Prøv avisen

Domprovst Gadegaards vej til Gud ender blindt

At tro, at der findes flere veje til Gud, ender som en blind vej, lyder det fra sognepræst Torben Bramming. Foto: Skovdal & Skovdal/colourbox.com

Når Kristus er den eneste vej til Gud, er det, fordi han er den eneste, der kan hele det brudte forhold, skriver sognepræst Torben Bramming

I SIN KRONIK den 19. marts gør domprovst Anders Gadegaard en del ud af at sammenligne de moderne kirkefolk, der kritiserer ham, med den middelalderlige katolske kirke, som sagde, at der ikke var frelse uden for kirken. Nu siger de omtalte kirkefolk godt nok, at den rette lære er, at der ikke er frelse uden for Kristus, hvilket er noget helt andet. Men det er måske en bekendelse, som Gadegaard ikke er enig i?

LÆS OGSÅ INDLÆG FRA ANDERS GADEGAARD

Gadegaard skriver, at det er skræmmende, at en række kirkefolk vil begrænse gudstroen til, om man tilslutter sig kirkens rette lære eller ej. Når det er skræmmende for Gadegaard, må det jo være fordi, han ikke mener, han selv tilslutter sig den rette lære?

Det kunne den temmelig ikke-reformatoriske stemning, der ligger over hele kronikken, antyde. Den er en bestræbelse på at vise, hvordan de andre religioner finder en nådig Gud. I Reformationen handlede det om, hvordan jeg selv får en nådig Gud. Denne stemning ligger derimod fint i forlængelse af den brug, Gadegaard gennem efterhånden mange år har gjort af evangeliet som løftestang for forskellige politiske holdninger i den multikulturelle ideologis retning.

GADEGAARD TOLKER Paulus' tale på Areopagos på en temmelig besynderlig måde. Han lader Paulus tale om indskriften "Til en ukendt Gud", som han forkynder athenienserne som Jesus fra Nazaret, blive til: "Det samme kan vi da sige til alle i dag, som er religiøse og ærer Gud på andre måder end vores kristne, at det naturligvis er Gud, de ærer, men mangler klarhed om, hvem og hvad Gud er, hvis de ikke har hørt om Kristus."

Nu er den "ukendte Gud" blevet til Gud, som forklares af Kristus, mens den ukendte Gud hos Paulus er Kristus. På den måde kan Gadegaard nemlig fastholde sit udsagn om, at Gud kan man kalde Jahve, Brahma eller Allah og på den måde fastholde de mange forskellige vejes gyldighed. Kristendommen bliver dermed til et oplysningsprojekt og ikke en tros- og frelsessag i bedste neorationalistiske stil. Så kan man også tage det med ro i forhold til forkyndelsen og missionen over for andre religioner, for "selvfølgelig kan Gud og mennesker stå i relation til hinanden uanset den enkeltes kulturelle sammenhæng", som Gadegaard skriver, men med kulturel mener han i forlængelse af sine argumenter religiøs.

GADEGAARD MENER, at hans kritikere tager fejl, når de siger, at han med sin forkyndelse om de mange veje til Gud gør Kristus overflødig. Men det gør han ikke desto mindre, for Kristus viser med sin død og opstandelse, at én, Kristus, er død for alle mennesker. Derfor er én, Kristus, også alles vej til Gud.

Det skal naturligvis forkyndes som syndernes forladelse og frihed for den enkelte og ikke som en måde at sortere mennesker på i det verdslige rige, hvor vi over for Guds søn alle er i samme båd under loven uanset etnicitet og religion, for der er ikke forskel på mand og kvinde, træl og fri, græker og jøde, der er ikke noget rent og urent, og vi har alle syndet og mangler retfærdigheden fra Gud. Når Kristus er den eneste vej til Gud, er det, fordi han er den eneste, der kan hele det brudte forhold. Derfor kaldes han frelser og forsoner.

Torben Bramming,
sognepræst,
Puggaardsgade,
Ribe