DR har fordomme om folkekirken: Jeg håber, de vågner op og ikke reproducerer klichéer

Jeg håber, DR vågner en smule op og ikke reproducerer klichéer og en umoden tilgang til begrebet fællesskab. Også de ældste, skriver en læser efter at have set programmet "Kender du typen?"

DR har fordomme om folkekirken: Jeg håber, de vågner op og ikke reproducerer klichéer
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

DR-programmet "Kender du typen?" er muligheden for at luske rundt i en mere eller mindre kendt persons hjem.

Underholdningen er, at såkaldte eksperter vurderer, hvilken type der bor i hjemmet, ud fra hvad der er i skabene, køleskabet, garagen og i bogreolen.

Senest skulle eksperterne quizze om, hvilket fællesskab hovedpersonen for nylig havde tilvalgt: Folkekirken, løbeklubben eller en kvindecirkel. Den ene ekspert, Anne Glad, kunne fortælle os, at "vi har haft en stille sivning fra folkekirken, så et aktivt valg ville være at melde sig ud. Det ville være meget atypisk at melde sig ind i folkekirken."

Ganske enkelt afvigende at vælge folkekirken til, forstod man. Da svaret så blev afsløret, og det reelt var folkekirken, der var blevet valgt til som fællesskab, var reaktionen mistro og stor skepsis, uagtet at hele 72 procent faktisk er medlem af folkekirken.

Men det er måske meget langt fra meget moderne København, at de 72 procent lever? Modefænomener starter et sted, og det er en gammel vittighed, at det, der er smart i København, kommer til Jylland med en forsinkelse på to-tre år. Minimum. Men denne gang er det måske lige omvendt?

Denne af DR overleverede arrogance over for et af de ældste og mest meningsgivende fællesskaber er ikke moderne eller smart.

Det fællesskab giver måske håb for dem, der er blevet trætte af at se ind i egen navle og et opskruet tempo, hvor værdierne er diffuse og overfladiske.

Jeg håber, DR vågner en smule op og ikke reproducerer klichéer og en umoden tilgang til begrebet fællesskab. Også de ældste.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.