I flere dage har vi talt om situationen hos De Radikale og den ekstreme fokusering på sexisme og krænkelse, der lige nu hersker. Det er alt sammen både interessant og foruroligende, hvormed man jo forventer en spændende perspektivering i DR 1’s ugentlige nyhedsmagasin ”21 Søndag”, der er beregnet til netop at gå i dybden med tingene. Og hvad skete der så i søndags?
DR spiste os af med en pæn lille skolestil, hvor man opsummerede forløbet med Morten Østergaards afgang som formand for Radikale Venstre og lod to politiske kommentatorer udtale, at der hersker nervøsitet på Christiansborg, idet vi nu ser flere kvinder træde frem med styrke og vilje.
Jo, tak, den har vi fattet, men spørgsmålet er, hvordan det på dybere vis skal tolkes, at De Radikale synes i færd med at udvikle sig til en slags feministisk front, hvor man måske reelt ikke længere kan være leder, hvis man er mand, da der jo altid kan dukke et forkert dansetrin op fra en gammel fest.
Hvilke konsekvenser vil det få for hele det politiske liv, at man mere og mere under påberåbelse af krænkelsesbegrebet kan føre sine forskellige magtambitioner ud i livet? Den symbiotiske kraft mellem feminisme og identitetspolitik farer frem med en hast, som selv de største realister næppe havde forudset, og i dén situation svigter DR.
Medløberindslaget søndag aften antyder, at det nærmest tages for givet, at udviklingen blot skal dokumenteres som et næste led i tidens rette orden. I betragtning af hvor meget en række radikale kvinder – Lotte Rod, Sofie Carsten Nielsen, Zenia Stampe og Samira Nawa – på få dage har skabt kaos i dansk politik, kunne man dog forvente, at man i ”21 Søndag” stillede dem til ansvar. Man kunne gå lidt kritisk til Lotte Rod, der har været en central udfarende kraft i De Radikales nedsmeltning, og som folkevalgt vel har pligt til at stille op.
Hvorfor genoplivede hun en ti år gammel sag om Morten Østergaards hånd på hendes lår, og hvordan opfatter hun selv de proportioner, der forekommer forunderligt skæve og helt indlysende rummer magtpotentiale? Ikke et ord. I stedet får vi et pænt referat af ugens hændelser, mens de afgørende kvindestemmer blot beskrives som stærke.
Sagen er dog, at begrebet krænkelse er fuldstændig udefineret. Vi aner ikke, hvad der tales om, men i samme øjeblik en kvinde snøfter, løber det meste af medieflokken i snøftets retning, og vi erfarer lige nu, hvordan bestemte bevægelser forbindes så meget med det gode og retfærdige, at den journalistiske ædruelighed vakler. Imidlertid bør det ikke chokere. Mange har længe frygtet, at identitetspolitikken, der i sin kerne er dybt forbundet med den moderne feminismes trang til basal samfundsomvæltning, allerede har etableret sig som højere sandhed.
Og når man i ”21 Søndag” blot ukritisk refererer historien om kvindeoprøret på Christiansborg, har det sikkert at gøre med, at det nærmest tages for givet, at den feministiske front tjener godheden. Vi er nok på vej til at lære noget andet.