Her sad man og troede, at man kunne få lov til at ironisere over endnu en mediefrikadelle, og så gik det ikke ganske efter planen. DR sendte tirsdag aften første afsnit af serien ”Faber og pigekoret”, der portrætterer både komponist og dirigent Phillip Faber, der blev landskendt gennem tv-fællessangen under den første corona-nedlukning, og DR Pigekoret, der udgør det egentlige fundament under Fabers fødder. Han har været dets dirigent siden 2013.
Når jeg forventede at møde noget frikadelleagtigt, skyldes det, at Phillip Faber sammen med Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, er den mest eksplosivt voksende corona-berømthed, vi har, og massiv eksponering gør ofte noget ved ellers fornuftige mennesker. I dette første afsnit erfarer man imidlertid, at den 36-årige Phillip Faber i én og samme person er en fjollegøj og en ambitiøs fagperson.
Der er næppe tvivl om, at han nyder sin rolle i danskernes fællessangs-begejstring, men lysende klart står det også, at han frem for alt elsker sit pigekor. Det ligner et godt samarbejde, og de unge kvinder roser ham da også inderligt. Man kunne godt undvære den lidt fnisende benovelse over, at Faber har været i Alt for damerne – synlighedseffekten er lige så primitiv, som den er tidløs og i sin proportionsforvridende mekanisme vel egentlig en lille smule uværdig for os alle.
Men til alt held udnyttes Fabers berømmelse her i et højere ærinde, og det er opbyggeligt, at DR bruger Faber-effekten til at promovere korsang og musikalsk kvalitet fra den dannede verden. DR Pigekoret kom til verden i 1938 og består af 55 kvinder mellem 15 og 22 år, der oplæres til at levere fejlfrit, når det gælder.
Således understreger denne dokumentar den vigtige morale, at mennesket ikke kommer uden om pres, svedige hænder og galoperende hjerteslag, hvis det gerne vil udrette noget smukt. Det bekræftes her, hvor meget vi i tidens tale om det nedbrydende ved stress og præstationskvaler glemmer, at dette jo langt hen ad vejen udgør et helt almindeligt vilkår i tilværelsen, der blot i en overfølsom tidsalder er blevet ophøjet til lidelse.
Den unge Lauras beskrivelse af nervøsiteten før en optræden, hvor koret i forbindelse med Michael Bundesens død fremførte en smuk Shu-bi-dua-sang, rummer præcis de ubehagelige symptomer, der i stribevis af offer-læserbreve i Politiken karakteriseres som noget, der slet ikke burde findes i et menneskeliv.
Pigekoret synliggør prisen for at ville yde sit bedste, men så sandelig også lønnen. Det ligner en rigdom for livet, og tilsyneladende formår Phillip Faber at kombinere elitær stræben med tryghed.
Tilmed har manden selvironi, hvilket ellers er noget, der nemt kan gå fløjten i medieboblen. ”Nu skal jeg konfirmeres!”, udbryder han, idet han som en rejseklar Tintin springer op fra sminkestolen i DR-Byen, og der er ganske rigtigt et skær af blå mandag over ham, når håret er sat. Men man skal ikke lade sig narre. Sammen med pigekoret synes Phillip Faber at være blevet voksen.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.