Der er bare nogle programtitler, som vækker nysgerrigheden. Sådan jeg havde det i hvert fald med ”Mr. Graversen – Genfødt i Grindsted”, der blev sendt mandag på DR 1.
Ja, ja, man kan jo blive genfødt alle steder og mest i den hellige dåb, men genfødt i Grindsted – der var noget over den titel. Der var dog ikke tale om dåbens fødsel, men den genfødsel et menneske kan føle, når det bliver fri af årelangt misbrug.
I dette tilfælde var det den tidligere indehaver af Grindsteds førende tøjbutik Svend-Aage Graversen, som var trådt ud af pillernes døs og alkoholens tåger. Det var den umiddelbare anledning til, at hans søn dokumentarist Michael Graversen havde lavet et portræt af sine forældre, for Fru Graversen alias Astrid Graversen var lige så meget i fokus som sin tørlagte ægtemand.
Filmen handler ikke om, hvordan man kommer ud af et misbrug, men hvordan en familie kommer videre efter år med fremmedgørende svigt og afstand. Tyskerne har et ord for at håndtere landets tunge historie ”Vergangenheitsbewältigung”, som vel bedst kan oversættes til fortidsbearbejdelse eller fortidshåndtering. Det kan der også være brug for i personlige forhold og ”Mr. Graversen – Genfødt i Grindsted” var et fornemt eksempel på den svære kunst.
Det gik galt for den lille familie i Grindsted, da Michael Graversen fik konstateret leukæmi og med hans egne ord tilbragte ”1875 dage i undtagelsestilstand”, før han endelig blev erklæret rask lige før sin 10-års fødselsdag. Hans mor, Astrid Graversen, veg ikke fra sin søns side, mens hans far søgte trøst i piller og spiritus, og tøjbutikken måtte lukke. Da Michael Graversen var blevet rask, blev han stærkt angrebet af angst, og igen måtte moren holde for, mens faren holdt sig i sin egen verden og lukkede sig inde på sit værelse, hvor sønnen var forment adgang.
Men Svend-Aage Graversen var altså blevet genfødt og havde sat sig for genoplive sit ægteskab, som utroligt nok havde holdt gennem alle de svære år. Han lod sig inspirere af sin søn og med kærlig kejtethed prøvede han at nå ind til Astrid Graversen, som i mange år havde været ensom i sit ægteskab. Hun havde fundet et fristed i intensiv hundetræning, og nu prøvede Svend-Aage Graversen at få lidt af den tid, som hans kone ellers havde viet til hunden.
Det er en rørende proces uden melodrama og store armbevægelser, men med gråd, grin og frigørende ord. Som Michael Graversen sagde det:
”Jeg har en fornemmelse af, at vi må bevæge os sammen til det sted, hvor alle trådene mødes, hvis min mor skal komme ud af sin ensomhed, hvis min far skal kunne nærme sig min mor, og jeg skal forstå, hvorfor min far ikke var der for mig, da jeg var syg.”.
Det gjorde de så og gæstede den fælles fortid for nå til en ny fremtid.
”Mr. Graversen – genfødt i Grindsted” viste, hvor livsforandrende det kan være at række ud og sige undskyld. Genfødsel er flere ting, det er heling også, men det er smukt hver gang.
Jesper Bacher er sognepræst.