Dokumentarfilm finder nye veje efter coronalukning

En stor del af filmene på CPH:DOX-festivalen for dokumentarfilm er danske. Og de vidner om, at dokumentarfilmen som både kunstart og faktuel formidler har det temmelig godt, skriver journalist Kurt Strand

Fra dokumentaren "Scandinavian Star".
Fra dokumentaren "Scandinavian Star". Foto: CPH:DOX Presse.

EN VIL GERNE kappe båndet til Danmark så hurtigt som muligt. En anden mener, at det årlige bloktilskud er gift for initiativer. Og en tredje finder det uønskeligt ikke at være en del af rigsfællesskabet.

Tre synspunkter udtrykt af Josef, Kaaleeraq og Tillie i den dygtigt drejede ”Kampen om Grønland”, som onsdag i sidste uge åbnede CPH:DOX, den årlige og internationalt anerkendte dokumentarfilmfestival i København. Men ingen rød løber var rullet ud, ingen publikummer klappede, og ingen balancerede med drikkevarer og popcorn mellem stolerækkerne i biografen.

Coronavirussen har nemlig også spændt ben dér. Folkene bag festivalen har i hast måttet finde nye veje til et støt voksende publikum til den kvalitet, der år efter år udfolder sig på de hvide dokumentarlærreder. Derfor er CPH:DOX i år forandret til at være en festival på nettet med adgang ikke bare for københavnerne, men for alle i Danmark. Og da åbningsfilmen med sin højaktuelle og velfortalte diskussion om Grønlands ståsted åbnede for billetsalget, kunne enhver med dankort og computer, smartphone eller iPad ved hånden købe billet for seks euro – knap 45 kroner.

Samme pris gælder for hver af de øvrige 87 film på festivalens program, og så kan hele familien se med. Om det samlede publikumstal, når CPH:DOX slutter den 29. marts, dermed bliver større end sidste års 114.400, tør ingen gisne om, for det er aldrig prøvet før at lave en virtuel filmfestival.

Men med et stort antal på ufrivillig hjemsendelse fra arbejde, udeliv og andre sociale aktiviteter synes der at være god mulighed for at skabe en nytænkende succes. Et hurtigt kig på de internetophængte plakater i det digitale univers på cphdox.dk viser således et udbud og en bredde med film om Tove Ditlevsen, Charles Aznavour og Jørgen Leth. Dertil en række film om politik, kunst og musik. Og om utopister, dansere og kunstnere. Plus en hel masse andre.

En stor del af filmene er danske. Og de vidner om, at dokumentarfilmen som både kunstart og faktuel formidler har det temmelig godt. Ikke kun i den aktuelle festivalsammenhæng, men også i tv, som ofte sikrer et stort publikum.

Det gælder for eksempel den seks afsnit lange serie på DR 1 om branden på ”Scandinavian Star” i 1990 – tredje afsnit kan ses på DR 1 i aften – hvor graverjournalist Lars Halskov fra Politiken sammen med instruktør Mikala Krogh har skabt en uafrystelig fortælling.

Det gælder den nyligt Oscar-nominerede ”The Cave” om en kvindelig læges heroiske kamp mod præsident Assads kemiske bomber på et hospital midt i krigen i Syrien. Og det gælder for ”Kampen om Grønland”, der ikke nøjes med at diskutere forholdet til Danmark, men som også giver sig tid til at dvæle ved smukke landskaber, musikalske protester og hverdagslivet i Nuuk.

Den havde givetvis foldet sig endnu flottere ud på et stort lærred. Men med coronavirussens benspænd er en tv-skærm absolut bedre end ingenting.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.