DR fortjener ros for ”Historien om Danmark”

Reformpædagogikkens historie en væsentlig del af Danmarks historie, skriver forfatter Egon Clausen

Egon Clausen udgav i august bogen ”Klassens frække elev”, der med udgangspunkt i foreningen Unge Pædagogers historie fortæller om reformpædagogikkens udvikling og betydning i Danmark. –
Egon Clausen udgav i august bogen ”Klassens frække elev”, der med udgangspunkt i foreningen Unge Pædagogers historie fortæller om reformpædagogikkens udvikling og betydning i Danmark. – . Foto: Gyldendal.

Danmarks Radio kritiseres for sin danmarkshistorie. Især det sidste afsnit, hvor man blandt andre bruger Inger Merete Nordentoft som samlende figur for fortællingen om efterkrigsårene. Det bør DR ikke kritiseres for. At bruge hende var et næsten genialt greb, for i hendes person finder man mange af de træk, der var med til at forme det danske samfund i sidste halvdel af 1900-tallet.

Som reformpædagog byggede Inger Merete Nordentoft videre på de tanker, der havde udviklet sig i miljøet omkring tidsskriftet Kulturkampen i 1930’erne, og som i øvrigt var stærkt inspireret af de skoleforsøg, der fandt sted i Tyskland før nazisternes magtovertagelse.

Sammen med ligesindede var Inger Merete Nordentoft klar over, at kampen mod nazismen ikke kunne vindes ved militære midler alene. Der måtte også en mentalitetsændring til, så folk ikke var autoritetstro og villige til kritikløst at underkaste sig ordrer fra oven, men var i stand til at danne deres egne meninger. Da hun blev sat i fængsel på grund af sin tilknytning til modstandsbevægelsen, skrev hun den lille bog ”Opdragelse til demokrati”, der fik en kolossal indflydelse på udviklingen af skolen i årene efter krigen.

I bogen, som jeg har i min reol, skrev hun blandt andet, at målet for en demokratisk opdragelse må være ”at skabe Mennesker, som kan tænke frit og selvstændigt, som kan samarbejde med andre og indordne sig under Helhedens Tarv, som kan udvise Initiativ og tør tage et Ansvar, som kan vise Tolerance over for anderledes- tænkende og dog med Mod og Fasthed staa inde for deres egen Overbevisning”.

Inger Merete Nordentoft (1903-1960) var skoleinspektør, politiker og ligeretsforkæmper. I hendes person finder man mange af de træk, der var med til at forme det danske samfund i sidste halvdel af 1900- tallet, skriver forfatter Egon Clausen. –
Inger Merete Nordentoft (1903-1960) var skoleinspektør, politiker og ligeretsforkæmper. I hendes person finder man mange af de træk, der var med til at forme det danske samfund i sidste halvdel af 1900- tallet, skriver forfatter Egon Clausen. – Foto: H. Lund Hansen/ritzau

Sådanne synspunkter blev dengang anset for at være vildt samfundsundergravende, for den fremherskende mening var, at målet med opdragelsen burde være at forme børnene og de unge, så de overtog deres forældres livsanskuelse. Kristne burde de også være. På det tidspunkt sad det borgerlige Danmark tungt på skolen, og kristendommen blev anset for at være en garant for, at skolens indhold ikke blev ændret. De fleste seminarieforstandere var teologer, og ude i landet var det som regel sognepræsten, der var formand for den lokale skolekommission.

Inger Merete Nordentoft ville bryde med alt dette og blev derfor anset for at være en farlig oprører, men hun var ikke alene. I årene efter Anden Verdenskrigs ophør var der et stort ønske blandt mange forældre, at skolen skulle opdrage til demokrati. Da folkeskolen ikke ville eller kunne ændre sig hurtigt nok, oprettede mange af dem deres egne friskoler, de såkaldte lilleskoler, hvis frie pædagogik blev til stor inspiration for folkeskolen.

