Omkring 500.000 danskere har en form for spilafhængighed. Det viser en undersøgelse fra Skatteministeriet, som blev offentliggjort i forsommeren.
Sådan har det ikke altid været. Antallet af mennesker med spilafhængighed er fordoblet over de seneste fem år. Som om det ikke var alarmerende nok, så bliver der også stadig flere meget unge spilafhængige. Det anslås i undersøgelsen, at seks procent af de 12-17-årige har et problem med spil. Det er tal, der bør få de røde advarselslamper til at lyse om kap med lyset fra spilreklamerne, hvor gambling iscenesættes som ret smart.
Det står ikke helt klart, om stigningen i antallet af spilafhængige er baggrunden for DR's programserie ”Gambler”, der blev udgivet tidligere på måneden. Her sidder syv unge mænd i rundkreds og taler sammen om deres forhold til spil. To af dem er professionelle pokerspillere med plus på kontoen. Andre to er tidligere spilafhængige, der har oplevet at være på randen af selvmord og konkurs på grund af deres spil. De sidste oddser med større eller mindre bevidsthed om at have et problem. En har tilmeldt sig den frivillige spiludelukkelsestjeneste Rofus, men har datoen for sin frigivelse meget præsent.
En af deltagerne, Rasmus, har gjort væddemålsanbefalinger til sin levevej, og han fortalte på sociale medier om, hvordan kunderne var væltet ind, efter programmerne var blevet offentliggjort.
Det har næppe været intentionen hos DR, der da også har ændret i to af episoderne efterfølgende, efter der blev rejst kritik af programmerne. Kritikken kom både fra behandlere af ludomani og fra andre væddemålsspillere. Oddserne mente, at Rasmus blev iscenesat som ekspert i programmerne, selvom hans anbefalinger var tvivlsomme.
Jeg har ikke set ”Gambler”, før de to afsnit blev klippet om. Det har helt sikkert været på sin plads, og man kunne godt have skruet endnu mere ned for det, der ligner en opbygning af et ekspert-etos hos den pågældende oddser.
Programmet er dog også et modigt forsøg på at sætte fokus på spilafhængighed hos en gruppe unge mænd, som traditionelle oplysningskampagner har svært ved at nå. Der træder en gruppedynamik i kraft, hvor små drenge ser op til store drenge, og de succesfulde pokerspillere har tydeligvis høj stjerne hos mellemgruppen af spillere, der har noget, der ligner et problem.
Heldigvis er de to eksafhængige også stærke karakterer, der godt kan klare sig i gruppen, selvom en af pokerspillerne i starten forsøger at problematisere det, han kalder offergørelsen hos eksludomanerne. Spil er tit en social aktivitet, men afhængighed ofte en ensom sag. De to eksludomaner fortæller begge om et spind af løgne og store svigt over for familie og venner.
Der er stærke presseetiske regler omkring omtalen af selvmord i medierne og en bevidsthed om, at selvmord smitter. Omtale af selvmord følges ofte af oplysninger om, hvor man kan søge hjælp, hvis man har tanker om selvmord. Med væksten i spilafhængighed, der rammer hver 10. dansker, er det på tide, at omtale af spil sker med en lignende oplysning.
Birgitte Stoklund Larsen er sognepræst og stiftskonsulent.