DR: Trosstoffet er mere end nichestof

Tv er en vanesag, og det tager tid at udvikle trosprogrammerne og ændre seervaner, skriver Flemming Hedegaard Larsen, kanalredaktør for DR K

Når Kristeligt Dagblad i sin leder den 13. august påstår, at DR behandler tros- og eksistensstoffet som nørdet nichestof, kan intet være mere forkert.

Da DR i februar samlede tros- og eksistensprogrammer på DR K, var det, fordi vi så et helt naturligt samspil med kanalens øvrige kernegenrer, som er kultur og historie. Samtidig fik vi bedre mulighed for at sende programmer om tro og eksistens i den bedste sendetid og for at udvikle helt nye programmer.

LÆS OGSÅ:
DR og den kristne kulturarv

Det handler for mig ikke om, at tro og eksistens er nørdet nichestof ligesom hverken kultur eller historie er det.

Det handler om at skabe et helstøbt og sammenhængende tilbud til seerne. Og når vi samler programmerne på samme kanal, er det nemmere for seerne at finde dem.

Det tager lidt tid, men jeg tror på, at flere seere vil komme til i takt med, at de vænner sig til at finde programmerne på DR K.

LÆS OGSÅ:
DR halverer seertal på trosstoffet

Det har vi på DR K set ske med kultur og historie, og kanalen når i dag ud til 91 procent af alle danske husstande. DR K er i år den hurtigst voksende danske tv-kanal, og sammenlignet med sidste år er den vokset med 32 procent. Det tyder for mig på, at vi rammer noget rigtigt i vores tilgang, og her indgår tros- og eksistensstoffet som en vigtig brik.

På DR K har vi en ambition om at udfolde tros- og eksistensstoffet i mange forskellige typer af programmer. Derfor indeholder sendefladen på DR K også serier som Vores tro, hvor troens betydning bliver udfoldet, og 5 skarpe, hvor vi blandt andet sætter fokus på Kierkegaard, Løgstrup og Grundtvig.

Derudover har DR K som noget nyt sendt introduktioner til de kristne højtider og sunget samler i Dagens sang. Endelig sendes Før Søndagen nu klokken 19:45 og ikke som tidligere om eftermiddagen, ligesom DR Kirken genudsendes mandag morgen.

DR K har i bedste sendetid sendt en række forskellige indkøbte serier om kristendommen, og tro og eksistens er en integreret del af vores kultur- og historieprogrammer.

Tv er en vanesag, og det tager tid både at udvikle programmerne og ændre seervaner, men vores ambition på DR K er klar.

Vi vil udfolde tros- og eksistensstoffet i mange forskellige typer af programmer, og som med kultur- og historieområdet har vi en ambition om både at brede stoffet ud og række ud til endnu flere end i dag.

Flemming Hedegaard Larsen er kanalredaktør for DR K