”Hej, Helle. Vi bor jo i paradiset.” Sådan lyder den daglige morgenhilsen fra Karl Ove Knudsen til sin nabo, instruktør og producer Helle Toft Jensen i DR-dokumentaren ”De fremmede i Karl Oves Paradis”. Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvor man finder paradiset, som ellers går for at være tabt, så handler det om Ærø i det sydfynske øhav.
Ja, ja, en idyllisk og fortrolig plet på Jorden kan også kaldes paradis, men sådan et jordisk paradis er altid en skrøbelig affære, som snart kan forstyrres indefra eller udefra. Det sidste var tilfældet med Ærø i 2015, hvor der blev åbnet to asylcentre for uledsagede flygtningedrenge. Det vakte bekymring og skepsis hos flere, blandt andet hos Karl Ove Knudsen, som anførte, at drengene jo var i ”lømmelalderen”. Var paradiset truet af de uledsagede drenge? Hvordan ville de fremmede teenagere præge det lille øsamfund?
Der blev holdt borgermøde om de asylansøgende drenge, hvor Helle Toft Jensen sagde til forsamlingen: ”Vi skal ikke være bange for at åbne vores hjem og os selv for dem.” Siden gik det slag i slag med at bygge relationer mellem drengene og øboerne. Mennesker åbnede deres hjem for drengene, de blev en del af lokalsamfundet og lærte at tale dansk. Drengene var præget af de voldsomme oplevelser i hjemlandet og under deres flugt, men foruden et par småhændelser fik man det indtryk, at Ærøs møde med de uledsagede drenge var lutter lykkeligt og hjertegribende. Også den skeptiske Karl Ove Knudsen måtte overgive sig, og da centrene blev lukket, faldt den unge Sekhi den gamle ærøboer om halsen til afsked. Måske er Ærø et paradis for integration. Der er vist heller ingen ghettoer i den lille økommune.
Det var jo en god historie om bekymringer, der ikke blev til noget, og fordomme, som blev gjort til skamme. Det kan man kun glædes over, men jeg kunne ikke lade være med at tænke, om Helle Toft Jensen også havde lavet filmen, hvis skeptikerne havde fået ret. Andre steder har man som bekendt haft mere brogede erfaringer med uledsagede flygtningedrenge.
Unge Emma, som meldte sig frivilligt for at hjælpe drengene, fortalte, at hun havde lyst til at dele sine oplevelser, men det var svært: ”Fordi det lynhurtigt bliver politisk.”
Det kan hun godt have ret i, og det er egentlig en skam. Mødet mellem menneske og menneske bør respekteres i sin egen ret, uden at der straks drages politiske konklusioner i den ene eller anden retning. Sympati mellem mennesker på tværs af kulturer er en smuk ting, men det kan selvfølgelig ikke danne grundlag for asyl. Man forstår på den ene side godt, at den syriske Hadji sagde: ”Jeg vil aldrig tilbage til Syrien.” På den anden side har Syrien også brug for sine unge mænd. Hvem skal ellers genopbygge landet og måske en dag vælte al-Assad af pinden? Hvad sker der, hvis et land drænes for de unge og stærke?
Det er slet ikke let, og i vores fredelige velfærdsidyl skal vi ikke sætte os på den høje hest, men vi bliver også nødt til at se såvel det enkelte menneske som de store linjer i øjnene.
Jesper Bacher er sognepræst.