DER ER AFTENER, hvor tv-programmerne særligt givende lægger beslag på opmærksomheden. Sådan har jeg det lige for tiden hver torsdag aften. Med lidt behændighed kan man her zappe meningsfuldt fra kanal til kanal. Først for på DR 1 at se ”Bonderøven” og ”Alene i vildmarken”, derefter på DR 2 ”Ranes Museum” og ”Peitersen og Nordvestpassagen” efterfulgt af ”Deadline”. Sådan kan en god tv-aften være!
FÆLLES FOR DE FIRE nævnte udsendelser er deres understregning af, hvor vigtigt det er at kunne gøre naturen til en arbejdsplads og at tydeliggøre, hvordan det naturlige også for det såkaldt moderne menneske er et nødvendigt og fundamentalt livsvilkår. Ligesom Frank Erichsen – også kaldet Bonderøven – demonstrerede sin viden om planter, dyr og dermed også menneskers frugtbart krævende vækstforhold. Sådan gav deltagerne både i ”Alene i vildmarken” og i serien om museumsdirektør Rane Willerslev, ”Ranes Museum”, også livsbekræftende eksempler på, hvor vigtigt det er frygtløst at turde ”at kaste sig ud i det ukendte”.
VI LÆRER OFTE OS SELV bedst at kende i mødet med den eller det fremmede. Det gør os egnede til ”at vende skuden tilbage på rette kurs”, når udviklingen synes at gå i den forkerte retning. En evne, alverdens mangeartede ledere synes at mangle.
At kunne forbedre sin situation fra dag til dag er en afgørende egenskab for den, der ønsker at klare sig i ”Alene i vildmarken”. Men i torsdags måtte en af de kvindelige deltagere erkende, at en så radikal form for omplantning til et umenneskeligt miljø kan virke nedbrydende på selv den, der ellers anses for at være robust og levedygtig:
”Her var der ingen at stå til rådighed for, jeg indså, at jeg også kan være svag.” En smuk form for selverkendelse, som hun forhåbentlig ikke for eftertiden vil tænke tilbage på som et nederlag. For kan sådanne belastninger ikke true de medvirkendes mentale sundhed?
DET BEHØVER MAN efter alt at dømme ikke at tænke på i forbindelse med de store opgaver, Rane Willerslev har påtaget sig at løse.
Han stiller sig på sin robuste joviale måde til rådighed i den forstand, at han fra første færd har ønsket at lytte til og inddrage medarbejderne i sin ledelse af Nationalmuseets 20 forskellige afdelinger.
Rane Willerslev ser det som sin vigtigste opgave at skabe overraskelser for publikum. For eksempel ved at vise at museumsgenstande tit bedst viser deres sande værdi ved at blive brugt. En indstilling, der i udsendelsen blev omtalt som ”vilde idéer på bonede gulve”.
Vilde idéer synes programserien ”Peitersen og Nordvestpassagen” også at bygge på. Som det fremgik af præsentationen, så er hundredvis af søfolk gået tabt i forsøget på at finde Nordvestpassagen. Alligevel er det så netop, hvad Erik Peitersen sammen med Jens Kjeldsen og dennes grønlandske hustru, Dorthe, tør i et spinkelt fartøj gennem et af klodens mest isfyldte farvande. Uha, så skutter man sig i sofahjørnet!
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.