Mange unge lærere var også utålmodige. De udgav et tidsskrift og dannede en forening, som de kaldte for Unge Pædagoger, og som blev et kernepunkt i den reformpædagogiske bevægelse i Danmark.

Takket være støtte fra en stribe socialdemokratiske og radikale politikere blev de reformpædagogiske tanker i vid udstrækning gennemført i den danske folkeskole. Den reformpædagogiske bevægelse blev således en af de store vindere i efterkrigstidens kamp for at præge det danske samfund. Det er faktisk en af årsagerne til, at der i dag tilstræbes ligestilling mellem drenge og piger, at man anvender gruppearbejde, at der er skolepsykologer og seksualundervisning, at man anser børn for at være fornuftsvæsener, og at man ikke bruger fysisk afstraffelse som et led i opdragelsen.

Alt dette blev modarbejdet på det ihærdigste af borgerlige politikere, præster, redaktører og kronikører, men på dette område var det borgerlige Danmark på det tabende hold. I dag er mange af de reformpædagogiske tanker blevet alment eje, og nogle af dem anses endda for at være kernedanske værdier.

Det har de gammelborgerlige miljøer aldrig tilgivet reformpædagogerne, og flere gange har de forsøgt at tage hævn. I 1972 blev folkeskolen således beskyldt for at være truet af marxistisk tyranni. Der var godt nok ingen beviser, men det udløste en ophidset debat, der viste, at der i borgerlige kredse var et stort og opsparet behov for at gøre op med al den venstreorientering, der havde huseret i lange tider. Afmægtigt havde det borgerlige Danmark oplevet, at den ene bastion efter den anden var faldet.

Listen over nederlag var lang og omfattede emner som kongerække, salmevers, spanskrør, tiltaleformer, frisurer, påklædning, karakterer, eksamen, familien, pornografi, Christiania og Thylejr. Alt var i opløsning.

Men nu skulle der sættes ind med et modangreb. Det kom, men det blev ikke fulgt af konstruktive forslag til, hvad man så skulle gøre. Så resultatet blev blot en skadelig mistænkeliggørelse af lærerstanden, en mistænkeliggørelse, der især ramte de pligtopfyldende lærere. Senere kom Anders Fogh Rasmussen (V) med et angreb på rundkredspædagogikken, og det bifald, han høstede derved, viste også, at det borgerlige nederlag endnu sad som et nagende sår i vide kredse. Men Anders Fogh Rasmussen havde heller ikke andet at sætte i stedet end den gammeldags og autoritære degnemetode, så det førte ikke til andet end en ny omgang mistænkeliggørelse af lærerne.

Når man ser på kritikken af DR’s danmarkshistorie, kan man få den tanke, at dette er endnu et forsøg på at tage hævn over bittert oplevede nederlag.

Ved at bruge Inger Merete Nordentoft som samlende figur forsøger DR imidlertid at fortælle om en ofte overset del af danmarkshistorien. Nemlig den, som vedrører almindelige menneskers hverdag. Det bør DR have ros for.

At de konservative vil lave korrektioner til fortællingen, kan sådan set ikke undre, for det parti har tabt mest i historiens løb – og vistnok også sin egen sjæl. Men til gengæld kan man undre sig over, at Dansk Folkeparti vil have hele afsnit fjernet, for takket være reformpædagogikken har mange af partiets vælgere fået lov til at gå i en skole, der var uden tæv, som respekterede dem som ligeberettigede uden hensyn til social baggrund, og som gav dem en uddannelse, der var langt, langt bedre, end deres forældre nogensinde kunne drømme om at få.

Under alle omstændigheder er reformpædagogikkens historie en væsentlig del af Danmarks historie. Ofte bliver den desværre beskyldt for at være nedbrydende eller direkte overset, men dens betydning har ikke desto mindre været meget stor, og den handler om meget mere end skolehistorie. Hvad enten vi ved det eller ej, har den på afgørende vis været med til forme os som dem, vi er i dag.

Egon Clausen er forfatter.