Dræb de vantro: Terrorister følger blot Koranen!

Islam trænger til en reformation, for som totalitær religion og politisk ideologi, hvor kun den øverste leder må udtale sig, skal alle andre blot rette ind . Og det skaber tankeløse terrorister, mener forfatter

"Islam trænger simpelthen til en reformation!" Det mener magister i filosofi og forfatter Birgit Bertung. Modelfoto.
"Islam trænger simpelthen til en reformation!" Det mener magister i filosofi og forfatter Birgit Bertung. Modelfoto. Foto: Jasminko Ibrakovic.

TAK TIL Lars Asbjørn Zimmermann for hans kommentar i Kristeligt Dagblad den 19. januar: ”Terrorister tænker ikke. Altså er de ikke.” Jeg er helt enig, men problemet er desværre endnu større end, hvad der skyldes de tilsyneladende enkelte, tankeløse terrorister.

Det ligger nemlig i, at Koranens islam netop er autoritær, så den enkelte ikke har meget at skulle have sagt, i hvert fald ikke når det drejer sig om de store spørgsmål om, hvad overhovedet meningen eller Gud er. Det sande står ganske enkelt allerede i Koranen, så ingen behøver at ulejlige sig med at tænke selv.

Islam er nemlig ikke blot en totalitær religion, men også en politisk ideologi, hvor kun den øverste leder må udtale sig. Alle andre skal blot rette ind.

Selv imamen fra Rigshospitalet gentager derfor blot stereotypt på avisens modsatte side, at man ikke må kritisere religion. Hvis han gav sig af med at tænke selv, ville han måske nå frem til, at man i så fald ikke kunne kritisere noget som helst i de lande, der er styret efter den politiske ideologi, som religionen islam udmønter i en praksis, der omfatter næsten alle aspekter af menneskelivet.

Der var således tidligere mange, som kritiserede jazz-en for ikke at være rigtig musik, og hvis en ung pige blev gravid uden at være gift, var Fanden løs, og ”pæne” mennesker dybt krænkede. I dag findes endda nogle som krænkes over, at unge mennesker ikke tager huen af indendørs. Der er således ingen ende på, hvad man kan føle sig krænket over, men normer ændrer sig, og når Koranens stammer fra 600-tallet, kan det ikke undre, at de kan give problemer i dag.

De forhold, der nødvendigvis må fortolkes, må kun blive det af den religiøse leder - som Gud har udvalgt - ellers er det blasfemi. Dermed bliver det strengt taget kun terrorister, som tager den yderste konsekvens af Koranens indhold om at dræbe de vantro - uanset, hvad mange muslimsk troende forsøger at bilde os ind.

Det sker, som Zimmermann også siger, fordi terroristen opfører sig som ”en livløs robot”, og terrorister er derfor ikke til som eksistentielt selvstændige mennesker med et personligt ansvar. Det er overdraget til det totalitære system.

Friheden til at tænke og handle personligt ansvarligt er netop det, som skiller mennesket fra dyret, der kun kan følge sit instinkt. Når terrorister ignorerer dette i en eksistentielt bevidstløs handlen, reducerer de sig selv til umennesker - hvilket netop er, hvad vi ser.

Når dyr dræber andre dyr er det kun naturens orden, men der kræves noget mere af mennesket - nemlig netop, at det forholder sig til, hvad det gør. Terrorister er blot lydige - den hovedansvarlige er selve det indoktrinerende totalitære islamiske, religiøse og politiske system, der principielt umyndiggør det enkelte menneske, som ikke må tænke selv. Islam trænger simpelthen til en reformation!