Domprovst om de 49 underskrifter om usund arbejdskultur: Vi må bryde tavsheden i folkekirken

Folkekirken er en organisation med mange konflikter. 49 ansatte har nu skrevet under på, at de vil bryde tavsheden om den usunde arbejdskultur, der kan være. Domprovst i Aarhus støtter dem og minder om, hvor vigtigt det er at tale højt om mobning alle de steder, man støder på den

49 præster har skrevet under på erklæring om dårligt arbejdsmiljø i folkekirken. De mener, det er tid til at bryde tavsheden. Kronikøren giver dem ret.
49 præster har skrevet under på erklæring om dårligt arbejdsmiljø i folkekirken. De mener, det er tid til at bryde tavsheden. Kronikøren giver dem ret. . Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.

Vi vil bryde tavsheden. Sådan skrev 50 af mine kolleger i forrige uge i vores medlemsblad Præsten. De skrev under på, at de nu vil til at tale om de dårlige arbejdsmiljøforhold, der kan være i folkekirken. Det er første halvdel af deres artikel, jeg vil skrive videre ind i her. Den halvdel, der handlede om en usund arbejdskultur, der findes nogle steder i folkekirken, hvor der kan være mobning og dårlig kommunikation, og hvor konflikter kan trives i årevis.

De har ret, mine kolleger, for tiden er inde til, at tavsheden skal brydes. Det gælder ikke kun for forhold i folkekirken, men i alle ender og kanter af vores liv med hinanden.

Vi skal bryde tavsheden, vi skal holde op med at lade angsten råde, vi skal stoppe med blot altid at vende den anden kind til, men begynde at sætte ord på det tabu, at der alle steder eksisterer forhold, der ødelægger vores glæde og vores selvværd: i skolegårdene, på arbejdspladserne, i hjemmene og i folkekirken.

Og vi skal turde handle på det.

Når nogen begynder at bryde et tabu, vil det være let at pille dem ned og at sige, at det er, fordi de kræver et safe space og vil pakkes ind i vat. Det er ikke det, jeg fornemmer, der er tale om her.

Det handler ikke om, at vi ikke skal kunne være uenige, kunne tage heftige faglige debatter eller sågar et skænderi. Slet ikke.

Det er jo sådan, vi flytter grænser og skærper vore meninger. Der er heller ikke noget galt ved et hidsigt temperament, men hvor man bagefter ved, at man har forløbet sig og beder om tilgivelse.

Alle de forhold, hvor man bagefter kan mødes og tale om tingene og komme videre sammen, er sunde, også selvom der opstår konflikter mellem parterne. Nej, artiklen i Præsten er et krav om almindelig ordentlighed og om velfungerende arbejdspladser.

De usunde relationer er dem, hvor man uden noget forvarsel gang på gang oplever angreb.

Det er bittesmå ting, der udløser dem; en enkelt sætning eller en enkelt lille fejl. Men pludselig oplever man, at der en bidende undertone i kommunikationen, at man bliver nedgjort eller latterliggjort, måske endda foran andre mennesker.

Det er et mønster, det opleves igen og igen, når man er sammen med en bestemt kollega, et bestemt menighedsrådsmedlem, en ven eller et familiemedlem. Men samtidig er mønsteret ofte svært at gennemskue, for det pakkes ind i lag af gemytlighed, og tager man det op med den anden part, bliver man altid gjort klart, at det er ens egen skyld. Langsomt begynder ens selvværd at forsvinde. Angrebene kommer jo fra et menneske, der ellers er så rart, og han eller hun placerer i øvrigt altid ansvaret for det, der sker, ovre i dig. Man kommer til at tro på det.

Det kaldes psykisk vold, og det har fundet sted, siden Djævelen, klædt ud som slangen, fik Adam og Eva til at spise af kundskabens træ. Der har altid været en risiko for disse uforklarlige og giftige forhold. Det findes i alle tider, i alle kulturer og i alle samfundslag, og for at slå det fast, møder vi det også i Bibelens første sider.

