VI VÆVES IND i livets store væv, når vi fødes. Skyttelen bevæger sig op og ned med små fine tråde, der udgør dig og mig. Tråde med farver, der former os, og som forandrer sig, imens dagene bliver til år og årene til liv. Tråde, der binder os sammen i et kæmpemæssigt mønster, der, når vi står helt tæt på værket, ikke kan anes, men som træder tydeligt frem, når vi går to skridt baglæns og skuer det på afstand.
Derfor har vi traditioner og ritualer, fordi de giver os de rum, hvor vi kan skue vores liv i et lidt større format. Som fejringen af Dronningens 40-års-jubilæum gør det. At se mit eget liv vævet ind i hendes og hendes i mit, gør det tydeligt, at jeg ikke blot er en løsthængende snor, men netop er en del af et stort billede, der hedder Danmark.
Hun er guldtråden af den danske historie, kultur og tradition, som giver denne lidt udefinerbare samhørighed, dersom en bølge af bevægelse kommer over en, når hun stiller sig ud på balkonen og vinker søndag klokken 12.00 med Livgarden og en folkemængde, der trodser januars gysende fugtige kulde.
Bevæget, fordi man er med i en historie, der er større end den, jeg selv skaber, og som var her, før jeg fødtes og fortsætter efter min død. At være dronning er at bevæge sig på en knivsæg. Hun får 67 millioner kroner i apanage om året, men må hverken i sin person virke ødsel eller jævn. Lidt af en udfordring, når hun nu bor på Amalienborg og til festlige lejligheder bærer smykker af en lidt anden karakter end de fleste.
Alligevel formår hun balancegangen til fulde, og det afspejlede fejringen i Koncerthuset lørdag aften virkelig. Det var en aften i hendes ånd. Opdelt i fire årtier med hvert sit tema, som fortalte om hende som menneske og majestæt. Med ballet, rytmisk og klassisk musik og et overblik over de vigtigste begivenheder i hvert årti og kongehuset i det.
HUN LAGDE SELV stemme ind over i form af interview, hvor hun mildt og hjerteligt fortalte om alt det, der har gjort hendes liv stort og smukt. Familien og barndommen, arkæologien og kunsten, kroningen med sorgen over faderens død, hendes usikkerhed og modning som regent og hendes bankende hjerte for Grønland og Færøerne, hvis stærke natur gør mennesket så lille.
Begge lande blev smukt repræsenteret via trubadurerne Rasmus Lyberth, Teitur og Eivør Pálsdóttir. Hun er dronning for alle tre lande og er måske den eneste, der positivt husker os på, at Danmark, Grønland og Færøerne er vævet sammen i al vores forskellighed.
Fremtiden kender ingen, men på spørgsmålet om, hvad hun gerne vil huskes for, svarede hun med fem ord: At jeg gjorde mig umage. Måske den vigtigste tråd i vort livs væv. Margrethe II er ikke blot en unik dronning, der har formået at følge med tiden uden at blive slave af den, hun har også formået at stå som et stærkt forbillede som menneske og som kvinde.
Kristine Stricker Hestbech er præst og foredragsholder