en grim ting, men den kan være uundgåelig. Afghanistan var jo værtsland for al-Qaeda, som stod bag terrorangrebet den 11. september. ”Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd,” siger Paulus, og sommetider må sværdet strækkes ud over egne grænser, hvis misdæderne skal slås ned.
De to dokumentarer var rapporterende, ikke analyserende. Det handlede om reaktioner og menneskeskæbner. Bestyrtelse, frygt og kaos i lyset af terrorangrebet den 11. september og under evakueringen fra Kabul. Det blev dog også til et par solstrålehistorier fra Afghanistan om en tolk, som blev reddet med sin familie og et forældrepar, der blev genforenet med deres spædbarn.
Men hvad skal man sige? Var det forkert af de allierede at forlade Afghanistan og lade de gamle fjender tage over? Tilbagetrækningen var ingen køn affære, men hvor længe skal et land være besat for at blive demokratisk? Kan vi virkelig gå ud fra, at andre mennesker bare er en slags skrabelodsudgave af os selv? Kradser man lidt i overfalden, så viser der sig en frihedsven og mønsterdemokrat.
Undersøgelser viser, at et flertal af Afghanistans befolkning støtter sharialoven som samfundslov, deriblandt stening for utroskab og dødsstraf for at forlade islam. Det er pænt sagt op ad bakke med noget, der ligner et frit samfund, hvis de holdninger er gængse. Ja, uden villigheden til at tage et opgør med islam som politisk magtfaktor, kommer der ikke sandt demokrati i Afghanistan eller for den sags skyld i resten af den muslimske verden. Og den villighed kommer næppe til at vokse ud af et vestligt geværløb.
Vi kan med god ret hævde, at frihed er universel i sin moralske gyldighed. Uanset hvor kulturelt indgroet, det måtte være at tage livet af anderledes tænkende, så er det stadig forkert, men samtidig nyder friheden mildest talt ikke universel anerkendelse.
Opgiver vi universalismen, så overgiver vi os til stammetænkning og kulturrelativisme, opgiver vi realismen og blikket for den brogede verden, så overgiver vi os til en farlig naivitet og hovedløse militære eventyr.
Et hjerte for frihed med begge ben på jorden var også en mulighed.
Jesper Bacher er sognepræst.