Heldigvis er det jo sådan, at de fleste mennesker ejer empati og kan sætte sig i andres sted, men alligevel er der i gennemsnit én i hver skoleklasse, der ikke kan, og med samme ratio fortsætter det livet igennem. Det er en mentalitet, der ikke kan helbredes eller ændres, siger fagfolk.

At der bare er én i hver skoleklasse eller en enkelt på en arbejdsplads er rigeligt til at starte mobberi. Mobberen er som regel en mester i manipulation og manglende ansvarsfølelse, så folk reagerer ved enten at blive medløbere eller tavse. Nu vil mine kolleger bryde denne onde tavshed. Hvor er det godt.

For vi skal tale om det. Vi skal tale om, hvordan det foregår i alle lag af vores samfund; fra skolegårdene og hjemmene, på arbejdspladser, i folkekirken, til ministergange og parlamenter. Vi skal tale om, hvordan behov for dominans og mangel på empati og ansvar styrer nogle mennesker. Vi skal tale om det, selvom vi ikke forstår det. Vi skal tale om det, selvom vi er flove over at være blevet manipulerede, selvom vi har mistet os selv.

Sigmund Freud skulle engang have sagt, at inden vi diagnosticerer os selv med angst eller depression, skal vi først tjekke, om vi er omgivet af idioter.

Gerda Jessen

Vi skal tale om det, så vi alle ved, at det findes, og kan genkende det, og så selv små børn lærer, at det er i orden at sige nej tak og gå væk; hen til de gode og sunde relationer. Vi skal være så oplyste, at når vi igen og igen mærker, at en enkelt kollega får os til at føle os dumme og ødelægger stemningen på arbejdspladsen, så er det i orden at sige stop.

Jesus siger, at vi skal vogte os for de falske profeter. Vi kan ikke umiddelbart kende dem, for de går iblandt os som ulve i fåreklæder, siger han. De kommer ikke med et skilt om halsen, hvorpå der står ”jeg er farlig”. Tværtimod kan de i begyndelsen få en til at tro, at de er det bedste, der er sket for en. Og derfor bliver man forvirret, når det ondsindede lune begynder at vise sig.

Men vi skal kende dem på deres frugter, siger Jesus videre. Menneskers frugter er ikke de penge, vi tjener, eller de bedrifter, vi udretter, men om vi får andre mennesker til at vokse og trives i samværet med os. Det er den lakmusprøve, vi skal lægge ned over os selv og andre.

Kun 38 af mine kolleger har skrevet under med navns nævnelse på deres opråb. De sidste 12 er bange for konsekvenserne, står der, og underskriver sig blot NN.

Bange bliver man, hvis man i årevis har været i et usundt arbejdsmiljø uden at få hjælp. Så mister selv stærke mennesker modet. Ja, man kan blive ramt og blive både fysisk og psykisk syg af det.

Men Sigmund Freud skulle engang have sagt, at inden vi diagnosticerer os selv med angst eller depression, skal vi først tjekke, om vi er omgivet af idioter.

Folkekirken er en organisation med mange konflikter. Jeg tror ikke, det så meget skyldes vores struktur, som det forhold, at man her relativt let kan få magt over andre mennesker, og det kalder på en bestemt personlighedstype i alle lag af organisationen.

Ofte siger vi, at årelange konflikter sidder i murene, men kvadersten og mørtel er aldrig bærere af en konflikt. Det er mennesker derimod, og det er godt, at mine kolleger nu tager det op. Og vi skal i folkekirkens ledelse altid tage opgaven på os, tale om det og rette op på forholdene.

Det skal vi, fordi præster, ansatte og frivillige i folkekirken fortjener en arbejdsplads og en kirke, hvor der er godt og trygt at være, og hvor man ikke risikerer at blive syg af at komme.

Men allermest skal vi det, fordi evangeliets udbredelse har de bedste kår der, hvor folk trives, så vi med mod og glæde kan råbe Guds gode budskab ud fra tagene.

Domprovst i Aarhus