Prøv avisen
Debat

På 8. marts: Kvinde, drop de hæklede hatte og lær i stedet din printer at kende

Pussy-hatten er blevet et nyt symbol for kvindekampen, som her til en anti-Trump-demonstration i USA den 21. januar. Men at iføre sig en hjemmelavet hat, der mere sender referencer til fjollenisser end til kvindelige kønsdele, er en af de mest ukonkrete og bedste måder at sikre sig ikke at blive taget alvorligt på, mener cand.mag. Cathrine Lundager. Foto: Elaine Thompson/Polfoto

At iføre sig en hjemmelavet hat til kvindemarch er da en af de mest effektive måder at sikre sig ikke at blive taget alvorligt. Men heldigvis er der masser af små, men betydningsfulde steder i hverdagen, hvor den abstrakte kvindekamp kan udfolde sig helt konkret, skriver cand.mag. i kulturformidling

I dag er det kvindernes internationale kampdag. For mange af os kan både dagen og kampen virke lettere abstrakt – kvinders vilkår er internationalt set rimeligt forskellige: I Afghanistan risikerer du at blive skudt, hvis du lander et godt job. I Rusland er det lovligt at banke ens kone.

I det lys synes det jo som en bagatel, at mænd i den frie vestlige verden stadig får flest penge for det samme arbejde og stadig har mest magt der, hvor det gælder.

Måske er det derfor, noget af det bedste, vi kan finde på i dagens anledning, er at tage en hjemmehæklet, lyserød pussy-hat på og så tage en selfie og kalde det for en bevægelse. Fordi vi egentlig er lidt usikre på, hvad vi skal kæmpe for.

Og vi er alligevel ikke så krigerisk indstillet pr. definition, vi er jo kvinder. Heller ikke så interesserede i at fremstå uklædeligt sure. At iføre sig en hjemmelavet hat, der mere sender referencer til fjollenisser end til kvindelige kønsdele, er en af de mest ukonkrete og bedste måder at sikre sig ikke at blive taget alvorligt på.

Men der er masser af små, men betydningsfulde steder i hverdagen, hvor den abstrakte kvindekamp kan udfolde sig helt konkret, med eller uden symbolsk hovedbeklædning.

Et eksempel fra det virkelig liv er – teknologi. Hi-Fi og Wi-Fi. Selv kan jeg aldrig få skidtet til at virke. Mit internet. Mit smart-tv. Min smartphone. Intet af det oplever jeg som særligt smart.

Vi er i gang med at klone en menneskegris, men vi kan stadig ikke finde ud af at lave en printer, der virker, når den skal. Er du på vej til et vigtigt møde, hvor du skal have nogle vigtige papirer med til nogle vigtige mennesker, så kan du være ganske sikker på, at din printer er løbet tør for blæk, forbindelsen til computeren er røget, softwaren skal opdateres.

Eller også sker der bare ikke noget. Udskriv. Klik. Stilhed. Lige dér går du i gang med at slå på den, mens du fortæller, hvor inderligt dit had til den er.

Gadgets og teknologi betyder stadigt mere for den måde, vi er med os selv og hinanden i verden på. Manden har spillet en dominerende rolle i (også) den teknologiske udvikling.

Det er egentlig mest det, der bekymrer mig ved ikke at forstå printeren og dens følgesvende: at robottoget kører, for det kører, og der er ikke nogen kvinder om bord på det. Den almindelige fordeling i hjemmene er oftest den, at det er faderen, der slår routeren til, ved, hvad 20 Mbit betyder, og demonstrerer den nye fladskærm for dig, mens han forklarer præcist, hvorledes den er et nyt skridt for menneskeheden.

Med teknologiens store indflydelse i hverdagen følger således en del mansplaining, et ord opfundet af den amerikanske forfatter Rebecca Solnit, der meget enkelt har sat ordene man og explain sammen.

Begrebet er blevet skamredet af både sure og muntre feminister, men det er nok, fordi det siger noget om en velkendt situation, som alle, der har haft en far, svigerfar, storebror, kæreste kender: når mænd lige skal forklare dig, en pige, senere en kvinde, noget om, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen. Hvordan den her gps faktisk virker, hvis du lige sætter strøm til den og skruer op for lyden og taster din adresse ind.

Nu er det jo i sig selv ikke et problem, at kvinder og mænd er forskellige. Nogle kan føde børn, andre kan tisse, mens de står op. Nogle, kvinder som mænd, mestrer at printe noget ud på et stykke A4-papir.

Ligestillingsproblemet består mere i, at vi bliver ved med at være forskellige på den måde, at mænd er der, hvor pengene og magten er. Det kan være mindst lige så væsentligt at udføre det ubetalte husarbejde derhjemme, men i tilfældet, du skal skilles, selvrealiseres, pensioneres, er du bare oftere dårligere stillet, end hvis du for eksempel har givet den fuld skrue i techindustrien.

Dén kommer kun til at akkumulere mere værdi og har en legendarisk ulige kønsfordeling: Tal fra de største techvirksomheder i USA viser, at kvinder udgør 30 procent af den samlede arbejdskraft, men kun besætter 10-20 procent af henholdsvis de tekniske jobs og de ledende stillinger. Altså der, hvor produkterne skabes, beslutningerne træffes, og verden bliver forandret.

Pointen? At kvindekamp også kan gå ud på at gøre vores piger interesseret i teknik, mekanik og alt det, som ellers er mandejazz. At jeg skal holde op med at stå og banke på printeren og i stedet læse brugsvejledningen. For læse, det kan jeg. Hækle kan jeg ikke.

Cathrine Lundager er skribent og cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling.