Lillian Bondo: Mere fokus på rigmænd, der giver penge til forsamlingshuse, end armbånd til en million kroner, DR

Kunne DR i stedet vælge at følge rige mennesker, som vælger at bruge pengene på at give en provinsby et forsamlingshus? spørger formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo

I DR’s udsendelse om et auktionshus er der nogle af varerne, som vækker forbløffelse hos Lillian Bondo. At nogle har råd til et diamantarmbånd til tæt på en million kroner. Og at vi uden spor af refleksion accepterer den tiltagende ulighed i verden.
I DR’s udsendelse om et auktionshus er der nogle af varerne, som vækker forbløffelse hos Lillian Bondo. At nogle har råd til et diamantarmbånd til tæt på en million kroner. Og at vi uden spor af refleksion accepterer den tiltagende ulighed i verden. . Foto: Thomas Lekfeldt /ritzau scanpix.

JEG SAD FORLEDEN og så fjernsyn om et dansk auktionshus. Fulgte skildringen af et ungt par, der skulle ind og hver spendere, hvad der svarer til en halv månedsløn for en almindelig ufaglært arbejder på et lækkert ur.

Auktionshusets fagperson fortalte os seere, at de var fra modeverdenen. Så er 14.000 kroner ikke for meget for en dims til venstre håndled som ekstra tilbehør. Eller hvad det nu blev – tror måske, at den unge kvinde alligevel lod det ønskede ur fare, da prisen kom over de 15.000 kroner.

Ja. Nogle køber dyre ure. Andre ferierejser. Andre både det ene og det andet og lidt til. Sådan er det jo.

FAKTISK ER JEG OFTE RET SPLITTET, når jeg ser disse udsendelser. Nyfigenheden er stor: Har jeg selv noget stående, der ligner det stykke keramik? Var det ikke sådan et sølvfad, der stod henne i genbrugsen? Og glæden på vegne af de få, der virkelig gør en opdagelse, som for eksempel, at onkel Karls billede nok kan hente over 100.000 kroner. Skuffelsen på vegne af det menneske, der har set frem til ferie til sig selv, børn og børnebørn for den skat, hun har gemt – for så at få at vide, at det er Made in China, eller at der går 13 på dusinet af den slags platter.

Enkelte af varerne vækker en enorm forbløffelse hos mig over, at vi uden spor af refleksion accepterer den tiltagende ulighed i verden – også i et af de trods alt endnu mest lige lande i verden. Hvor det forekommer rigtigt, at nogle privatpersoner kan interessere sig for – og måske også har råd til at købe og gå med – diamantarmbånd til et sted tæt på en million kroner.

For sjov valgte jeg at tjekke velgørende fondes beløb til forskellige formål. For det beløb, som diamantarmbåndet kostede, kan man aktivere en gruppe af sårede soldater gennem flere år. Man kan hæve selvværdet hos spiseforstyrrede unge. Man kan bygge bro mellem kulturer og aktivere kvinder, der ellers var isolerede. Men selvfølgelig kan man nok ikke have de projekter på med en selskabskjole.

ER JEG BARE SLET OG RET misundelig, når det er dyre varer, jeg aldrig ville (kunne) købe selv? Det er måske nok en del af det. For mit eget forbrug, der ligger over, hvad en familie på kontanthjælp ville kunne få råd til, det sætter jeg ikke spørgsmålstegn ved. Det er vist den der med splinten i din næstes øje og så videre.

Og jeg synes jo også, at kunst og kunsthåndværk skal vedligeholdes, huskes og bevares. Når nu onkel Karls billede bliver solgt for glædelige 100.000 kroner – så er der en køber et sted. Må der nu ikke være det? Jo. Det må der. Min forkærlighed for, at kunst bliver tilgængelig for de mange, står ikke i modsætning til, at der også er god kunst på private vægge. Gerne kunst, som velvilligt lånes ud til offentlige udstillinger, når muligt. Museerne ville antagelig slet ikke have plads til al den gode, originale kunst, der heldigvis findes her i landet.

Men altså, det der diamantarmbånd… Kunne DR ikke også vælge at følge de mennesker, der har tjent mange penge, og som efterfølgende vælger at bruge pengene på at give en belastet københavnsk bydel eller en provinsby et forsamlingshus?

Eller følge nogle af de ovennævnte pengestrømme fra fonde, der gør en forskel på afgørende måder? Måske kildrer det ikke vores nyfigenhed helt så godt.Men det styrker billedet af et samfund, hvor nogen gør noget for andre.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærds-politisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.