Verden er fuld af ironi. For tiden arbejdes der på livet løs for at skabe en fast forbindelse over Femern Bælt med udgangspunkt i Rødbyhavn, og i samme lollandske provinsby finder man Kofoedsminde, Danmark eneste sikrede institution for domsanbragte udviklingshæmmede, hvor forbindelsen til omverdenen er spærret af høje hegn og låste porte. Det er der gode grunde til. Man kommer ikke på Kofoedsminde, fordi man har stjålet en cykel, eller hvis man kan gennemskue konsekvenserne af sine handlinger. Beboerne på Kofoedsminde har efterladt sig ofre, men de er også selv ofre for en svag begavelse og deres indre dæmoner. Der er i særlig grel og ydre form noget ved deres tilstand, som minder om det, som apostlen Paulus skrev: ”For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”
Det var i hvert fald sådan, at flere af beboerne fremstod i DR's dokumentar ”De særligt farlige” om livet på Kofoedsminde. Journalist Kristian Almblad var for 15 år siden den første journalist, som fik adgang til Kofoedsminde og lavede en udsendelsesrække om institutionen og dens skæbner. Sidste år vendte han så tilbage og gentog øvelsen.
Hvis Kofoedsminde havde været en virksomhed og skulle måles på sin vækstrate, var det gået godt, for Kofoedsminde var vokset betragteligt i løbet af de 15 år. Der var kommet mange nye beboere til, og Kristian Almblad genså også gamle kendinge fra sit sidste besøg. Men nu er Kofoedsminde ikke nogen virksomhed, og jo færre dømte udviklingshæmmede, der ender på institutionen, jo bedre. På den anden side er Kofoedsminde både et humanistisk fyrtårn og et nødvendigt samfundsværn.
I Danmark sætter vi ikke kriminelle med en IQ på under 70 i fængsel, men vi lader dem heller ikke gå frit omkring. Man kan så spekulere over, hvorfor der er kommet flere domsanbragte kriminelle? En psykolog fra Retspsykiatrisk Klinik under Justitsministeriet mente, at der var blevet mindre plads i et vidensbaseret samfund til de svagt begavede, som havde svært ved at finde et ståsted, hvor de kunne bidrage med noget. Det er nu ikke særligt intelligent, hvis vi ikke kan skabe plads til de mindre intelligente.
Mens jeg så Kristian Almblad tale på én gang stilfærdigt og frimodigt med beboerne, som på mange måder fremstod vennesæle og humoristiske, kom jeg til at tænke på den nyligt afdøde teolog Eberhard Jüngel, som ikke kunne blive træt af at betone, at et menneske er mere end summen af sine gerninger – både de gode og de onde. Beboerne på Kofoedsminde er mere end deres straffeattest og deres plagede sind. Man skal ikke gøre sig nogle illusioner om deres potentielle farlighed, og det gjorde det dygtige og dedikerede personale heller ikke, men de så mere end tilfælde, de så hin enkelte.
Man skal unde sig selv at se ”De særligt farlige”. Det er TV fra en lukket verden, men det er også en del af vores verden. Der er med rette høje hegn om Kofoedsminde, men der er imidlertid ikke monstre bag hegnet. Der er mennesker.